Skip to main content

Hadj-tiuu

Journalist Anne Absalonsen, anne@uncial.dk

26. jan. 2007
4 min.

Enhver troende muslim bør drage på pilgrimsfærd til Mekka mindst en gang i livet, hvis økonomi og helbred tillader det. Derfor valfartede i december sidste år over to mio. mennesker fra hele verden til Mekka i Saudi-Arabien, hvor de blandt andet skal vandre syv gange rundt om den hellige Ka'ba, kaste syv sten på en søjle i Mina, og overvære en prædiken på Arafat-sletten, som var stedet for profeten Muhammeds afskedsprædiken.

Pilgrimsmåneden hadj falder i den tolvte måned i den muslimske kalender, og det har i de senere år betydet sammenfald med december måned og dermed med influenzasæsonen, der regnes fra uge 40 til uge 20.

Derfor advarede en række britiske læger i en leder i BMJ den 7. december 2006 om, at den forestående hadj kunne udløse en influenzapandemi med udløbere til hele verden.

De pegede samtidig på, at der ikke findes en fælles international strategi, hverken for, hvordan smittevejene kan afskæres, eller for en hurtig indsats med diagnose og behandling, hvis en pandemi skulle opstå.

Ifølge den saudiske ambassade i København har cirka 500 danskere opnået det hadj-visum, der giver adgang til Mekka, men spørgsmålet er, om de britiske advarsler nu også bør bekymre de danske sundhedsmyndigheder, eller om de reelt er ubegrundede.

Et godt helbred

Det kræver et ganske godt helbred at deltage i ritualerne under hadj'en. Enormt mange mennesker på det samme sted, der skal udføre de samme ritualer, betyder, at alt går meget langsomt, oven i købet i 30-graders ørkenvarme og brændende sol. Mekkas indbyggertal bliver tidoblet i denne tid, og trods en stor indsats fra de saudiske myndigheder, kan de hygiejniske indretninger kun blive nødtørftige. Det er ikke ualmindeligt, at 50-100 pilgrimme overnatter i samme telt, og ud over almindelig udmattelse og hedeslag, risikerer hver tredje pilgrim at lide under åndedrætsproblemer, anslår BMJ.

Selvom de saudiske myndigheder anbefaler pilgrimmene at bære ansigtsmasker for at forhindre smittespredning af blandt andet influenza, sker det ikke i praksis: Mange muslimer afviser nemlig af religiøse grunde at tildække hovedet under hadj'en.

Meningitisudbrud

På baggrund af flere udbrud af meningitis, senest i 2001, kræver de saudiske myndigheder, at alle pilgrimme er vaccineret med den tetravalente polysakkaridvaccine mod meningokoksygdom serogruppe A+C+W135+Y, samt at de pilgrimme, der kommer fra områder med gul feber, også er vaccineret imod den.

Men britiske undersøgelser viser, at det er langtfra alle pilgrimme, der tager forholdsregler mod influenza, og det var det, der fik lægerne i BMJ til at slå alarm, for hvorfor ikke vaccinere mod influenza, når nålen nu alligevel er fremme?

»Der er en utrolig overvågning af influenza blandt andet via WHO, og skulle der være udbrudt en epidemi dernede, får vi det at vide via vores netværk. Vi har ikke observeret en stigende tendens i influenzatilfælde herhjemme, men det kan være svært at se, for pilgrimmene er væk i op til tre måneder«, siger Steffen Glismann, overlæge på Epidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut (SSI).

SSI udgiver hver uge EPI-nyt, der overvåger udviklingen i smitsomme sygdomme, og i seneste udgave fra den 17. januar ligger kurven over indberettede influenzakonsultationer hos de praktiserende læger helt på niveau med forventet - og langt fra en mulig begyndende epidemi.

Den seneste bulletin fra det internationale influenzaovervågningssamarbejde, EISS, der omfatter institutioner fra 29 lande, melder heller ikke om bemærkelsesværdige udsving i influenza-aktiviteten.

Influenzakurven stiger over det meste af Europa, men det er helt normalt på denne årstid.

Fra epidemi til pandemi

Når en stor del af befolkningen i et meget stort område, og med spredning til flere kontinenter, er ramt af en epidemi, kan man tale om en pandemi. Men i influenzasprog betyder en pandemi også, at en verdensomspændende epidemi raser på grund af en ny type influenzavirus. Influenzapandemier kendes kun i forbindelse med influenza A-virus.

Verden har oplevet influenzapandemier i 1918 (den spanske syge) og i 1957 og 1968.

Kilde: www.eiss.org

Sentinelovervågning af influenza

EPI-nyt indeholder hver uge en fremstilling af udviklingen i influenzatilfælde. Den er baseret på indberetninger fra praktiserende læger og på et frivilligt stikprøvebaseret meldesystem, der kaldes sentinelovervågning af influenza. Herigennem får sundhedsmyndighederne viden om blandt andet start- og sluttidspunkt samt omfanget af influenzaaktiviteten, herunder også hvorvidt der er tale om en epidemi.

Omkring 120 praktiserende læger indsender hver uge data over antal patienter med influenzalignende sygdom og det totale antal patienter, de har set i deres konsultation. Diagnosen er stillet alene ud fra patientens symptomer uden hjælp af laboratorieundersøgelse.

Praktiserende læger, som er inter-esserede i at deltage i det sentinelle overvågningsnetværk, kan henvende sig til mha@ssi.dk

Kilde: SSI

Yderligere oplysninger om hadj

www.enwikipedia.org/wiki/Hajj

www.hajinformation.com/

Artikler fra BMJ

www.bmj.com/cgi/search?fulltext=hajj