Content area

|

Fratrådt klinikchef: Vi bevæger os på kanten af det forsvarlige

Loyaliteten over for patienter og kolleger vandt til sidst over loyaliteten over for det system, han var ansat af. Jakob Trier Møller, der sidste uge opsagde sin stilling som klinikchef på Rigshospitalet, opfordrer sine lægekolleger til at kæmpe og sige tingene, som de er.
Klinikchef på Rigshospitalets HovedOrtoCenter, Jakob Trier Møller, har sagt op, fordi han ikke vil tage ansvaret for endnu flere bebudede besparelser. Arkivfoto: Claus Boesen.
Forfatter(e)
Anne Steenberger, as@dadl.dk og Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

Om halvanden time venter et 3-4 timer langt centerrådsmøde på Rigshospitalets HovedOrtoCentret. Her skal centrets chefer tale om dagen, vejen og pengene og de ting, de ellers plejer at drøfte på den slags langstrakte møder. Klinikchef Jakob Trier Møller deltager, som han har gjort i de 20 år, han har været klinikchef. Men i dag er anderledes, fordi hans opsigelse ligger på centerdirektørens bord og er blevet meldt ud.

”Om få måneder sidder jeg ikke med længere”, konstaterer Jakob Trier Møller, det er både fattet og munter, da Ugeskrift for Læger møder ham på hans kontor. Det er femtedagen efter opsigelsen.

”Interessen for min opsigelse har været overvældende. Medieinteressen var enorm, især efter om fredagen væltede det ind med opkald. Og egentlig er det jo helt skørt. Jeg siger jo ikke noget nyt. Der er mange andre – kolleger, sundhedsøkonomer f.eks. – der har sagt det samme som mig. Derfor har reaktionen virkelig overrasket mig”, siger han.

I den halvanden side lange opsigelse til centerdirektør Martin Magelund skriver han:

”Vores arbejdsbetingelser er efterhånden så vanskelige, at jeg ikke længere kan se, hvordan vores klinik, Rigshospitalet – ja, hele sundhedssektoren – kan hænge sammen i årene fremover”.

Han nævner i brevet de årligt tilbagevendende besparelser, hvis konsekvenser han kalder ”opslidende”.

”At vi i et højrisikoområde som akut- og traumemodtagelse, anæstesi og operation ofte bevæger os på kanten af det forsvarlige, er skrækindjagende, og at klinikkens råstof, medarbejderne, konstant er presset på arbejdsmiljøet, er urimeligt”, skriver han.

Jakob Trier Møller er ikke bange for at sige sin mening offentligt. For halvandet år siden var han med til at tage initiativ til en protestskrivelse fra en række chefer på Rigshospitalet om det nu droppede effektivitetskrav.

Hvorfor kan du ikke fortsætte ad det spor, men siger op?

”Min opsigelse har jeg funderet over i et år. Vi har gennemført besparelser år efter år, og det er kun personalet, der er tilbage at spare på. Når vores klinik til næste år skal flytte over i den nybyggede Nordfløj, skal vi igennem endnu en sparerunde samtidig med, at vi skal gennemgå den sædvanlige sparerunde i forbindelse med budget 2020. Jeg kan ikke kan leve med at pålægge mine medarbejdere endnu flere besparelser. Jeg ville ikke kunne sige til dem, at jeg synes, det her er o.k.”.

 

 

 

Han opsummerer: ”Jeg er bekymret over og træt af et system, der ikke kan finde på andet end ,grønthøster'-besparelser Og det rører mig også personligt”.

Men du gør det vel ikke nemmere for dine medarbejdere ved at stoppe?

”Nej, men her kommer det personlige ind. Jeg kan se i krystalkuglen, at de næste besparelser kan få betydning for patientsikkerheden – og det vil jeg ikke tage ansvaret for. Som chef skal man tage ansvar for det, man gennemfører. Det ville jeg ikke kunne”.

Aflyste operationer

 

Jakob Trier Møller fortæller om den hverdag, han har levet med i de senere år med et stigende antal aflyste operationer på grund af personalebesparelser. Hele 187 operationslejer blev aflyst i 2018.

”Vi har ikke længere en buffer, vi kan sætte ind ved sygdom. Jeg har omkring 200 mennesker, der skal møde på arbejde, og jeg har i 20 år mødt ind klokken 7.10 for sammen med mine ledere at få det til at hænge sammen. Vi prøver at omgruppere og hjælpe hinanden på tværs af faggrænser og arbejdsområder. Men på et tidspunkt er man nødt til, både af patientsikkerhedsårsager og arbejdsmiljøårsager, at lukke et leje. Det er urimeligt, når patienter bliver aflyst”, siger han og understreger, at der er tale om elektiv kirurgi – ikke akut.

Opløsning

 

I såvel den skriftlige opsigelse som i de mange interview, Jakob Trier Møller har stillet op til efterfølgende, fylder hans opfattelse, at det kører helt skævt i sundhedsvæsenet i disse år. Han taler om et sundhedsvæsen, der går mod ”opløsning”, hvis der ikke sker noget.

