Skip to main content

Håndkøbsmedicin kan være farlig

Sidste år havnede 6.000 danskere på sygehuset med medicinforgiftning. Selv håndkøbsmedicin kan give alvorlige skader.

3. aug. 2016
1 min.

Forkerte mængder gør al medicin giftig. Selv uskyldige piller mod hovedpine og klar væske mod blister i munden. For store mængder medicin giver hvert år tusindvis af danskere medicinforgiftning, og i nogle tilfælde har det dødelige konsekvenser, skriver EkstraBladet.

"Folk tror, det er ufarligt, fordi de kan købe det som håndkøb. Men det kan være dødeligt", siger Kim Dalhoff, overlæge hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, til avisen.

Hvert år dør danskere, som har taget for mange smertestillende piller, som de har købt i håndkøb.

Medicinforgiftningerne involverer ofte børn.

"Typisk får vi opkald fra bekymrede forældre, som fortæller, at deres børn har spist deres eller bedsteforældrenes piller", siger Kim Dalhoff.

Selv vitaminpiller kan være farlige for børn i for store mængder. Og med deres farvestrålende udsende, gode duft og søde smag er det ofte dem, som de små børn guffer i sig som slik

30 pct. af Giftlinjens henvendelser drejer sig om lægemidler, hvor en femtedel skyldes håndkøbsmedicin, fremgår det.

Læs også: Overlæge: Forbyd reklamer for håndkøbsmedicin og kosttilskud

Læs også: BLOG - Jan Lindebjerg: Pseudovidenskabeligt funderet sundhedspolitik