Skip to main content

Vejen er tilsyneladende banet for at lave aftaler om Ny Løn for reservelægerne på Rigshospitalets Hjertecenter.

Sker det, vil den sidste hvide plet på danmarkskortet over decentrale lønaftaler omsider blive fyldt ud.

H:S Rigshospitalet -- og i særdeleshed hjertecentret, har længe været et smertensbarn for FAYL's skiftende forhandlere, og klimaet har til tider, ifølge kilder på begge sider af forhandlingsbordet, været meget dårligt.

Hvor ansvaret ligger for, at der foreløbig er gået mere end to år, uden at parterne har nærmet sig reelle forhandlinger, er uklart. Begge sider mener, at skylden er modpartens: »Lægernes forhandlere har ikke været til at få fat i, de har aflyst planlagte møder, og er ikke kommet med ét forslag«, siger Ccenterdirektør Henrik Eriksen og tilføjer: »Vi har fremsat forslag skriftligt, men har ikke fået svar.«

»Vi har på intet tidspunkt mødt nogen vilje til at forhandle«, siger FAYL's formand, Mette Worsøe, der indtil for nylig deltog i de lokale forhandlinger sammen med de lokale tillidsrepræsentanter. »Vi er kommet med flere udspil, men har hver gang fået svar som, at »der er ingen penge«, og »det ønsker vi ikke at honorere særskilt.«

Til Ugeskriftet siger Henrik Eriksen nu: »Der er sat penge af til Ny Løn, og selvfølgelig skal de deles ud, både fremadrettet og bagudrettet.«

»Vi har fået et godt samarbejde med vore lokale tillidsfolk, og vi har mange gode forslag til, hvad den Ny Løn skal bruges til: funktions- og kvalifikationstillæg og resultatløn. Man kan honorere folk fx for at være team-leder, at indgå i akkrediteringsarbejde eller arbejde med utilsigtede hændelser og kvalitetssikring. Nye behandlingsmetoder, forskningsaktiviteter, uddannelse osv.«, siger Henrik Eriksen.

»Det lyder godt, hvis vi omsider kan få en aftale på hjertecentret«, siger FAYL's formand, Mette Worsøe. »Og det lyder endda, som om det kan blive en rigtig god aftale«.

Sideløbende med, at der nu ser ud til at være løst op for forhandlinger mellem hjertecentret og de yngre læger, skal Henrik Eriksen til efteråret desuden i gang med at forhandle Ny Løn med overlægegruppen. Og selv om hjertecentret hos nogle giver stjerne-associationer, vil han hverken bruge den ny løn til at forgylde enkelte ansatte eller til at rekruttere stjernekirurger.