»Som filosoffer havde vi inden undersøgelsen gjort os alle mulige overvejelser om, hvordan ambulancelægernes etiske overvejelser kunne komme til udtryk. Men sandheden var, at der nærmest ikke var nogen. Og hvad betyder det egentlig, når der står, at ,behandling er udsigtsløs'? At lægerne godt kan prøve, men ikke ved, om det vil lykkes? Eller at det vil være ensbetydende med et dårligt liv at genoplive?«, spørger hun.
Lægerne skal have skærpet blikket
Med det kommende forskningsprojekt er det ambitionen at få udarbejdet en procedure, hvor ambulancelæger efter hver udrykning til en hjertestoppatient skal udfylde et skema, der beskriver, dels om patienten forinden havde udtrykt ønsker i forhold til genoplivning, dels om der var pårørende til stede og endelig, hvordan patientens liv efter eventuel genoplivning ville vurderes at blive.
Pointen med et sådant skema er, at ambulancelægerne kan rekonstruere, hvad de har tænkt i hver enkelt konkrete situation, og det vil komme både dem selv samt patienter og pårørende til gode.
»Der er noget kvalitetssikring i at tænke de her ting i gennem og i at skulle artikulere, hvad der egentlig ligger til grund for ens beslutninger. Hvad er lægefagligt, og hvad er etisk begrundet? Man vil få skærpet sit blik for, hvad man gør, på denne måde, og hvis man skulle risikere at blive anklaget for noget bagefter, så kan det tilbagevises. Samtidig skal man selvfølgelig passe på, at det ikke bare bliver en måde at få dækket sin ryg på«, siger Caroline Schaffalitzky.
Hvad er et værdigt liv?
Søren Mikkelsen er ikke bekymret for, at ambulancelægerne vil stejle over, at de fremtidigt måske bliver stillet over for krav om mere dokumentation i forbindelse med hjertestoppatienter.
»Kulturen her på stedet er i hvert fald, at vi tager den slags til os. Og så skal vi også kunne tåle at blive kigget over skulderen«, siger han.
Efter at have arbejdet intensivt med de etiske aspekter er Søren Mikkelsen ikke bange for at indrømme, at han har fået et andet forhold til genoplivning. Han gør sig blandt andet tanker om, hvordan han og hans kollegaer ofte er med til at afgøre, hvornår et menneskeliv anses for værd at leve.
»Jeg husker en historie om en ældre dame på intensiv, der skulle respiratorbehandles, og som måske udefra set ikke havde så meget mere at leve for. Man valgte at behandle hende, og det lykkedes. Da hun var rask nok til at komme hjem, sagde hun: ,Nej, hvor jeg glæder mig til at komme hjem og sidde i min stol ved vinduet og kigge ud'. Tænk sig, hvis vi ikke havde behandlet hende. Den tanke kan godt få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig«, siger Søren Mikkelsen.