Hvor skal vi hen, du?

Årets julenummer forsøger med et kig ind i krystalkuglen.

Samfundet, som hospitalerne betjener, undergår løbende forandringer. Patienterne accepterer ikke at blive set som et med naboerne. De forventer, at der bliver taget individuelle hensyn i behandling, rådgivning og planlægning. Patienterne vil heller ikke altid være patienter, men snarere kunder i sundhedssupermarkedet. På nye sundhedscentre etableret i samarbejde med private organisationer vil man håndtere en lang række opgaver inden for forebyggelse, pleje og genoptræning. Udviklingen omfatter også, at potentielle sygdomme kan opdages ved screening, og at man hos personer, der med bestemte gener har øget risiko for udvikling af en alvorlig sygdom, ved tidlig indgriben kan nedsætte eller eliminere risikoen. Det humane genom er kortlagt - på både godt og ondt.

Tærsklen hos patienterne er ændret. Det forventes, at der altid er en specialist til rådighed, eller som det formuleres i patientforsikringsloven: »at undersøgelse og behandling sker sådan, som en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet«. Forventningerne til at minimere de menneskelige omkostninger er således tårnhøje. Indgreb, der tidligere kun udførtes under længerevarende indlæggelse efterfulgt af ugers rekreation, udføres nu ambulant i dagkirurgisk regi, tilpasset den enkeltes planer, og der udfoldes tillige stor opfindsomhed med alle invasive behandlinger med henblik på at minimere traumet. Det er f.eks. ikke længere nødvendigt at åbne abdomen eller thorax for at behandle et aortaaneurisme. Og hvad med designermedicin, som kun angriber det organ eller de celler, der er defekte? Alt synes at være muligt.

Vi bevæger os hen imod mere specialiserede behandlingsforløb, som stiller større krav til behandlerens kompetence. Hvordan skal vi få sikret, at næste generation kan leve op til disse forventninger? I USA er man dybt bekymret over, at reservelægers arbejdsuge er maksimeret til 80 timer. Hvordan skal vi i Danmark få uddannet læger med en arbejdsuge, der

i dag er på 37 timer, men i morgen er på 33 timer? Her er der behov for nytænkning. Den traditionelle hospitalsafdeling, hvor patienterne også er til rådighed for undervisning, eksisterer ikke længere. Dette påkalder overvejelser om langt højere brug af patienter i ambulante forløb samt supplerende træning af manuelle og kommunikative færdigheder eksempelvis baseret på fantomer og simulerede patienter. Hertil kommer også e-learning og telemedicin. Disse muligheder har traditionelt ikke spillet den store rolle i Danmark - formentlig fordi behovet af geografiske grunde skønnedes at være beskedent. Yderligere vil en lang række rutineprocesser bliver automatiserede og computerstyrede, herunder monitorering af blodprøver og blodtryk, medicinadministration osv.

Og hvad sker der med fremtidens medicinske tidsskrifter? Vil Ugeskrift for Læger vedblive med at udkomme i en papirudgave, eller vil det følge andre tidsskrifter som Danish Medical Bulletin og Journal of the New Zealand Medical Association og overgå til en ren elektronisk platform? Nej, ikke de første år, men der vil derimod ske en større adskillelse mellem den trykte version og netudgaven, ligesom langt flere processer vil blive styret elektronisk, herunder en fuld web-baseret manuskriptindsendelse, som introduceres til foråret.

En anden udfordring, der kræver »omstillingsparathed«, er den stadige ændring i sygdomspanoramaet. Ikke kun på grund af en ændret befolkningssammensætning og geografisk fordeling, men også fordi der reelt sker ændringer. Eksempelvis er hyppigheden af hjerte-kar-sygdomme aftagende, bl.a. fordi færre ryger. Men den længere levealder og det, at de store efterkrigsårgange nærmer sig »reparationsalderen«, gør, at behandlingsbehovet alligevel øges. Sygdomsopfattelsen har også ændret sig, og tilstande, der tidligere blev anset for at være en del af den normale aldring, opfattes nu som behandlingskrævende sygdomme, f.eks. demens. Nye, dyrere behandlinger og medicin, eksempelvis antistofbehandling til Crohns sygdom, skærper resursekravet, og der bliver tiltagende konkurrence om midlerne. Befolkningens forventning om den nyeste behandling, doseret af den højeste ekspertise, der tillige mestrer de seks andre kompetancer, kan hurtigt ramme hovedet mod loftet.

Hvordan vil sundhedsvæsnet - det apparat, der skal tage sig af befolkningens sygdoms- og sundhedstilstand - se ud i fremtiden, og hvem vil arbejde der?

Tendensen synes klar. De små sygehuse forsvinder eller reserveres til specielle og mindre komplicerede opgaver, hvorimod behandling af mere komplicerede tilstande centraliseres. Dette sker, fordi kvaliteten, der afspejler sig ved en lav mortalitet og morbiditet, øges, men også fordi, det er den eneste måde at sikre og udvikle kvaliteten på. Det er umuligt at vurdere kvaliteten af en procedure, der udføres få gange om året, alene fordi den statistiske usikkerhed er så stor. Befolkningen, af politikerne kaldet vælgerne, er ved at acceptere dette synspunkt.

Og hvem vil arbejde på syge-rask-husene? Alt tyder på, at mange gerne vil - selv om der er udsigt til mangel på specialister på grund af en stærkt stigende efterspørgsel. Men arbejdsvilkårene skal være anderledes end dem, der har præget hovedparten af det sidste århundrede. For lægerne har - tilsvarende patienterne - forventninger om også at blive behandlet som selvstændige individer.

Hvor skal vi hen? Retningen kender vi, men hvor langt er vi nået?

Foreløbig kan vi gå hen til juletræet. Glædelig jul!