Anklager Mohammad Ahsan havde i næsten to timer i Højesteret i dag givet sine grundige begrundelser for, hvorfor Østre Landsrets dom over Svendborglægen ikke bare skal stadfæstes, men også skærpes. Og selv om lægens forsvarer Hanne Rahbek i den efterfølgende time minutiøst forklarede, hvorfor Svendborglægen skulle frifindes, stod læge Tobias Eberlein efter retssagen og kunne næsten ikke finde ord.
“Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige” siger Tobias Eberlein, der som en del af pressegruppen i #detkuhaveværetmig var mødt op for at overvære retssagen.
Men så fik han samlet sine tanker:
“Den virkelighed, som anklageren netop har beskrevet i Højesteret, ligger langt fra min kliniske hverdag, hvor vi er nødt til at stole på hinanden og ikke dobbelttjekke alle vores ordinationer, inklusiv de mundtlige. Det vil sande hele systemet til. Så hvis Højesteret ender med at give anklageren ret og dømme lægen, skal loven laves om. For virkeligheden kan ikke laves om”, sagde Tobias Eberlein.
Syv højesteretsdommere
Svendborgsagen nåede i dag sit endepunkt i retssystemet, da sagen var for Højesteret, efter at lægen først blev frifundet i byretten i Svendborg den 27. april 2017 og siden dømt i landsretten den 30. august 2017.
Klokken lidt over 9 ankom de syv højesteretsdommere - to kvindelige dommere og fem mandlige dommere og alle iført bordeaux-røde kapper med hvidt revers - og satte sig i en halvbue hævet to trin over gulvet. Dommerne kunne skue ud over den tiltalte læge og de ca. 40 tilhørere, heriblandt Tobias Eberlein og flere læger fra #detkuhaveværetmig-kampagnen, repræsentanter fra Lægeforeningen og Yngre Læger og desuden fire pressefolk.
Med de syv dommere foran sig og med udsigt til Christiansborgs Ridebane gik anklager Mohammad Ahsan iført sort kappe med lilla revers i gang med at gennemgå sagens forløb fra den 5. august 2013 på Svendborg Sygehus. Kun afbrudt af en lille pause gennemgik han i de næste to timer selve forløbet op til, under og efter selve episoden den 5. august og det juridiske grundlag for bl.a. autorisationsloven, sundhedsloven og lægeloven, som han mener bør danne grundlag for at skærpe dommen over lægen, så bødestraffen skal forhøjes fra 5.000 kr. til et sted mellem 10.000-15.000 kr.
Anklagerens hovedargumenter var, at lægen undlod at følge op på blodsukkermålingen, som hun mundtligt bad en sygeplejerske lave, hun undlod at føre den mundtlige ordination til journal, hun undlod at udarbejde en behandlingsplan og undlod desuden at sikre blodsukkerværdi ved indlæggelse som referenceværdi.
”Hun burde have været ekstra opmærksom på at lægge en plan og på at blodsukkeret rent faktisk blev målt. Det var ikke tilstrækkeligt mundtligt at anmode om at blodsukkeret blev målt. I lyset af patientens smertebillede med mavesmerter, kvalmer og opkastning burde hun have fugt op på blodsukkermålingen. Det er ikke de enkelte dele, men samlet set er der tale om grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed”, sagde Mohammad Ahsan til de syv dommere.
Han understregede, at han ikke fandt sammenlignelige tilfælde i retspraksis.
Nyskabelse i retspraksis
Dem havde lægens forsvarer Hanne Rahbek derimod fundet en lang række af. Både sager, der handlede om lægefejl og sager, der handlede om andre offentligt ansatte, der havde begået lovovertrædelser. Især læge-sagerne handlede om fejl i forbindelse med kirurgiske indgreb, med ordination af potent medicin eller ved at sløre fejl ved bevidst at skrive misforståeligt i journalen. Samlende konkluderede Hanne Rahbek følgende:
“Det ville være en nyskabelse i retspraksis at straffe lægen i denne sag”, sagde Hanne Rahbek iført sort kappe med gråt revers.
Hun understregede, at patienten på ingen måde fik en optimal behandling i det forløb om natten og morgenen, der skulle vise sig at blive skæbnesvangert for patienten. Men forsvaren understregede også, at ingen læste journalen udover den tiltalte læge.
“Lægen lavede en grundig beskrivelse af patienten, men ingen læst journalen. Og så kunne lægen havde skrevet sin mundtligte ordination i journalen lige så tosset hun ville. Det ville ikke have gjort en forskel. Desuden var hun en samtidighedsfuld læge og tjekkede journalen, inden hun gik hjem og kunne konstatere, at bagvagten havde været inde i journalen. Systemet baserer sig på tillid. At man kan regne med, at hvis noget af afvigende, hører man om, og hvis ikke, så hører man ikke om det”.
Med de begrundelser talte forsvaren for frifindelse af lægen.
Retsformanden gav den tiltalte læge muligheden for at sige noget som den sidste i retssagen, men det ønskede lægen ikke.