Content area

|

”Gør høje tobaksafgifter til en folkesag”

Forebyggelse begynder ikke hos den enkelte, men er en samfundsmæssig opgave. På Lægemødet dukkede et forslag op om at Lægeforeningen skal tage initiativ til en underskriftindsamling med krav om en betydelig forhøjelse af tobaksafgiften.
Under debatten om forebyggelse foreslog en deltager, at Lægeforeningen skal tage initiativ til at indsamle underskrifter med krav om langt højere tobaksafgifter. Foto: Palle Peter Skov.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Skal Lægeforeningen afprøve en helt ny vej og tage initiativ til en landsdækkende underskriftindsamling med krav om en betydelig prisforhøjelse på cigaretter? For skal politikerne bringes til at lytte til sundhedsmæssig fornuft – og ikke kun lytte til en magtfuld tobakslobby – skal spørgsmålet gøres til en folkesag.

Forslaget kom fra salen efter en debat på Lægemødet om forebyggelse.

Tue Flindt Møller fra bestyrelsen lovede i hvert fald at tage forslaget med i det videre arbejde – for under mødet blev det understreget, at tobaksindustriens indflydelse på politikerne – om det så er på Christiansborg eller i Bruxelles – er uendeligt meget større end de samlede, gode forebyggelseskræfter.

15.000-16.000 begynder hvert år

Debatten fulgte efter oplæg – dels fra direktør i Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk, dels fra professor i forebyggelse og sundhedsfremme ved Københavns Universitet, Torben Jørgensen.

  • Hvert år begynder 15.000-16.000 unge at ryge. Det svarer omtrent til det antal, der hvert år dør af rygning i den anden ende

Morten Grønbæk, Statens Institut for Folkesundhed

Begge pegede på, at hidtidige afgiftsforhøjelser har været så små, at de er uden betydning – selvom Socialdemokratiet fortsat bryster sig af, at man i sin tid fik hævet afgiften med virkningsløse tre kroner. Og senest har man hørt regeringspartiet Venstre tage kraftige forbehold over for Danske Regioners forslag om at hæve prisen for en pakke cigaretter til det dobbelte.

Men det er den slags drastiske indgreb, der skal til, hvis det skal hjælpe noget, understregede Torben Jørgensen med henvisning til bl.a. Norge.

Morten Grønbæk pegede på dugfriske og deprimerende tal, som viser, at antallet af danskere, der ryger, er steget for første gang i 20 år. Mere end 23 procent af danskerne ryger, og 18 procent af de 15-årige ryger. Et tal, som er uændret siden 2014 trods velmenende kampagner.

”Hvert år begynder 15.000-16.000 unge at ryge. Det svarer omtrent til det antal, der hvert år dør af rygning i den anden ende”, sagde Morten Grønbæk.

Politisk åbning

Meget har været forsøgt: For lidt over et år siden sendte Lægeforeningen sammen med bl.a. Danske Regioner, 3F, Danske Patienter, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen en fælles opfordring til Folketinget om at enes om en national handleplan frem mod 2030 til at beskytte børn og unge imod afhængighedsskabende og skadelige tobaksprodukter.

Derfor var skuffelsen stor, da regeringen i januar 2019 præsenterede sit udspil til en sundhedsreform. Her stod det klart, at udspillet ikke havde taget forebyggelsen med.

Både Torben Jørgensen og Morten Grønbæk så dog tegn på en lille åbning blandt politiske beslutningstagere, da formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, i sidste uge foreslog at fordoble prisen på tobak, og onsdag, da Lægemødet tog hul på sin anden dag, foreslog at forbyde rygning i arbejdstiden for alle ansatte i regionerne.

Der er den slags strukturelle tiltag, der skal til, lød kommentaren fra Torben Jørgensen. ”Det er ikke den enkelte selv, der kan løse samfundsmæssige problemer – det kræver samfundsmæssige løsninger”, understregede han.

Under en debat senere på dagen afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen på denne side af valget vil sige ja til at hæve tobaksafgifterne.

Right side

af Frede Simonsen | 20/04
2 kommentarer
af Hans Storm Erichsen | 19/04
1 Kommentar
af Debatred. | 15/04
1 Kommentar
af Martin Bonde Petersen | 15/04
1 Kommentar
af Anne Lisbeth Hoffmann | 15/04
4 kommentarer
af Jørgen Lous | 13/04
9 kommentarer
af Karin Marlen Moldrup | 13/04
3 kommentarer