INDERSIDEN AF EN SUPERWOMAN

Den gamle hospitalsbygning på Tagensvej i København runger tomt. Klokken er 18.15, og de fleste er for længst taget hjem til ægtefæller, børn, indkøb og aftensmad.

Bare ikke på fjerde sal.

Her arbejder en forskergruppe med at finde ud af, hvilke stoffer en muskel udsender, og hvordan de stoffer påvirker os mennesker. Og her er fyraften et ukendt begreb.

På første kontor sidder 49-årige Bente Klarlund Pedersen. Chefen for enheden og årsagen til, at dette forskningscenter under H:S Rigshospitalet overhovedet eksisterer.

Hun er faldet tilbage i sin skrivebordsstol med hænderne over hinanden i skødet, mens hun lytter roligt til en ung fyr, der sidder fremme i stolen og affyrer den ene ide efter den anden.

Bente Klarlund Pedersen nikker af og til og indskyder en afdæmpet kommentar. Hun er iført lavtaljede jeans, et bredt læderbælte og en stramtsiddende sort bluse, der stopper lige under albuerne. Hendes koncentrerede ansigt er indrammet af det lange brune hår.

Hun virker klog og afbalanceret, som hun sidder der.

Akkurat som i de hundredvis af artikler og tv-indslag hun har deltaget i. Først og fremmest som formand for det Nationale Råd for Folkesundhed. Som landets motionsprædikant nummer et. Hende, der på let forståeligt dansk fortæller, at det er forebyggende og nogle gange helbredende at røre sig.

Bente Klarlund Pedersen fremstår på alle måder som en succes. Både når man ser hendes uoverskuelige række af titler og resultater. Og når man ser hendes fremtræden.

»Superwoman,« kalder hun selv det ydre billede af sig selv. Med et smil.

»Og det er da meget rart,« som hun siger.

Men der er bare ikke hele sandheden. Der er også en anden side. En side med temaer som mindreværdsfølelse. Om kaos indeni. Og følelsen af aldrig at slå til.

Hvor utroligt det end lyder.

Arbejdsnarkoman

»She is all yours,« siger den unge forsker, da han træder ud af kontoret. Klokken er omkring 18.30, og Bente Klarlund Pedersen skubber til sit lange hår med bagsiden af hænderne, så det falder ned over skuldrene som i en Wella-reklame.

Det er en helt normal tirsdag. Hun har arbejdet siden klokken 7.30 i morges. Normalt tager hun hjem efter 12 timer - ved 19.30-tiden. Spiser nogle gange lidt mad på vej hjem og napper måske et par timers arbejde mere om aftenen. Weekenderne er også booket, og ferier har hun ikke holdt i mange år.

»Jeg ved godt, at det er en floskel at sige, at man arbejder meget. Men jeg arbejder meget - også relativt,« siger hun.

Der er flere grunde til, at Bente Klarlund Pedersen arbejder meget. Den første er, at hun elsker at forske.

»Alle trinene: At få ideen, eller gribe den ide, der kan omsættes. Og så gennemføre forsøgene. Til at se de resultater og få statistikkerne. Jeg elsker også at skrive. Og se om det bliver publiceret. Alle trinene fascinerer mig.«

Hun trækker vejret langsomt ind gennem næsen. Venter derefter nøjagtig seks sekunder, inden hun siger i sit nærmest meditative tonefald:

»Det er min hobby. Det er ikke sådan, at jeg hellere vil lave noget andet. Men det er jo også sådan, at det her er ikke sjovt, hvis ikke man er verdens bedste.«

Sætningen bliver formuleret fuldstændig uden forbehold eller ophold.

»I virkeligheden synes jeg ikke, at det er foreneligt at være forsker, hvis ikke man vil være den bedste inden for sit felt. Hvis man er næstbedst eller kommer lige efter de andre, så har man jo ikke genereret ny viden. Hvis man ikke er klar til at konkurrere, så skal man ikke forske.«

Og det er en del af svaret på, hvorfor der stadig bevæger sig folk forbi Bente Klarlund Pedersens dør med et »hej-hej« eller »see you« klokken 19.00 en tirsdag aften.

»Der ligger det i det, at man er ambitiøs, og man konkurrerer. For mig er det ikke negativt ladede ord. Bare drive.«

Bente Klarlund Pedersen er et konkurrencemenneske. Hele vejen.

»Det er også derfor, at det er så frygteligt for mig nu, hvor jeg er begyndt at løbe så meget. For jeg er ikke god til at løbe.«

Grunden til, at hun sagtens kan finde på at arbejde 80 timer om ugen, er altså, at hun elsker sit job. Og at hun er et konkurrencemenneske. Men der er også en anden drivkraft, som er knap så positiv.

»Jeg er altid i tvivl, om det er godt nok. Jeg ved ikke hvor god en ...«. Hun afbryder sig selv og tager tilløb med et »ehhm ... Det er måske ikke en særlig god stimulus. Men jeg har aldrig troet på, at det var rigtig godt; derfor har jeg været nødt til at gøre noget mere. Den ligger meget grundlæggende, tror jeg. Det har noget med min baggrund at gøre. Jeg er en opkomling.«

Mindreværdsfølelse

Trofæerne omringer hende. På den ene væg står en glasskulptur. Det er Videnskabsministeriets Forskningskommunikationspris, som Bente Klarlund Pedersen modtog i foråret. Bag hende ligger en stak af hendes to seneste populærvidenskabelige bøger »Motion på recept« og »Recept på motion«, og foran hende hænger billeder af hendes fire voksne børn. De er alle smukke og klarer sig godt. Der er også børnebørn på billederne. Over familiebillederne er der videnskabeligt stof i lange baner, hvoraf en stor del er skabt af Bente Klarlund Pedersen.

