Geriater bag sengegynge til patienter med delirium: »Jeg kunne have givet op 1.000 gange«

Man kunne sagtens starte med at fortælle om hans opfindelse, som er lidt Georg Gearløs-agtig, som den står der under hospitalssengen, hvor den løfter den op og vugger den som et skib i smult vande.

Men det er noget andet, der presser sig på, når man taler med geriater Martin Schultz. Det er nemlig alt andet end vind i sejlene, der møder læger som ham, der får en god idé og synes, at den skal realiseres.

»Sindssygt frustrerende« lyder den korte udgave af den innovationsproces, som han har været igennem i de sidste to år.

»Man bliver gråskægget før tid«, er anden måde, han vælger at beskrive det på.

Den længere version handler om, hvor svært det er at få penge til at udvikle sin idé. Hvor op ad bakke det er at få lov at teste sin løsning af på sin afdeling (for ikke at nævne andres). Og hvor paradoksalt det er, at man skal have et færdigt produkt for, at det kan blive CE-godkendt (og anvendt). Men at det samtidig kræver alle de førstnævnte benspænd at blive det.

»Jeg kunne have givet op 1.000 gange de sidste to år«, siger Martin Schultz, der er speciallæge i intern medicin, afdelingslæge og funktionsansvarlig for Geriatrisk Sengeafsnit på Herlev Hospital.

Den opfindelse, som skal løse et dagligt problem på hans og lignende afdelinger, er han nødsaget til at bruge sin fritid på.

Undgår medicin

Problemet er velkendt på geriatriske afdelinger: ældre mennesker med delirium, der i deres forvirrede tilstand bliver urolige og derfor ikke kan sove, hvormed det bliver en ond cirkel, så deres delirium blot bliver værre og værre. Eller som Martin Schultz siger det: »Patienten bliver skør med skør på«.

Den traditionelle behandling er at give dem antipsykotisk medicin for at få dem til at sove, men det har mange bivirkninger. Derfor er skånsomme nonfarmakologiske tiltag fagligt set den højeste standard. Og her kommer en motoriseret gyngestol ind, som allerede bliver brugt på geriatriske afdelinger, fordi den virker beroligende og søvndyssende.

Det sidste er dog et problem. For når patienterne falder i søvn, tilsiger reglerne, at de skal over i deres hospitalsseng. Hvormed de vågner. Og så er det forfra. Hvis småbørnsforældre kan genkende problematikken, er det spot on.

»Vi behandler delir på samme måde, som man giver små børn tryghed og nærhed. Vi gynger patienterne, svøber dem, giver dem tyngdedyner, som alt sammen virker beroligende«, forklarer Martin Schultz.

Ingen vil tage ansvaret

Men hvis man kunne lave en gyngestol til dem, kunne man vel også lave en gyngeseng? Så patienterne kunne falde i søvn der, hvor de skal sove. Derfor kontaktede Martin Schultz producenten bag gyngestolen.

»De havde et opfinderagtigt værksted, og da jeg kom derud, opdagede jeg, at de faktisk allerede var i gang med at udvikle en sengegynge«, fortæller han.

Men firmaet var gået lidt i stå, fordi de manglede faglig sparring og et sted at teste prototypen. Man skulle måske tro, at lige præcis det var løst med, at geriateren trådte ind ad værkstedsdøren. Men: »Dér startede alle udfordringerne«, lyder det fra lægen.

For skal du teste medicinsk udstyr af i hospitalsregi, skal det være CE-mærket og allerede i brug. Men det er et nyt produkt, der stadig er i udviklingsfasen, af naturlige årsager ikke. Så allerede der kunne Martin Schultz have trukket sig. I stedet gik han imidlertid i gang med at finde ud af, hvordan han fik lov til at teste sengegyngen. Men det skulle vise sig nærmest umuligt. Han blev kastet rundt mellem hospitalets afdelingsledelse, juridisk afdeling, medikoteknologisk afdeling, hans eget personale og også de patienter, der skulle involveres. Han opsummerer det sådan her:

»Bare det at få sengegyngen ind ad døren var op ad bakke. Der var ingen, der ville tage ansvaret«. Så Martin Schultz måtte »opfinde« en måde at få sengegyngen ind ad døren på.

