Fusobacterium necrophorum er et forskningsområde med et tydeligt dansk aftryk

Fusobacterium necrophorum har i de senere år været genstand for betydelig forskningsinteresse i Danmark. F. necrophorum er en anaerob mundhulebakterie, som kan være årsag til både lokal og dissemineret infektion. Den alvorligste type er Lemierres syndrom (eller nekrobacillose), som er kendetegnet ved infektion i orofarynx, septisk tromboflebitis i vena jugularis interna og tromboemboliske foci [1]. I en række studier foretaget af Hagelskjær Kristensen & Prag er de kliniske, epidemiologiske og bakteriologiske aspekter ved syndromet belyst. Incidensen er højest i aldersgruppen 15-24 år (1,4 pr. 100.000 personår), forløbet er ofte fulminant, og der er en 30-dages-dødelighed på ca. 10% [2]. Lemierres syndrom kan således sammenlignes med meningokoksygdom i hyppighed og dødelighed.

Samme forskergruppe har påvist, at F. necrophorum også spiller en rolle som årsag til lokale infektioner uden septiske komplikationer. I en treårig, landsdækkende prospektiv undersøgelse blev der fundet 267 patienter, der havde lokal F. necrophorum -infektion i hoved-hals-området [3]. Den største gruppe bestod af 215 (81%) patienter med peritonsillær absces, og de resterende patienter havde tonsillitis eller andre infektioner. Der var yderligere en gruppe på 21 patienter, der havde lokale infektioner uden for hoved-hals-området.

Klug et al har undersøgt F. necrophorums forekomst ved peritonsillær absces hos patienter, der blev behandlet på en enkelt øre-næse-hals-afdeling [4]. Frekvensen af F. necrophorum var 23%, hvilket gav bakterien en førsteplads blandt de bakterielle fund. Hos patienter med F. necrophorum var der mere udtalt leukocytose og større stigning i C-reaktivt protein end hos patienter med andre bakterielle agens.

Disse observationer er blevet fulgt op i en nyligt publiceret artikel, hvori man sammenlignede podninger fra en tonsil med peritonsillær absces og den anden tonsil, som var uden abscesdannelse [5]. De bakterielle fund inklusive F. necrophorum var meget ens, og det må derfor overvejes, om F. necrophorum frem for abscesdannelsen som sådan måske kan være årsag til den akutte infektion.

I et studie af Jensen et al [6] baseret på polymerasekædereaktion (PCR)-analyser var der hyppigere forekomst af F. necrophorum hos unge voksne med nonstreptokoktonsillitis end hos raske kontrolpersoner, og der var en tendens til et højere bakterietal hos patienter med recidiverende tonsillitis end hos patienter med akut tonsillitis [6]. Klug et al har senest fulgt dette spor op med et prospektivt studie af patienter, som fik foretaget tonsillektomi [7]. I dette studie indgik der 80 patienter, hvoraf 50 havde recidiverende tonsillitis; studiegruppen blev yderligere statificeret efter tilstedeværelse af hypertrofiske tonsiller. Der blev podet fra såvel tonsiloverflader som tonsilvæv, og F. necrophorum blev fundet hos en fjerdedel af patienterne uden signifikant forskel grupperne imellem. En anden interessant observation var, at overfladepodningerne var negative hos mere end halvdelen af de patienter, som havde positive vævsprøver. Studiet gav detaljeret information om tonsillernes aerobe og anaerobe flora. Selvom molekylære undersøgelsesmetoder formentligt kunne have bidraget med yderligere viden, giver studiet belæg for, at F. necrophor um næppe har væsentlig betydning for recidiverende tonsillitis. Klug et al konkluderer, at forskningen bør rettes mod andre mulige ætiologiske faktorer. Ud fra samme betragtninger kan det anbefales at vise tilbageholdenhed med antibiotisk behandling ved recidiverende tonsillitis.

F. necrophorum spiller utvivlsomt en rolle ved Lemierres syndrom og indgår sandsynligvis i patogenesen for peritonsillær absces, muligvis i forbindelse med den forudgående akutte tonsillitis. Betydningen for recidiverende tonsillitis er derimod tvivlsom. Det er glædeligt, at to danske forskningsgrupper har kunnet bidrage med væsentlig ny viden på dette område, og at dette er sket igennem et forbilledligt samarbejde mellem flere specialer.

Korrespondance: Henrik Carl Schønheyder, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Aalborg Sygehus, Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg. E-mail: hcs@rn.dk

Interessekonflikter: ingen