Skip to main content

Hul i lovgivningen

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

2. nov. 2005
6 min.

Piercing kan være farligt, ja livstruende. Det første dødsfald som følge af en infektion efter en tungepiercing er konstateret.

Leverbetændelse er også registeret, og andre blodoverførte sygdomme såsom hiv er en risiko ved piercing, men heldigvis endnu ikke set i Danmark.

Nerver, muskler og væv kan blive alvorligt beskadiget med varige følger. Manglende sårheling, betændelse og allergiske reaktioner. Skamferinger og deformiteter såsom »blomkålsøre« som beskrevet i den videnskabelige artikel side 5144.

Stort set alle alment praktiserende læger - 95 procent - har behandlet patienter, som har fået problemer med deres piercinger.

Alligevel er der i Danmark frit slag for piercere til at gennemhulle unge som gamle fra øverst til nederst på kryds og tværs, og det forarger læger, jurister og politikere.

Tatovørerne opererer efter egen lovgivning. Her er det blandt andet forbudt at tatovere personer under 18 år, ligesom det er strafbart at lave en tatovering på hoved, hals og hænder.

Piercerne kan selv afgøre, hvem de vil pierce, hvordan og hvor meget. De kan kun straffes efter den almindelige voldsparagraf.

En piercing er normalt ikke socialt invaliderende, som en tatovering på hoved, hals og hænder kan være. Men piercing indebærer ifølge flere læger en større sundhedsrisiko - især alvorlige infektioner.

Rerservelæge Henrik Terkel Andersen, forfatter til artiklen om infektion i ørebrusk side 5145, er stødt over lovløsheden på området.

»Hvis du har en 12-årig datter, kan hun få en piercing uden din tilladelse. Det er helt op til piercerens etik, som ikke altid er pletfri. I flere af de tilfælde, som jeg har beskrevet i artiklen, sagde indehaveren af piercing-forretningen til mine patienter, at de ikke skulle gå til læge, selv om de havde hævelser og smerter - for ellers ville de jo få piercingen pillet ud! Det er dybt anstødeligt. For pierceren har jo ikke noget lægeligt ansvar. Det er at spille lotto med folks helbred«, udtaler Henrik Terkel Andersen.

I sit arbejde med artiklen støttede han sig til udenlandske undersøgelser, fortrinsvis kasuistiske, for hverken her eller internationalt er der god statistik og undersøgelser for sundhedsfaren ved piercing.

»Det ville være en god ide med en opgørelse over, hvor mange lokale og systemiske infektioner piercing medfører. Resultatet af en sådan undersøgelse kunne føre til en regulering af området, hvor man som for tatovørernes vedkommende kunne sætte en aldersgrænse på«, mener Henrik Terkel Andersen.

Reservelæge Lars René Eckhardt blev også frustreret over den mangelfulde og stort set ikke-eksisterende litteratur på området.

»Bare at finde ud af, hvilke antibiotika jeg skulle give, kunne jeg ikke læse om, for området var så dårligt undersøgt«, beklager han.

Lars René Eckhardt mener, at uddannelse og autorisation for piercerne burde være obligatorisk. Herved ville staten have en sanktionsmulighed over for piercerne. Hvis ikke pierceren overholder krav om fx hygiejne, information og forbud om piercing af mindreårige, kan autorisationen trækkes tilbage. Pierceren kan eventuelt få mulighed for at gå til en prøve for at få sin autorisation igen.

»Som piercer burde man være ansvarlig for de skader, man påfører sine »patienter«. Det er forkert, at man som piercer kan skade andre mennesker, uden at det har konsekvenser. Som læger er vi ansvarlige i forhold til paragraf 6 i lægeloven. Samme krav burde gælder piercerne«, udtaler Lars René Eckhardt.

Ingen anmeldelsespligt

Piercing er på mange måder dårligt registreret. Det er måske en af årsagerne til, at der endnu ikke er lovgivning på området, for ingen kender det præcise antal og arten af piercinger og de sundhedsmæssige følger.