»Jeg besluttede mig for at gøre det til et forskningsprojekt. Det var den eneste måde, jeg kunne få folk til at sige ja på«, fortæller han.

For dyrt at få lov

Det lykkedes ham at få sengegyngen ind på afdelingen, hvor det hurtigt stod klart, hvilke ændringer der skulle til, hvis den skulle fungere i praksis. Blandt andet kunne sygeplejerskerne melde tilbage, hvor strømstikket sad bedst, og at et håndtag skulle flyttes. Det viste sig også i praktisk brug, at der var noget med hjulene.

»Uden at involvere brugerne var der ikke kommet en sengegynge ud af det, som rent faktisk kunne bruges på en hospitalsafdeling. Det samarbejde, der har været mellem os som klinikere og producenten, er helt afgørende«, siger Martin Schultz, der understreger, at det er et tæt samarbejde mellem producenten, afdelingssygeplejersken og ham selv, der gør, at gyngen er videreudviklet og tilpasset, så den nu næsten er klar til drift.

Det tog et år at teste prototypen, og i dag står der to fuldt funktionsdygtige sengegynger på Martin Schultzs afdeling. Den burde stå på mange flere hospitaler, hvis man spørger ham. Et forskningsprojekt har nemlig vist, at sengegyngen virker. Ud af 31 gyngeepisoder med urolige patienter med delirium på hans afdeling faldt 80% til ro eller i søvn, og 30 minutter senere sov 71% af patienterne stadig. Og blandt adspurgt sundhedspersonale har 87% vurderet, at sengegyngen har en positiv effekt.

Men fordi CE-mærkning på sengegyngen ikke er helt færdiggjort efter de designændringer, projektet affødte, står den stadig kun på Martin Schultzs egen afdeling. Oprindeligt fik projektet støtte fra OPI, som støtter offentligt-privat udviklingssamarbejde, og EU’s regionale udviklingsfond. Men det koster 300.000-400.000 kr. at færdiggøre CE-mærkning – kapital, som den lille producent ikke har. Man har derfor brug for, at regionen forhåndsgodkender købet af seks sengegynger. Men så længe gyngen ikke er CE-mærket, kommer de ikke ind på hospitalerne.

Ledt forgæves efter hjælp

Der er dog alligevel håb. Regionen har bedt Martin Schultz om mere evidens. Så han skal nu i gang med at lave endnu et randomiseret studie af sengegyngen.

»Jeg kan jo godt som læge lide evidens. Men det tager et år mere«, fortæller han, hvor han vel at mærke skal bruge sin fritid.

Det gør han i øvrigt, uden at der tilfalder ham en eneste krone den dag, sengegyngen bliver godkendt og forhåbentligt udbredt på landets geriatriske afdelinger. Sådan skal det være, mener Martin Schultz. Han har lavet en kontrakt med producenten, hvor han får lov at publicere sin forskning i sengegyngen alt det, han vil, men der er ingen penge mellem ham og firmaet.

»Jeg gør det kun fordi, jeg ville elske, at patienterne kunne få gavn af sengegyngen«, siger han.

Så selvom han jævnligt bliver træt af processen og har været tæt på at give op mange gange: »… er det blevet en principsag for mig. Det kan ikke være meningen, at det skal være så svært. Det er jo i alles interesse, at vi kan få delirpatienter – som vi har virkeligt mange af – til at sove uden medicin«, siger han og er klar i spyttet i forhold til, hvad han mener mangler:

»Der mangler et sted i regionen, hvor man kan få hjælp til at få sat skub i sin idé og styr på alting. Nogle, der kan hjælpe en lille menig læge som mig, som har fået en god idé og gerne vil teste den. Jeg har ledt som en sindssyg efter sådan et sted, men jeg kan ikke finde det«, siger Martin Schultz.