Neurobiolog David Eaglemans bog om neurobiologiens state of the art er en absolut page turner. Bogen er skrevet i grænselandet mellem neurobiologi, økonomi og filosofi. Hvert 4.-5. år har jeg igen-igen lyst til at lære, hvor langt neurobiologien er kommet, og jeg vil helst lære af en, der for alvor ved noget om emnet. Eagleman er adjungeret ass. professor ved Stanford School of Medicine og har publiceret over 100 videnskabelige artikler. De 230 sider er hurtigt læst, selv brugte jeg bare 2-3 hverdagsaftener. Bogen er skrevet over forlægget til BBC-serien af samme navn. Den er velredigeret, stort set fri for de klicheer, der ofte fylder bøger inden for genren, og drives for 90% vedkommende fremad af viden og fortællelyst. Store spørgsmål behandles.
»Hvem er jeg?«, »hvordan udvikles selvet?«, »hvem har styringen af mig?«, og »kan man forestille sig selvet overleve transplanteret til en computer, hvis nu selvet blot er en kompliceret kombination af 0-er og 1-taller?«. Videnskabeligt testede hypoteser præsenteres, krydret med de gode anekdoter, neurobiologien er så fuld af. Det giver læseren lyst at tænke med. Gode eksempler er den lille pige, der fik bortopereret den halve hjerne, men stadig klarede sig fint i skolen, fordi hendes hjerne er så plastisk, og historien om de blinde, der »lærer at se« ved hjælp af apparatur, der afsætter »synsinformation« som nålestik på kroppen. Den faktuelle oplysning, jeg fik mest nytte af i bogen, var oplysningen om at det dorsolaterale præfrontale cortex, essentielt for intern hæmning af de mange lystimpulser, som også voksne har (nucleus accumbens er vist vigtig her) først udvikles i starten af 20'erne. Det er det neurobiologiske korrelat for, hvorfor det ofte er unge, der har få hæmmende impulser over for vanvittig bilkørsel/speedbådssejllads og i værste fald terrorhandlinger! Jeg var underholdt og lærte noget. Og så skidt da med, at eksemplet på et elektroencefalogram er et elektrokardiogram optaget i V5.