Skip to main content

Hilsen fra Kreta

Jesper Poulsen

1. nov. 2005
3 min.

Lægeforeningen har en samarbejdsaftale med Lægemiddelindustriforeningen, Lif, om sponsorering af efteruddannelsesarrangementer m.v. Den er netop blev genforhandlet, og den vil blive tiltrådt også af IGL, Megros og Foreningen af Parallelimportører. Medikoindustrien er ikke med i denne samarbejdsaftale. Medikoindustrien har ikke fundet, at den ville gå ind i aftalen på nuværende tidspunkt, bl.a. fordi den ikke ønskede, at medlemsvirkomhederne skulle sanktioneres af Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale. Medikoindustrien finder nævnets arbejdsgange bureaukratiske og ønsker ikke, at der kan uddeles bøder.

Derfor er det ikke muligt at bruge samarbejdsaftalen over for en gruppe læger, der for nylig deltog i en kongres i den europæiske sammenslutning for ørelæger på Kreta i Middelhavet. Betalt af en dansk producent af høreapparater og under omstændigheder, der tilsyneladende gik ud over, hvad man med rimelighed kunne betegne som fagligt begrundet. Det kan ikke undgå at skabe habilitetsproblemer, at noget sådant foregår, og det foregår fortsat i et alt for stort omfang. Derfor ville det være et væsentligt fremskridt, hvis medikoindustrien tilsluttede sig samarbejdsaftalen mellem læger og producenter. Et klart regelsæt kunne også eliminere de ubehagelige beskyldninger fra industrien om, at det i vidt omfang er lægerne selv, der udøver pression for at få betalt rejser. De tilbagevendende skriverier og rygter om læger på luksusarrangementer gavner ikke standen, og de ekstraordinære udgifter til denne form for kreativ markedsføring kan kun sendes ét sted hen: til forbrugeren og de offentlige kasser. Derfor ville det klæde medikoindustrien også at tilslutte sig samarbejdsaftalen mellem DADL og Lif.

Hilsen til Dagens Medicin

Skam ha' den, der ikke vil ønske en konkurrent tillykke med en succes. Også når det gælder Dagens Medicin, der efter fem år på banen har fået tildelt titlen som årets fagblad af organisationen Dansk Fagpresse. Udmærkelsen gives for »vilje og talent til at sætte dagsordenen på et kompleks og traditionsbundet udgivelsesområde, med kontroversiel journalistik og gennemslagskraft, også i den offentlige debat«. Dagens Medicin noterer selv i dagens anledning, at når det i så høj grad er med til at sætte dagsordenen for debatten i sundhedssektoren, skyldes det sundhedsnyheder, der i reglen når det lille spadestik dybere end resten af pressen.

Da Dagens Medicin kom på gaden i begyndelsen af 1998 fik det hurtigt prædikatet »lægernes Ekstra Blad«. Det var svært at finde en læge, der i fuldt dagslys indrømmede, at han have læst i bladet. I dag er det de færreste læger, der har problemer med at indrømme, at de læser Dagens Medicin i større eller mindre doser. Bladet er også blevet bedre. Det er blevet mindre sensationslystent. Det er blevet mere fagligt, og det er blevet mere grundigt. Men hertil og ikke længere. Der er anledning til at erindre om, at Dagens Medicin er et kommercielt koncept udtænkt af udgiverselskabet bag Dagbladet Børsen, der er kendt som erhvervslivets blad og drives særdeles forretningsmæssigt. Det er ikke udtænkt af ideelle årsager som at fremme den sundhedspolitiske debat eller at hæve videnniveauet i lægestanden. Det er udtænkt, fordi der lå et lukrativt annoncemarked inden for medicin. Konceptet er kopieret næsten simultant i Sverige, Norge, Finland, Polen og Holland til glæde for udgiverselskabets bundlinje. Derfor runger det lidt hult, når Dagens Medicin svinger sig op på den høje journalistiske hest og påberåber sig stor indflydelse på den danske sundhedssektor. Det kan man jo diskutere, men det er i hvert fald ikke bladets formål.