Skip to main content

”Ideelt burde jeg have to meter lange arme …”

Overlæge Jane Skjøth-Rasmussen har en udfordrende operation, da hun skal fjerne en hjernetumor, der egentlig kræver meget specielle anatomiske egenskaber hos kirurgen.

Overlæge Jane Skjøth-Rasmussen ved konferencebordet, der er lavet af en planke fra hospitalsskibet "Jutlandia". Privat foto.
Overlæge Jane Skjøth-Rasmussen ved konferencebordet, der er lavet af en planke fra hospitalsskibet "Jutlandia". Privat foto.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

7. jul. 2017
4 min.

5.45 Vækkeuret ringer hjemme i Kokkedal. Den yngste på 10 er lidt småsyg, så hun får lidt te og lidt omsorg. Så tager hendes far over, og jeg kører på arbejde.

 

7.20 Inde på Rigshospitalet. Over en kop kaffe taler jeg om den første patient med kollegaen, jeg skal operere sammen med. Det er en lidt kompliceret operation på en 70-årig mand. Adgangen er vanskelig, fordi vi skal ind til en tumor, der ligger rundt om hjernestammen og over og under thalamus. Lidt usædvanligt skal vi ind bagfra og åbne den bindevævshinde, der adskiller lillehjernen og storhjernen.

 

8.00 Traditionen byder, at alle lidt før otte samles om det store konferencebord, der er lavet af en planke fra hospitalsskibet ”Jutlandia” …Og så ringer vi med en klokke kl. 8.00 præcis.

 

9.00 Den første operation er endelig i gang. Bedøvelsen tog længere tid end vanligt, fordi patienten skal sidde i en stol, og det giver risiko for luft-embolier. Også for kirurgen er det udfordrende, rent anatomisk. Ideelt burde jeg have to meter lange arme og en nakke, der kunne bøjes bagover i en ret vinkel.

 

12.30 Vi er snart færdige, da nogen kommer for at spørge, hvornår de må komme med den næste patient.

 

13.00 Operationen er overstået. Det gik fint, men nu skal jeg ud og skrive operationsbeskrivelse – selv, da vi ikke længere må diktere. Inden den næste patient når jeg lige at se på et barn, som jeg skal lave en stereotaktisk biopsi på i morgen.

 

13.30 Vi er klar til næste operation – en stereotaktisk biopsi på en 33-årig mand. Det sker i lokalbedøvelse med en vågen patient og vejledt af CT-skanning, der fusioneres med en MR-skanning. Gennem 1 centimeters åbning i huden kan vi med en millimeters nøjagtighed tage en biopsi inde i hjernen. Patienten er vågen, så man kan samtale undervejs, og det er smart. Ved denne patient tænkte vi, at tumor lå tæt på – eller i – motorisk cortex, og han får faktisk et lille epileptisk anfald i armen, som jeg kan observere, fordi han er vågen. Det er kun et lille anfald, men for alle tilfældes skyld havde jeg taget medicin med på stuen.

 

14.45 Efter biopsien er jeg oppe og tale med den første patient, som er ret træt, men i betragtning indgrebet har det godt: Han kan bevæge både arme og ben og er altså ikke halvsidigt lammet, som der ellers var risiko for. Det er gået godt, og trods den vanskelige adgang har vi fået fjernet hele tumoren.

 

15.00 Mens jeg spiser min madpakke, kommer der histologisvar på patient nr. 2, men patologerne er ikke helt sikre på svaret, så vi må vente fem arbejdsdage, før vi kan lægge den endelige operationsplan. Så jeg må op og fortælle patienten, at vi dels ikke ved præcis, hvad det er, og dels, at vi må vente – men formentlig skal operere for at fjerne tumor.

 

15.30 Taler m ed en kollega om et møde i morgen og får i sidste øjeblik sendt et abstract til SNO (Society of Neuro Oncology) – sidste frist var i dag. Taler med en røntgenoverlæge om noget administrativt og laver en plan for den stereotaktiske biopsi, jeg skal lave i morgen. Og så kører jeg hjem.

 

17.30 Hjemme igen. Den yngste har været hjemme hele dagen, men farmor har været her det meste af tiden. Jeg tager et kvarter på sofaen med is på nakken efter formiddagens vanskelige operation og går lidt ud i drivhuset. Så læser jeg lidt for vores datter.

 

18.30 Jeg kører ned på Nivå havn og henter den ældste datter på 14, der har været ude og sejle.

 

19.30 Efter aftensmaden går jeg en tur med min mand ned forbi vandet. Bagefter sidder jeg og kigger lidt i et abstract, jeg skal kommentere, og så går jeg i seng.

 

Det har egentlig været en ret typisk dag: Lidt for længe på arbejdet og sent ud af døren, men heldigvis var der i dag nogen til at tage sig af det hjemlige.