Gråzonen mellem region og kommuner

Lovgiverne er oppe til eksamen i dette efterår. De skal klæde det skelet på, som politikerne har leveret til den største reform af det kommunale Danmark i en generation og præsentere det for Folketinget i starten af det nye år. De skal bl.a. definere den nye snitflade mellem kommunerne og regionerne på sundhedsområdet. De har herved et meget betydeligt ansvar for at få styr på en del af strukturreformen, der ser meget problematisk ud. Gråzonen mellem region og kommuner er meget vagt beskrevet i den politiske aftale, og det åbner en ladeport for kassetænkning og uhensigtsmæssige konstruktioner.

Det private firma Falck fik på glimrende vis illustreret problemet med sit udspil om at hjælpe de nye storkommuner med at etablere og drive sundhedscentre. Det er et gammelt spøgelse, der igen rasler fælt med knoglerne, men lyden kan være sød musik i ørerne på kommunerne, der lige fra starten af reformdiskussionen har talt om centerdannelser. Det understreger blot, hvad der kan ske i en situation, hvor kommunerne skal overtage opgaver fra amterne uden at have nogen form for erfaring eller lægelig indsigt. Skrækscenariet er, at kommunerne går i gang med at lave egne eller private sundhedscentre uden lægelig medvirken og under myndigheder, der ikke er rustet til opgaven - og opgaven er at få kommunernes nye ansvar for forebyggelse, genoptræning og rehabilitering til at fungere optimalt for patienterne.

Behovet for samarbejde mellem det regionale og det lokale niveau bliver ikke mindre ved den kommende regionalisering af vores sygehusvæsen med yderligere effektivisering og kortere indlæggelsestider. Det er vigtigt at holde sig for øje, at et sammenhængende sundhedsvæsen ikke blot er et væsen, hvor der er sammenhæng mellem sygehuse, praktiserende læger og speciallæger. Det er også et væsen, hvor der skal være velfungerende sammenhæng med den kommunale social- og sundhedsforvaltning (hjemmeplejen, sygedagpenge-, kontanthjælps-, revalideringsaktører, socialpsykiatri etc.). Vel at mærke lokale rehabiliteringsaktører, som ikke blot fokuserer på den fysiske genoptræning, men også på psykiske og sociale konsekvenser af sygdom og intervention over for dette.

Lægeforeningen finder det vigtigt at gøre opmærksom på, at sygdomsbehandling er en væsentlig forudsætning for et sundt samfund. Men lige så afgørende for udvikling af et sundt samfund er det, at behandling går hånd i hånd med rehabilitering, sundhedsfremme og forebyggelse. At der er et velfungerede, fagligt funderet, lokalt sundhedsvæsen og socialvæsen, som kan forebygge indlæggelser og tage over efter indlæggelse. I det danske samfund har man for længst erkendt, at et sundhedsvæsen kun kan intervenere ansvarligt over for syge borgere og over for offentlige midler, hvis der foregår kontinuerlig uddannelse og stadig specialisering; vel at mærke baseret på viden, som er forskningsbaseret og udviklet i miljøer af en bæredygtig størrelse.

Lægeforeningen finder, at de nye kommunale opgaver bør medføre en oprustning og styrkelse af lægernes rolle i kommunerne. Mange lægespecialer som har den brede faglige uddannelse og kompetence, der matcher de nye udfordringer, vil kunne medvirke. Men hvorledes man i fremtiden vil sikre behovene for en højt kvalificeret indsats og dokumentation af effekten heraf, som vi kender det fra den nuværende amtslige sundhedssektor, er indtil videre uklart.