Skip to main content

Grotesk forfølgelse af læger i Bahrain

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

21. okt. 2011
3 min.



»Lige nu er jeg på hospitalet, udmattet og overvældet af antallet af unge med dødelige kvæstelser. Det er mord på vort folk, og vore hospitalslæger og sygeplejersker bliver angrebet af militser, der støtter regeringen, for at hjælpe patienter. Så mange læger og sygeplejersker er blevet fysisk overfaldet blot for at hjælpe sårede, ambulancer bliver smadret og angrebet af militæret«.

Sådan skrev en erfaren kirurg fra Bahrains største hospital til en britisk kollega i foråret. Lægens e-mail, som blev bragt i avisen The Independent, giver et rystende billede af, hvordan personale og patienter terroriseres af soldater og politi, og hvordan flere af hans lægelige kolleger arresteres ved raid før daggry. I april bliver han selv indkaldt til forhør, og strømmen af mail slutter brat.

For nylig faldt de første domme i sager mod sundhedspersonale ved en militærdomstol i Bahrain. Op til 15 år fængsel for at behandle sårede.

Bahrainsagen handler om, at sundhedspersonalet har behandlet »de forkerte«. Der var mange sårede blandt deltagerne i februars demonstrationer for demokrati, og nu straffes personalet for at have hjulpet dem. Desværre kendes der lignende eksempler fra andre lande. Begivenhederne på Salmaniya Medical Complex i Bahrain udgør kun en flig af en ulykkelig udvikling, hvor sundhedspersonale er mål for forfølgelse, overfald og drab.

Overfaldsmændene kan være militser og bander. Men skurkene kan også som i Bahrain være magthavere, der opmuntrer til angreb på sundhedspersonale og ignorerer internationale konventioners krav om, at læger ikke sorterer deres patienter efter, på hvilken side de står i en konflikt.

Internationalt Røde Kors udgav tidligere på året en rapport med oprørende eksempler på, at læger, sygeplejersker, paramedicinere og andre må betale med liv eller helbred, når de forsøger at hjælpe. Det anslås eksempelvis, at over 625 sundhedsprofessionelle er blevet dræbt alene i Irak i perioden 2003-2008. I Afghanistan er bortførelse af sundhedspersonale udbredt, og i mange af verdens brændpunkter er sygehuse og ambulancer mål for angreb med tab blandt både patienter og personale.

At der overhovedet er faldet domme i Bahrainsagen er grotesk. Verdenslægeforeningen og de nationale lægeforeninger - herunder Lægeforeningen - har siden sagens start haft blikket rettet mod retslokalet i den lille østat og har bl.a. protesteret direkte til landets konge. Et lyspunkt er, at de 20 dømtes retssager nu skal gå om. De starter den 23. oktober - denne gang ved en civil domstol og ikke ved en militær som sidste gang.

Det er vanskeligt at sige, hvor stor betydning den internationale bevågenhed har haft. Og sagen er endnu langtfra vundet. Regimet i Bahrain er af en karakter, som kræver maksimalt politisk pres. Ud over de 20 personer, hvis sag nu skal gå om, afventer 27 deres retssag og dom.

Lægeforeningen vil nu tage kontakt til Udenrigsministeriet med en opfordring om at henvende sig til regeringen i Bahrain og gøre det klart, at sundhedsprofessionelle naturligvis skal kunne udføre deres arbejde uden at risikere fængsel. Vi vil også bede den danske udenrigsminister om at gøre sit for at vise, at der er international opmærksomhed på, om de tiltalte sundhedspersoner får en fair retssag.