Har politikerne indsigt i universitetsforskningens vilkår?

Ugeskriftet offentliggør i dette nummer den »sodavandsar- tikel«, hvis publicering medlemmer af Folketingets sundhedsudvalg i meget stærke vendinger har kritiseret for at være bevidst forsinket. I min forskergruppe er vi forundrede over kritikken, men de kraftige reaktioner fra politikere og presse rejser spørgsmålet, om vi har forsømt at informere om processen og vilkårene for sundhedsvidenskabelig forskning, formidling og retningslinjer for redelighed.

Eksempler på kommentarer fra sundhedsordførere: »Der tegner sig et billede af, at forskning, som er skadelig for sukkerindustrien, venter lang tid på offentliggørelse, mens resultater, der er positive for sukkerindustrien, kommer ud til offentligheden med det samme« og »At Astrup skulle have haft konklusioner liggende, som ikke er blevet offentliggjort i mange år, er dybt beklageligt og skummelt«.

Skiftende regeringer har opmuntret universiteterne til at fremme samarbejdet med erhvervslivet blandt andet ved at lade den offentlige støtte være afhængig af industriens bidrag. Med klare aftaler om rettigheder og publicering giver disse samarbejder sjældent anledning til problemer. En fortsat sikring af forskningens troværdighed er helt afgørende, og for at andre forskere ikke skal havne i en lignende situation, er en dybere forståelse af denne sag vigtig.

Hovedkritikken er, at der angiveligt gik syv år fra forsøgsafvikling til publicering af studiet, som var delfinansieret af Danisco. Interventionen blev afviklet i 1995, og de første delresultater, som omfattede vægtændringer, blev præsenteret på en kongres i 1996. De viste en vægtøgning som følge af indtag af den sukkersødede sammenlignet med den kunstigt sødede kost. Efterfølgende blev kostdata og blodprøver analyseret, og resultaterne af disse blev vurderet i forhold til vægtdata. Den kvindelige forsker, der ledte studiet, gik på barselsorlov to gange frem til 2000. Et manuskript blev indsendt til Lancet i slutningen af 2000, afvist og indsendt til American Journal of Clinical Nutrition 2001, hvor det blev trykt i oktober 2002.

Skulle vi under forskerens orlov have ansat en vikar til at publicere studiet?

Som anbefalet af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev der forud for projektets start indgået en publikationsaftale, som blev underskrevet af alle involverede, og som fastslog de enkelte forskeres pligter og rettigheder. Den kvindelige forsker, som ledte projektet, havde rettigheder til at skrive hovedpublikationen og førsteforfatterskab. At ansætte en barselsvikar til at skrive arbejdet og få det publiceret ville umiddelbart stride mod publikationsaftalen og Vancouver-reglerne og forringe den kvindelige adjunkts mulighed for at stifte familie og samtidig gøre forskerkarriere. Set i bakspejlet kunne vi nok have anvendt flere resurser på at fremskynde databearbejdelsen. Men man skal gøre sig det klart, at karriereforholdene på universitetet her adskiller sig afgørende fra det private erhvervsliv, hvor en vikar kunne indsættes uden problemer.

Burde vi være gået til medierne og have offentliggjort undersøgelsen, før den var publiceret?

Det mener politikerne. UVVU skriver om præmatur publikation: »Primær publikation i ikkevidenskabelige nyhedsmedier er meget sjældent sagligt velbegrundet. Hvis væsentlige interesser for samfundet eller personer i undtagelsestilfælde skulle nødvendiggøre afvigelse fra denne regel, bør det om muligt ske efter aftale med redaktionen af det tidsskrift, resultaterne er indsendt til eller planlægges indsendt til.«

De fleste vil huske den undersøgelse - offentliggjort på et pressemøde sidste år uden publicering i et videnskabeligt tidsskrift - som viste, at stoffet akrylamid i en lang række fødevarer kunne føre til kræft. Myndigheder og medier blev bestyrtede, da det viste sig, at akrylamid findes i pommes frites, chips, stegte kartofler, rugbrød og paneret fisk. Nu er alarmen afblæst af en ny publiceret undersøgelse (fra 2003 - som pudsigt nok bygger på en undersøgelse fra 1995).

Den videnskabelige erkendelsesproces er en evolution, ikke en revolution, og det er ekstremt sjældent, at en enkelt undersøgelse ændrer vores kostråd. Det er en vægtet sum af den publicerede litteratur, som danner basis for kostråd, og redaktionen af Lancet, som åbenbart ikke kunne se vigtigheden af dette studie, ville næppe have støttet en præmatur offentliggørelse i medierne.

Sukkerets rolle i vægtreguleringen stod heller ikke klar. I 1996 stod vi også med resultaterne af et seks måneders, randomiseret, europæisk multicenterstudie med mere end 300 overvægtige personer, der viste, at det ikke var afgørende for vægten, om der var meget stivelse eller simple kulhydrater i kosten (1). Skulle et tiugers studie med 40 overvægtige personer (2) tillægges større vægt? Efter granskning af disse studier og den øvrige litteratur fandt vi holdepunkter for, at sukker i drikkevarer synes at have et større fedende potentiale end sukker i faste levnedsmidler, dette har vi da også meldt ud til offentligheden i de seneste tre år. Denne konklusion er i øvrigt den samme som i en netop offentliggjort WHO-rapport (3).

Den foreløbige afslutning er videnskabsministerens: »Jeg vil i den forbindelse understrege, at jeg ikke har kritiseret det konkrete forløb i ,sodavandsforsøget` men alene udtalt mig generelt om det tidsmæssige aspekt i forbindelse med offentliggørelse af sundhedsvidenskabelige forskning«.

Det er påfaldende at ingen, hverken politikere, presse eller andre kritikere, har vist interesse for en undersøgelse af sagen. Det var måske en sag for UVVU?