The house of God - stadig en god roman

»The house of God« har allerede flere årtier på bagen som kultroman for læger – er den en obligatorisk del af lægelivets pensum? Man kunne fristes til at tænke, at en lægeroman fra 1970'ernes USA ikke ville have relevans for en læge i Danmark i 2019, men måske er den overraskende eller rettere skræmmende aktuel i en tid, hvor produktion og effektivitet er det dominerende succeskriterie, og medmenneskelighed er i fare for at blive en mangelvare.

I romanen følger vi forfatterens alter ego Roy Basch og hans medturnuslæger gennem et udmarvende år i deres turnus i Guds eget hus: en fiktiv version af Beth Israel Hospital i Boston, USA. Som naive værnepligtige ankommer turnuslægerne dugfriske og livsduelige og skubbes intetanende gennem hospitalets svingdøre ind på slagmarken til en forvredet virkelighed af rigidt hierarki og en sand varieté af absurde patienttyper. Et år, der med nattevagter hvert tredje døgn, uendelige mængder menneskelige afsondringer og groteske tragedier suger empatien ud af dem – og for nogle af dem selve livet. Arbejdspresset og dødens konstante tilstedeværelse slider på de unge turnuslæger, der konstant jagter vagtværelsets livsbekræftende fix af hed, men kærlighedsløs sex. Basch klamrer sig til sin affære med den kropsvarme sygeplejeske Molly og tutorlægen Fedes 13 bud, der dublerer som overlevelsesråd. Meningsløsheden i det formodede meningsfyldte arbejde nedbryder langsomt Basch, og hans psykoanalyserende kæreste Berry iagttager bekymret hans smuldrende selv. Efterhånden som den engang livfulde turnuslæges evne til medfølelse udmattes, og han ude af stand til at se klart synker ned i kynismen, iværksætter hans livliner i form af venner og kæreste en intervention, hvor den stakkels Basch bringes op til virkeligheden.

Bogen blev udgivet første gang i 1978 og er baseret på forfatterens egne oplevelser under sin turnus på Harvard Medical School’s Beth Israel Hospital. Dengang vakte bogen furore blandt seniordelen af lægestanden for sin ublide skildring af lægelivet og genklang hos den yngre del for beskrivelsen af åbenlyse urimeligheder. Bogen har i USA været med til at starte debatten om uddannelsen af yngre læger og har bl.a. givet anledning til reformer vedrørende yngre lægers arbejdstid. I Danmark har bogen i de seneste år fundet plads på medicinstudiet, delvist affødt af undersøgelser, der viser, at medicinstuderendes empati falder under studiet.

Vi læner os som læger stadig op ad den hippokratiske ed, der byder os altid at trøste, aldrig at skade. Det er værd at huske, idet et stort arbejdspres formentligt sliber den faglige æg en anelse skarpere, men også indebærer en risiko for at sløve netop medmenneskeligheden og empatien.

»The house of God« har stadig sin plads som en af de relativt få bøger om læger, der faktisk adresserer håbløsheden, utilstrækkeligheden, usikkerheden, afskyen og andre skyggesider, som man møder på sin vej i lægelivet. Romanen er underholdende og ikke mindst ganske saftig. Dog bærer den præg af sin tid, og derfor skal man måske tilgive den sine kønsstereotyper, når de mandlige turnuslæger som en slags frynsegode vælter sig i uforpligtende sex med sygeplejersker, der helt ukritisk stiller deres frodige kroppe til rådighed, mens de få kvindelige læger derimod beskrives som knastørre, ynkelige usexede og følelsesmæssigt afstumpede karrieremaskiner.

Slutteligt må bogen klart anbefales på originalsproget, da den danske oversættelse til tider kræver revers oversættelse for at give mening. À