Geriatri skaber en sammenhængende indsats over for den ældre patient med kompleks sygdom

Det er velkendt, at antallet af ældre stiger. Samtidig har det danske sundhedsvæsen været igennem en berettiget specialisering i de senere år. En specialisering, som sammen med den medicinsk-teknologiske udvikling i øvrigt har betydet, at stadig flere behandlingsformer skånsomt og succesfuldt bliver tilbudt patienter langt op i alderen. Udfordringen bliver, at stadig flere ældre lever i mange år med flere kroniske lidelser og følger efter tidligere sygdom og dermed behov for mere kompleks udredning og behandling, som det sjældent vil være muligt at give samlet på en enkelt højtspecialiseret afdeling.

Siden Laurence Rubenstein i 1984 publicerede den første artikel om effekten af at behandle ældre patienter med komplekse sygdomme på en geriatrisk afdeling [1], har specialet undergået en rivende udvikling. I dag er den geriatriske indsats således baseret på en akut og opsøgende indsats, der rækker ud i alle behandlingskædens led - fra opsøgende besøg i hjemmet over hospitalsbehandling til opfølgende hjemmebesøg efter udskrivelse. På de fleste af landets større hospitaler er der da også etableret geriatri mhp. at tilbyde bred tværfaglig udredning, behandling og indledende rehabilitering til den store gruppe af patienter, som indlægges uden en oplagt organspecifik sygdom, men med ledsagende færdighedstab og ofte stort medicinforbrug. Et centralt punkt for indsatsen er det geriatriske sengeafsnit med tilhørende udadgående team og mere eller mindre specialiserede ambulatorier.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenteres et arbejde, som netop har til formål at vurdere effekten af en sådan bred og mere akutpræget geriatrisk indsats over for ældre patienter, der er multisyge [2]. Resultaterne fra denne undersøgelse falder godt i tråd med resultaterne i en nyligt publiceret Cochraneanalyse [3]. Her finder man, at sandsynligheden for, at ældre medicinske patienter er i live og bor i selvstændig bolig et år efter udskrivelsen fra en akut hospitalsindlæggelse, øges signifikant, hvis de tilbydes bred tværfaglig geriatrisk udredning, behandling og koordinering af udskrivelse. Og vel at mærke uden at indlæggelsestiden nødvendigvis behøver at blive forlænget.

Der er således god grund til at efterspørge geriatrisk ekspertise, når ældre med komplekse problemstillinger indlægges på et hospital, og man kan derfor undre sig over, at specialet enkelte steder får beskåret sit sengeantal og øvrige kapacitet. Der findes vel næppe et speciale, som har været genstand for en mere vidtgående og videnskabeligt funderet evaluering end det geriatriske, og hvor specialets berettigelse og styrke i det højtspecialiserede hospitalsvæsen først og fremmest er den brede internmedicinske og tværfaglige tilgang kombineret med tætte faglige bånd til øvrige kliniske og parakliniske afdelinger, almen praksis og hjemmepleje. Hermed bliver det muligt at målrette og koordinere udredning, behandling og opfølgning på tværs af specialer og sektorer til gavn for den enkelte, ofte skrøbelige patient.

Det synes derfor at være berettiget, at man i en tid, hvor mange ældre patienter ud over stringent faglig behandling også efterspørger overblik over det samlede patientforløb, kvalitet og kommunikation, yderligere udbygger de geriatriske sengeafdelinger og øvrige tilbud som en del af det samlede behandlingstilbud til den stigende andel af ældre medicinske patienter, som indlægges med stadig mere komplekse og sammensatte sygdomsbilleder.

KORRESPONDANCE: Finn Rønholt, Herlev Hospital, Herlev Ringvej 75, 2730 Herlev. E-mail: firoha02@heh.regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen