Skip to main content

Heja Sverige

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

18. mar. 2010
2 min.

Kontrasten mellem Sverige og det gennemsnitlige EU-land er til at få øje på. En opgørelse fra første uge af december viste, at cirka ti millioner EU-borgere er blevet vaccineret. Her af tegnede Sverige sig for de fire millioner.

»Ja, men det var jo i forrige uge. Nu (uge 50) er vi oppe på fem. Vi vaccinerer en million om ugen,« siger afdelingschef i Socialstyrelsen (Sveriges sundhedsstyrelse) Anders Tegnell.

De svenske sundhedsmyndigheder kan efter alt at dømme med sindsro gå på juleferie. Så vil omkring 70 procent af alle svenskere være vaccineret, anslår Anders Tegnell.

I Sverige er alle tilbudt vaccine. Hvorfor den strategi?

»Der er både en faglig og politisk årsag. Først havde vi forsøg med at vaccinere forskellige grupper efter matematiske modeller. Men det var meget svært at se, om det havde en effekt. Derfor landede vi på, at massevaccination formentlig var den strategi, som hurtigst og bedst ville have en effekt på spredningen. Men det var også en politisk beslutning, for det er vigtigt at kunne tilbyde alle vaccinen.«

Hvad var rationalet bag den faglige beslutning?

»Den beslutning er truffet for flere år siden i forbindelse med planen for pandemiberedskabet. Men det er også fordi, at det i pandemier ofte er svært tydeligt at identificere risikogrupper.«

Hvordan er I så kommet op på at få fem millioner vaccineret?

»Dels var vores timing god - vi begyndte at vaccinere tidligt, allerede da den kom, så alle erkendte tidligt, at der var et behov. Dels har vi haft en langvarig informationskampagne både nationalt og regionalt, som har fungeret optimalt.«

Men er det den rigtige strategi at få alle vaccineret?

»Ja. Det synes vi. Men en egentlig vurdering af det, kan vi først foretage, når vi har andre lande at sammenligne med. Vi synes, det har fungeret godt, det har været enkelt - det er let at kommunikere ud, at alle skal have det og jeg tror, det er derfor, vi har haft så mange så hurtigt.«

Kan I aflæse noget helbredsmæssigt?

»Vi ser et meget hurtigt fald i antallet af smittede - om det beror på, at pandemien er ved at være overstået, eller det er vaccinationerne eller en kombination, det må man først sammenligne. Og det bliver først muligt i slutningen af næste år.«

Ville I gøre det samme igen?

»Ja, vaccinationsmæssigt tror jeg det. Vi har ikke fundet noget, der taler imod det. Det kommer også an på, hvordan næste pandemi ser ud, og om der er en vaccine«.