Gastroenterologisk og anden klinisk forskning i ulande. Samarbejdet mellem ulande og udviklede lande

Der er problemer og løsninger, som ikke er knyttet til ét speciale, men går på tværs af dem alle. Det betyder, at i hvert fald ét selskab må omtale et sådant tværgående og aktuelt emne for at undgå, at det falder ned i glemslen, dvs. i de sprækker som ligger mellem specialerne.

Sådan er situationen for den forskning, som udføres i ulande, men støttes økonomisk eller gennem forskere fra udviklede lande, som samarbejder med ulandene. Inden for det gastroenterologiske speciale gælder det forskning i diaré, tropisk sprue, bilharziose, virushepatitter m.fl. Med andre ord er gastroenterologien stærkt inddraget i den videnskabelige globalisering, og her som et positivt fænomen, fjernt fra Attac-perspektivet.

Videnskabsetisk er denne form for samarbejde på tværs af politiske systemer, etniske og kulturelt forskellige nationer og ikke mindst sundhedsøkonomiske niveauer, som varierer fra 5-12 til knapt 2.000 US$ per indbygger per år, meget kompliceret. Yderligere er den store gruppe ulande i fattigdomskategorien karakteriseret ved en svag eller næsten manglende infrastruktur for sundhedsvæsenet, en svag uddannelses- og forskningskapacitet, og som om det ikke var handicap nok, yderligere korruption og ledere, som spenderer en stor del af det beskedne nationalbudget på militærindsats i nabo- og stammekrige.

Odds kan synes så dårlige, at det kunne bringe én til håbløshedens resignation, hvad det naturligvis ikke bør gøre, men i stedet til en robust realisme og en accept af, at ting tager tid, og at fremskridts skridtlængde er kortere i ulande end i økonomisk privilegerede lande.

I det forløbne år har flere begivenheder og debatter kastet lys over det utilfredsstillende i ikke blot den store afstand mellem teknisk højtudviklede lande og ulande, men også i manglen på praktisk anvendelige etiske retningslinjer for videnskabeligt samarbejde, uden at man griber til etisk eksport af de privilegerede landes egne løsninger.

Den afblæste retssag i Sydafrika, hvor præsidenten tidligere havde erklæret, at der ingen kausal forbindelse var mellem hiv og aids, som efter afblæsningen skabte mulighed for at erhverve hiv-medicin til overkommelige priser eller gratis, førte ikke til, at medicinen vil nå den store gruppe fattige hiv-positive. Undskyldningen er en henvisning til, at den nødvendige infrastruktur ikke findes og af økonomiske årsager ikke kan etableres, et argument der fra flere sider allerede var bragt frem under den indledende, voldsomme debat. Herved fremkaldte sagen videnskabsetiske efterdønninger af den tidligere Ugandadebat (hvor problemet var at søge transplacentar overførsel af hiv reduceret, så meget som Uganda ville kunne klare økonomisk ved bl.a. en kortere behandlingstid). Som bekendt holdt USA's daværende synspunkt sig fortsat i luften, nemlig at behandling af interventionsgrupper i ulandes kontrollerede undersøgelser aldrig må være mindre, end hvad der er global evidens for, og hvad der anvendes i verdens økonomisk privilegerede lande. Med andre ord hvad der langt fra »bushen« og med skrivebordet som udgangspunkt anses for etiske minimalkrav, har endnu en gang i Sydafrika vist sig at komme til kort i mødet med virkeligheden.

Blandt år 2000 og 2001's begivenheder af betydning for evidensfremskaffelse i gastroenterologien og andre kliniske specialer var også den stærke internationale debat, som fulgte WMA's vedtagelse af den 5. Helsinki-deklaration sidst i 2000. Her er problemerne for ulandsforskningen, hvad enten den er støttet udefra eller ej, §§ 29 og 30. Den første siger, at kontrolgruppen altid skal behandles med the best current intervention, uden at der er taget hensyn til de fordelingsetiske aspekter, tilgængelighed og økonomi, som skal tages i betragtning ved ulandsforskning. § 30 stiller krav om, at »enhver patient, som er indgået i en undersøgelse, skal sikres adgang til den beviseligt bedste, forebyggende, diagnostiske eller terapeutiske metode, som er identificeret ved undersøgelsen«. Gælder det resten af livet for kroniske sygdomme? Og hvad hvis den nødvendige infrastruktur ikke findes? Skal den etableres for forskernes regning og række langt ud i fremtiden?

Nuffield Foundation i London arbejdede som i de foregående år også i 2001 på at bidrage til en bedre etisk orden for samarbejdet mellem ulande og udviklede lande. Den omfattende rapport nærmer sig den globale publikation. Her lægges der vægt på også at inddrage transdisciplinære projekter, at søge antropologisk og lokal viden om kultur, religion og sociale strukturer tilvejebragt som grundlag for protokoludarbejdelsen, at fremme ulandenes faglige kapacitet som en del af projektsamarbejdet, at fremme udviklingen af videnskabsetiske komiteer i ulande og uddanne deres medlemmer samt at tilskynde ulandene til at udarbejde deres videnskabelige prioritering og offentliggøre den.

Håbet er derfor, at år 2001 og måske endda først 2002 bliver det vendepunkt på feltet, som verden trænger til, og som kan modvirke den eksport af projekter fra de udviklede lande til ulandene, som alene begrundes ved disses svage eller manglende etiske kontrol.

Hellerup, Povl Riis