Fremtiden i almen praksis

Regeringen har netop offentliggjort en udvalgsrapport om almen praksis' fremtid, og adskillige måneders arbejde står nu sort på hvidt hen over flere hundrede sider.

PLO og DSAM har været med i arbejdet hele vejen - og heldigvis for det. For ved samme bord har bl.a. de kommunale organisationer, regionerne, diverse ministerier og Sundhedsstyrelsen siddet. Vi har kæmpet hårdt for at bevare sagligheden i det endelige resultat. Det er lykkedes.

Rapporten kommer på et interessant tidspunkt: Ca. seks uger før overenskomstforhandlingerne på PLO-området starter, og dens ærinde er først og fremmest at belyse fordele og ulemper ved forskellige udviklingstiltag. Men selv om rapporten er tynd på egentlige anbefalinger, byder den alligevel på interessant læsning, fordi forhandlingsmodpartens tankesæt om almen praksis bliver tydeligt. Det står således efter udvalgsarbejdet klart, at modpartens bud på løsningen på lægemanglen er at påtvinge de praktiserende læger flere patienter samtidig med, at lægerne for enhver pris skal flytte sammen i større lægehuse. Solopraksis får ikke mange ord med på vejen, og når det endelig sker, har det mest været for det negative. Til gengæld vil modparten fratage de praktiserende læger medindflydelsen på den lokale praksisplanlægning.

Statens og de kommunale organisationers anvisninger på almen praksis' fremtid svarer lidt til at slukke ildebrande med benzin: Op mod 1.000 praktiserende læger er 60 år eller derover. Hvis lægerne bare bliver påduttet flere patienter for at få kabalen til matematisk at gå op, vil en stor del af de ældre læger i stedet vælge anden lægelig beskæftigelse eller vælge at gå på pension. Samtidig vil rekrutteringen til almen praksis lide skade. Medicinen duer simpelthen ikke.

Lægernes løsning på udfordringerne i almen praksis er udvikling i stedet for afvikling. PLO's nyeste medlemsundersøgelse viser, at lægerne faktisk er indstillede på at behandle flere patienter, hvis forhold som bygninger, personale og økonomi er i orden. Men løsningerne skal baseres på aftaler med de enkelte læger med indbyggede incitamenter, der tager hensyn til de konkrete omstændigheder. Løsningerne på fremtidens almen praksis er ikke tvang, men derimod moderne styringsfilosofi med vægt på dialog og aftaler.

Undersøgelser viser, at de kommende praktiserende læger ønsker større lægehuse, og derfor er det vigtigt, at regering og folketing nu baner vejen ved at fjerne de lovgivningsmæssige barrierer, der findes i sundhedsloven og skattelovgivningen. Men det er vigtigt, at iveren efter at etablere større lægehuse ikke kammer over, så vi glemmer udviklingsperspektivet for solopraksis. Manglende udvikling skaber risiko for afvikling af solopraksis, hvilket vil gøre ubodelig skade på hele almen praksis.

Fra alle sider i udvalget anerkendes almen praksis som et centralt led i sundhedsvæsenet. En dårligt fungerende praksissektor, f.eks. fordi de ældre læger føler sig presset til at stoppe, vil sende tunge skyer ud over det samlede sundhedsvæsen.

Gør i stedet som englænderne, der for få år siden oplevede de samme problemer som, vi gør nu i Danmark: Styrk praksissektoren og tilfør flere resurser på de rigtige områder. Så vil almen praksis i Danmark kunne få det samme udviklingsforløb som i England, herunder en markant stigning i rekrutteringen og fastholdelsen af praktiserende læger.