Ifølge læge Kirsten Kaaber, Sundhedsstyrelsen, er årsagen til den ringe registrering af de sundhedsmæssige virkninger, at piercing sorterer under Justitsministeriet, »for piercing hører ikke under behandling«. Derfor er der ingen anmeldelsespligt, og derfor ingen statistik.

I Landspatientregistret er indlæggelser som følge af piercing således et mørketal. Registret noterer fx en blodforgiftning eller stafylokokinfektion, men ikke at piercing er årsagen.

Piercernes »lægelov«

Den eneste lov, som piercing henfører til, er straffelovens almindelige voldsparagraf.

Ifølge paragraf 244 »straffes den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme«.

Men cand.jur. Ulla Hybel stiller i den hidtil mest udførlige redegørelse (1) for de retlige aspekter ved »90'ernes livsstilshit« piercing spørgsmålstegn ved, om piercing altid kan omfattes af den almindelige voldsparagraf, fordi et eventuelt overgreb sker med personens samtykke.

I stedet mener hun, at piercerne burde have deres egen »lægelov«. I sin redegørelse »Kroppens udsmykninger« skriver hun:

»Tatovører og piercere foretager professionelle indgreb i menneskers kroppe. Det samme gør bl.a. læger, og for denne faggruppe gælder ifølge lægelovens § 6, at læger skal udvise 'omhu og samvittighedsfuldhed' i deres arbejde. En sådan tilsvarende regel gælder ikke for den - efterhånden - store gruppe af mennesker, der professionelt foretager gennembrydninger af andre menneskers hud med deraf følgende risiko for infektioner. (...) Begge handler som professionelle erhvervsudøvere, lægen for at helbrede, pierceren for at forskønne. Efter min opfattelse er der behov for at fastsætte bindende normer for udøvelsen af tatoverings- og piercingsvirksomhed.«

Ulla Hybel mener, at der er et »udtalt behov« for at beskytte især de helt unge mod overgreb, for hvor meget tænker en 13-årig pige eller dreng på risikoen for infektioner og tandskader ved fx en tungepiercing, spørger hun.

Politisk pres

Tove Videbæk, sundhedspolitisk ordfører for Kristeligt Folkeparti, har flere gange i Folketinget og over for skiftende sundhedsministre argumenteret for regulering af piercing-området.

Senest fik hun den 3. juli i år svar fra indenrigs- og sundhedsminster Lars Løkke Rasmussen, som mente, at »de sundhedsmæssige problemer, der er forbundet med piercing, er ikke af en sådan art eller størrelsesorden, at de berettiger en sundhedsfaglig regulering af området«. I øvrigt henviste Lars Løkke Rasmussen til, at piercing hører under Justitsministeriet.

»Det er uacceptabelt, at ministeren ikke vil gøre noget som helst i den her situation. Jeg synes, at der bør være en nedre grænse for, hvornår man må blive piercet, fx 18 år. Derudover bør der være en slags autorisationsordning for piercerne. Hygiejnen skal være i orden, og vedkommende skal gennemgå et kursus, før de kan slå sig ned med en forretning. Jeg agter at følge sagen op i Folketinget. I første omgang med yderligere spørgsmål til ministeren«, udtaler Tove Videbæk.

Hun finder det i øvrigt utilfredsstillende, at piercing-området er så statistisk underbelyst. Især ønsker hun sig registre ring af skader forårsaget af piercing.

Justitsminister Lene Espersen er ifølge oplysninger fra ministeriet meget opmærksom på piercing af unge under myndighedsalderen, og hun planlægger at tage drøftelser med indenrigs- og sundhedsministeren om et eventuelt forbud mod piercing af unge under 18 år.

For Justitsministeriet har Sundhedsstyrelsen i øvrigt lavet en generelt informerende pjece om piercing, som vil blive bredt distribueret inden for en overskuelig fremtid.

Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen har ingen selvstændige planer om at regulere piercing-området.

Videnskabelige artikler om piercing kan læses på siderne 5144 og 5145.

Læs eventuelt mere fra piercernes egen verden på www.piercing-info.dk


Referencer

  1. Hybel U. »Kroppens udsmykninger - retlige aspekter,« Juristen 2000 nr. 8.