Hjertets vej

Organdonation er et svært emne, som nok de færreste taler om til daglig. Det er forbundet med enorme følelser, og de pårørende har ofte svært ved at træffe beslutninger, da de står i en uventet situation med stor sorg, ofte efter et pludseligt tab, og ikke mindst på grund af det tidspres, der følger med. Derfor er det også svært for fagfolk at tale til pårørendes rationelle tankegang, som vi normalt gør, når vi vejleder vores patienter. Med DR-dokumentaren »Pigen, der ikke ville dø« fra 2012 blev der skabt mistillid til lægernes arbejde med organdonorer og deres pårørende, hvilket bestemt ikke har gjort samtalen lettere. Særlig derfor er filmen »Hjertets vej« relevant.

Filmen er en emotionel fortælling om livet, sorg og død, indbundet i smukke poetiske billeder og følelsestungt klaverspil. Filmen er instrueret af franske Katell Quillévéré og bygger på romanen »Hjertet« af Maylis de Kerangal. Vi møder først den unge og omsorgsfulde mand, som livsbekræftende trækker vejret tungt i sengen ved siden af sin uskyldige kæreste. Snart løber han i ægte drengerøvsstil ud i natten. Han suser af sted på sin cykel, mens vennerne skater på byens hustage. Instruktøren giver os et kort indblik i deres verden, ikke mindst hvem den unge mand er, inden han kommer ud for en fatal ulykke. Alt dette sker uden store ord og dialog. I stedet bruger instruktøren dragende og stærke billeder, som kun lige akkurat viser os nok af hans liv, til at vi kan fornemme, hvem han er.

Herefter skifter filmen til scener fra hospitalet, som fremstilles køligt og sterilt, og desværre ret karikeret. Den store mandlige lidt kolde og fortravlede overlæge, den unge mere følsomme reservelæge, den ældre og følsomme kvindelige overlæge samt ikke mindst den forsigtige sygeplejerske, som bliver sat på plads af sin overordnede. Filmen formår dog alligevel at give os en fornemmelse af, hvor svær samtalen om organdonation er både for de sundhedsfaglige og de pårørende.

Halvvejs skifter filmen hovedperson til en skrøbelig enlig mor, der kæmper med alvorlig hjertesygdom og indstilles til hjertetransplantation som sidste udvej.

På kort tid prøver filmen at fange følelser, tanker og relationer hos mange forskellige karakterer, og netop dette er måske grunden til, at vi aldrig rigtigt bliver helt så følelsesmæssigt berørte, som emnet ellers lægger op til. Desuden mangler filmen spændingsmomenter og fremstår derfor lidt for forudsigelig. Den formåede således hverken at give mig eller min ledsagerinde tårer i øjnene til trods for, at jeg var højgravid, og hun var søvndepriveret efter nattevagt.

»Hjertets vej« er dog en smuk og seværdig oplevelse, og i særdeleshed gør dens håndholdte rå og upolerede billeder den til noget særligt. Det er sjældent at se dette svære, men vigtige emne blive taget op på det store lærred, og filmen formår på en virkelighedsnær og rolig måde at få os til at reflektere over dette dramatiske emne, selv om den dog aldrig når helt ind i hjertet. Samlet set ville jeg give filmen tre ud af fem stjerner, men tilføje, at det er en særlig og sjælden oplevelse, som jeg vil anbefale til alle såvel fagfolk som lægmænd. À