God medicin til strukturreformen

Der er håb om, at samfundets udgifter til medicin nu er kommet under kontrol på en mere permanent basis, således at den forventede vækst i sundhedsudgifterne kan komme andre områder i behandlingssystemet til gode. Det brede politiske forlig om reglerne for medicintilskud sikrer, at det i al væsentlighed er de billigste præparater, der i fremtiden bliver ordineret til patienterne, og det vil nødvendigvis betyde, at priserne vil nærme sig hinanden på et lavere niveau.

Det glædelige ved forliget er, at det hviler på en betænkning afgivet af alle parter, og altså også industrien, i mindelighed. Det vil skabe mere ro på et område, der har været omstridt. Det kommer desuden på det perfekte tidspunkt i forhold til gennemførelsen af strukturreformen. Med tilskudssystemet på plads og en række andre værktøjer på vej, der vil gøre det lettere for lægerne at sikre den rigtige pille til den rigtige pris i den rigtige mund, bliver der ressourcer til indsats på nye områder, og der bliver råd til at sikre kvaliteten i fremtidens sundhedsvæsen.

Der er med andre ord grund til at se frem til de nye regler. I korthed indføres der fra 1. april næste år et regelsæt, hvorefter tilskuddet fastsættes på basis af prisen på det billigste synonyme lægemiddel i tilskudsgruppen. Hvis patienten vælger et dyrere lægemiddel, udløser det ikke som nu et større tilskud, så skal patienten selv betale prisdifferencen. Samtidig gennemføres der ændrede regler for apotekernes avancer. Som det er nu, har apotekerne isoleret set et økonomisk incitament til at udlevere et dyrt lægemiddel i stedet for et billigt, fordi apoteket tjener mere på det dyre. For fremtiden får apotekerne den samme nettoavance på alle lægemidler ud fra en betragtning om, at der ikke er forskel i arbejdsindsatsen på at udlevere et billigt eller et dyrt lægemiddel.

Det behovsafhængige tilskudssystem har vist sig at være en bombe under sundhedssystemet. Det betød, at medicinudgifterne strøg op fra omkring syv milliarder kroner ved årtusindskiftet til næsten ni milliarder kroner sidste år. Medicinens andel af de samlede sygesikringsudgifter udgjorde i 1992 lige knap en tredjedel, mens det i 2003 var steget til næsten 38 procent. Andelen af sygesikringens udgifter til almen lægehjælp faldt i samme periode fra ca. 40 procent til 35,5 procent. Det er klart, at Lægeforeningen må se med dyb skepsis på en udvikling, der har den retning.

Det bliver fortsat sådan i det nye tilskudssystem, at lægen kan ansøge Lægemiddelstyrelsen om et forhøjet tilskud på medicin til enkelte patienter, hvis de af en eller anden grund ikke kan tåle det billigste produkt i tilskudsgruppen. Det er vigtigt for læge-patient-forholdet, at lægen fortsat har denne mulighed, men det vil givetvis kun være aktuelt i meget få tilfælde, så det vil ikke rykke væsentligt på det overordnede mål, nemlig at bringe samfundets udgifter til medicin ned og fastholde det på et lavere niveau end det nuværende.

Lægeforeningen har længe argumenteret for dette mål, også fordi der i langt de fleste tilfælde ikke er rimelige argumenter for at ordinere et dyrere præparat end det billigste i tilskudsgruppen, men at industriens markedsføring har været rettet mod dette mål. Dels fordi vi har set sundhedsbudgetterne udhulet af voldsomme stigninger i medicinudgifterne, og mulighederne for at fremme andre former for behandlinger forringes. Forliget vil frigøre ressourcer til andre former for behandling i sundhedsvæsenet, der har været nødlidende, fx kræftbehandlingen.