Hvad er vi bange for?

Jeg kommer lige fra min tandlæge. Inden jeg gik, betalte jeg en regning på 2.535 kr., dertil kom et beløb på 1.298 kr., som vil blive betalt af den offentlige sygesikring. For dette ydede tandlægen hårdt arbejde i 2 timer, men han havde vist ikke andre omkostninger end ca. 20 ml lokalanalgetika og en klinikassistent (elev), der bestyrede vand, luft og sug ... Nu vil nogen måske tro, jeg er utilfreds med de danske tandlægehonorarer. Men nej, det er slet ikke det, der er sagens kerne. Faktisk beundrer jeg min tandlæge for at have mod til at se mig i øjnene og sige, hvad han mener hans eget arbejde er værd. Det samme mod ser jeg, når klinikken har haft besøg af en edb-tekniker.

Men hvorfor har vi i P.L.O. ikke det mod? Hvorfor tør vi ikke se vores patienter i øjnene og fortælle dem, hvad vi mener vores arbejde er værd. Tror vi ikke de værdsætter vores arbejde lige så meget, som jeg værdsætter min tandbehandling mod paradentose?

Jeg har arbejdet i almen praksis i næsten 20 år, jeg føler dagligt en stor arbejdsglæde og mener også, at jeg bliver en bedre læge hele tiden takket være efteruddannelse og stigende erfaring. Alligevel aner mine patienter ikke, hvilket honorar i kroner og øre jeg og min forening P.L.O., mener min indsats berettiger mig til, med sanktionering fra den offentlige sygesikring.

Hver gang der fra politisk hold tales om at indføre brugerbetaling på sundhedsområdet, får P.L.O. straks travlt med at advare mod sociale skævheder m.m. Men er det i virkligheden ikke angst for at stå offentligt frem og fortælle befolkningen, hvad det koster at gå til læge, der holder foreningen tilbage. Hvorfor tror Lægeforeningen ikke, at befolkningen, mener vi er vores honorar værdige? Jeg mener faktisk, at vi udfører et stort og uvurderligt arbejde, som de fleste danskere gerne vil betale for, også selv om vi gik så vidt som at udskrive regninger på niveau med tandlægen og edb-teknikeren.

Vi siger tit til vores patienter, at de skal have mod til at se virkeligheden i øjnene og ikke gemme sig bag sløvende medicin. Bør vi ikke også selv fremvise mod og se virkeligheden i øjnene i stedet for at »gemme« vores honorarer under en sløvende dyne af offentlig betaling? Jeg mener i høj grad patienterne har krav på at vide, hvad de betaler for de ydelser, de modtager.

Til slut angående risikoen for social slagside, vil jeg citere min 10-årige datter, der kom med følgende kommentar, da hun til sin store forundring hørte, at alle danskere betaler for at have vand i hanerne: det skulle da meget heller være gratis, end at gå til læge, vand kan man jo ikke leve uden.