”Det gælder ikke bare Rigshospitalet eller Region Hovedstaden; det er en generel situation. Jeg kan næsten ikke holde det ud, når politikerne siger, at vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, når jeg ved, man ikke vil betale for det”.

Men Løkke har jo netop i forbindelse med den diskussion sagt, at vi aldrig har brugt så meget på sundhedsvæsenet?

”Ja, og det er rigtigt. Men der er kommet så mange nye behandlinger til, og de er dyre. Og vi kan meget mere end for 20 år siden. Folk lever længere, så det er en succes, men det koster mange penge, for de mange flere ældre bliver også syge og skal behandles. Og dermed stiger udgifterne hele tiden. De generelle garantier koster også mange penge. Kort sagt, så er de tilførte ressourcer ikke steget svarende til de voksende opgaver. Budgettet hænger ikke sammen mere, selvom vi har effektiviseret kolossalt gennem de sidste 15-20 år”.

  • Den defensive medicin, hvor flere læger behandler for en sikkerheds skyld, breder sig. Det ser vi meget mere end for 20 år siden. Der er kommet en nervøsitet for at stoppe behandlingen, fordi man er bange for klagesager.

 

Læger siger ikke længere stop

Samtidig med dette er der sket et skred i lægernes adfærd. Der ikke er ret mange læger, der tør sige stop.

”Et eksempel er svært demente patienter, der kommer ind fra plejehjemmene til akutmodtagelserne med hjertestop. Det belaster hospitalsvæsenet, fordi der ikke er lavet klare aftaler om, hvor langt man skal gå i behandlingen af patienten. Vi savner, at livstestamentet bliver udbredt mere, så vi ikke belaster hospitalsvæsenet, patienter eller pårørende unødigt, hvis behandlingen ikke har nogen udsigt".

Tænker læger, imens de behandler sådan en patient, at det ikke giver nogen mening?

”Det er der læger, der gør hver dag”.

Han peger også på kræftbehandling, der fortsætter længere, end det giver mening.

Hvad er der sket med det lægelige skøn?

”Den defensive medicin, hvor flere læger behandler for en sikkerheds skyld, breder sig. Det ser vi meget mere end for 20 år siden. Der er kommet en nervøsitet for at stoppe behandlingen, fordi man er bange for klagesager. Af samme grund tør nogle læger ikke tage de svære samtaler med patienterne. Der må vi også kigge lidt indad”, siger Jakob Trier Møller.

Hvad var det for 20 år siden, der gjorde, at læger var bedre til at sige stop?

”Det var ikke på dagsordenen på samme måde. I dag har vi et langt mere oplyst samfund. Patienterne har meget kendskab til deres egen sygdom og kan derfor stille nogle krav. Politikerne støtter, at patienterne kan stille krav. Og det er godt på mange områder, men det går for langt, hvis man behandler noget, som man ikke burde. Vi skal i så stor udstrækning som muligt have evidens for, at behandlingen virker”.

Hvad skal politikerne gøre ved det?

”Politikerne skal tage stilling, til hvilket grundlag vi som læger skal agere ud fra – være med til at prioritere”.

Hvordan?

”Ligesom vi har et medicinråd, kunne vi have et behandlingsråd. Politikere kunne sammen med lægerne lægge en ramme for et sådant uafhængigt råds vurderinger, der kunne handle om, hvor langt man behandlingsmæssigt skal gå i forskellige situationer. Alder, forventet overlevelse kunne være et par faktorer, man så på. Men jeg anerkender, at det er meget kompliceret. Men der er lande, der har taget fat på det. Det bliver et generelt problem i den vestlige verden”.

Patienterne bliver næppe mindre krævende i de kommende år. Er det ikke bare et vilkår, at patienter er mere krævende?

”Jo, Patienterne har ofte meget viden om deres sygdom, og det er lægernes opgave at tage den svære samtale om behandlingsmulighederne”.

Kan du forstå, hvis nogle læger bliver skræmt, når de læser det her?

”Ja. Til dem vil jeg sige: Kæmp for genopretning af sundhedsvæsenet og for at få prioriteringsdiskussionen i gang”.

Ved at sige op?

”Nej. Ved at sige tingene, som de er. Flere har sagt til mig, at jeg er modig, men det er jeg ikke. Vi har en forbandet pligt til at sige fra. Det er selvfølgelig nemmere, når man siger op – det erkender jeg. Men det skal ikke være sådan, at man som læge i det danske samfund er bange for at sige tingene, som de er, fordi man er bange for at få en røffel”.

Ville du ikke være mere modig, hvis du kritiserede og forblev i din stilling?

”Jo, men det kan jeg ikke holde til. Det er helt personligt. Jeg opfordrer ikke mine kolleger til at sige op, men det er en personlig ting, hvornår nok er nok”.

Jakob Trier Møller har sagt ja til at blive en måned mere end planlagt og stopper ved udgangen af maj måned. Hvad han så skal, ved han ikke.

Hør Jakob Trier Møller fortælle om skuplerne ved at holde op:

Right side