Hurtige reformer efterlyses

Lægeforeningen står over for store udfordringer i den kommende tid, når kommunalreformen ruller ind over Danmark. En af de store opgaver består i at justere Lægeforeningens struktur, så vi til enhver tid kan matche vores modparter/arbejdsgivere i den struktur, som nu er fremtiden i Danmark. Den opgave kan de nuværende lægekredsforeninger (LKF) ikke løse, da de er baseret på en områdestruktur (amter), der om få år vil være glemt - eller i hvert fald aftaget væsentligt i betydning.

Tidsmæssigt er der behov for en snarlig afklaring. Vi skal have et regionalt organ, der fungerer fra begyndelsen - og med begyndelse mener jeg den 1. januar 2006, hvor vores kommende modparter i regionsrådene begynder at opbygge samarbejdsrelationer for deres forvaltninger. Vi kan ikke tillade os 1-2 års forsinkelse, før vi entrer arenaen. De nye regioner træder lovmæssigt i kraft pr. 1. januar 2007. Man kan vælge sideløbende at bevare LKF i en overgangsperiode indtil da, men det vil formentlig skabe forvirring og medføre, at LKF bliver en tom skal uden egentligt arbejdsområde.

Skal vi så ikke afvente resultatet af det arbejde, der nu er sat i gang i Lægeforeningen (»Fremtidens Lægeforening«)? Nej. Der er ingen garanti for, at delforeningerne i Lægeforeningen kan blive enige om ændringer af foreningens struktur, ligesom gennemførelse af ændringer kan ligge mange år ude i fremtiden.

Derfor skal vi i gang med en reform, der styrker det regionale niveau for lægelig repræsentation nu. Nogen må nødvendigvis tage sig af den praktiske styring af denne proces, og jeg har det fint med, at det er Hovedbestyrelsen i Lægeforeningen, der sørger for koordinationen. Det er dog nødvendigt, at arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med LKF, som i øjeblikket besidder de engagerede tillidsfolk og den nødvendige lokale ekspertise.

Men balancen mellem Hovedbestyrelsen og LKF er delikat. I løbet af den seneste tid er der fra Lægeforeningen kommet flere forslag til ændring af den decentrale struktur. Dele af forslagene har vakt bestyrtelse i nogle LKF, hvor man mener, at der er tale om en høj grad af centralisme og »københavneri« (ordvalget er selvfølgelig afhængigt af, hvor i landet man kommer fra). Man er bl.a. bange for at skulle afgive retten til selv at ansætte medarbejdere, hvis Lægeforeningen overtager ansvaret for personalet. En del af dette er naturligvis reelle bekymringer, men man kan en gang imellem få fornemmelsen af, at det drejer sig om spinale reflekser, når der udtrykkes skepsis i forhold til Domus Medica og Hovedbestyrelsen. Der ligger derfor en stor opgave for alle parter i at forbedre kommunikationen om denne vigtige proces.

Strukturændringen på regionalt niveau skulle gerne medføre øget »impact« for såvel delforeningers som Lægeforeningens synspunkter. Imidlertid har vi i forvejen en stor udskiftning af vore tillidsfolk. I en overgangstid fra amter til regioner kan vi meget vel risikere at miste mange tillidsfolk i alle delforeninger. Vores historiske hukommelse mht. personer i forvaltninger, på sygehuse osv. er derfor i stor risiko for at gå tabt. Det er derfor vigtigt at fastholde det personale i LKF, der besidder denne viden. De personer skal derfor have tilbudt tryghed i overgangsperioden, dvs. fast definerede ansættelsesforhold.

Vi skal derfor arbejde videre med:

• Omlægning af LKF til regionsforeninger, så de er klar 1. januar 2006.

• Sikring af trygge ansættelsesforhold for LKF-medarbejderne.

• Maksimal inddragelse af LKF, så det bliver »deres« projekt at sikre den bedste lægelige repræsentation på regionalt niveau.

• Sikring af delforeningernes decentrale sekretariatsbistand i de kommende regionale sekretariater.