Så hvordan kan hun rende rundt med en følelse af ikke at slå til?

»Jeg ved godt, at det er grotesk,« starter hun.

»Men jeg ser mig egentlig som en, der har ret meget kaos i mit indre. Og ... det ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal formulere. Jeg ser også mig selv som en, der må bære noget smerte. Og i virkeligheden oplever jeg selv, at jeg har mange nederlag undervejs. I hvert fald er den måde, jeg ser mig selv på, meget anderledes end den måde, jeg godt ved, at jeg kan agere på, hvis jeg ville. Jeg kan godt stå over for 1.700 sygeplejersker og være superwoman. Og gå i clinch med politikere. Men indeni have en masse tanker: Lige fra stress til om jeg får indfriet de mange forventninger, der er til mig. Og i høj grad også, om jeg svigter mange af de folk, der betyder noget for mig. For jeg ved, at jeg ikke svigter mine børn og dem, der er allernærmest, men der er også mange lag af venner og anden familie, som jeg synes, at jeg i perioder svigter, fordi jeg ikke har tid nok.«

Det lyder måske som en masse tanker i en stor pærevælling. Men det hænger sammen for Bente Klarlund Pedersen. Hun mener, at det hele kommer fra samme uudtømmelige kilde: Følelsen af mindreværd.

»En mindreværdsfølelse kunne materialisere sig i, at man aldrig turde noget. Min mindreværdsfølelse resulterer nærmest i, at jeg kammer over. Det kan aldrig blive godt nok. Og jeg kan aldrig gøre nok. Der vil altid være nogen, som synes, at jeg ikke er god nok.«

Hun sidder bag skrivebordet med fingrene flettet foran sig og det ene ben placeret ind over det andet. Brune moderigtige læderstøvler og stadig en udstråling af ro og overskud, nærmest som en skrigende kontrast til hendes b eskrivelse af sig selv. Nu løsner hendes ansigtsudtryk op i et smil.

»Man kan sige, at jeg har fået ret meget ud af den mindreværdsfølelse ...«.

Så kommer latteren. Kort og befriende. Inden hun tilføjer:

»I det, der kan ses.«

»Frelsens Hær slikker sure tæer«

Bente Klarlund Pedersen er vokset op i et af Københavns første højhuse på ydre Østerbro. I et plebejermiljø, som hun kalder det. Det er her blandt ufaglærte og arbejdsløse, at følelsen af mindreværd er blevet brændemærket ind i 49-årige Bente Klarlund Pedersens følelsesliv.

Selv voksede lille Bente op i et særdeles ordentligt hjem, hvor kristendom var et overskyggende tema.

Forældrene var aktive medlemmer af Frelsens Hær, og hun kan stadig se for sig, hvordan familien kommer gående i deres uniformer igennem gården. Bente er en lille skolepige, og gården er fuld af børn, der råber: »Frelsens Hær slikker sure tæer«. Forældrene går videre med ranke rygge. Mens følelsen af flovhed vokser hos Bente. Familien skal til gudstjeneste i templet på Frederiksberg. Ind i fællesskabet med de andre fra korpset.

»Jeg er vokset op med pligt og skyld. Men også med en masse varme og en masse ordentlighed.«

Og det er alt sammen noget, som hun slæber rundt på i dag. Ligesom hun stadig ser sig selv som en plebejer.

»Jeg oplever stadigvæk, at alle de andre læger er lidt finere end mig. Og sikkert bor lidt finere. Jeg har placeret mig selv som en ikke rigtig lægetype,« siger hun.

Det er grotesk. Især når man tager i betragtning, at Bente Klarlund Pedersen bor i en 280-kvadratmeters herskabslejlighed fra 1700-tallet midt i byen. Men følelser kan man ikke diskutere med.

»Og hvis man skal se på det på en positiv måde, så tror jeg at ... jeg ved ikke, hvordan man skal formulere det, uden at det er til at brække sig over ... men jeg beundrer nogle af de der rigtige Hellerup- og Charlottenlund-læger, som jeg ikke selv tilhører. Men jeg har omvendt været heldig at få noget andet med. Jeg har et noget mere multifacetteret billede med. Fordi jeg er vokset op, som jeg er - fordi jeg har set hele den sociale vifte. Jeg har ikke bare set den, men været i den.«

Bente Klarlund Pedersen tog afstand fra den kirkelige del af Frelsens Hær allerede som teenager. Hun blev engageret på den politiske venstrefløj og så Frelsens Hær som en borgerlig bevægelse. Men hun fortsatte med det sociale arbejde i Frelsens Hær, mens hun læste medicin på universitetet. Det var herigennem, at hun fik kontakt til tre forhutlede søskende på Vesterbro, som hun besluttede sig for at tage til sig. Hun boede med sin mand, og fra den ene dag til den anden blev de en familie med tre børn. Tre år efter fik hun selv sit første barn.

Det lyder urimeligt hårdt for en ung ambitiøs forskerspire at have fire børn, inden man fylder 30 år.

Og det var det også, siger Bente Klarlund Pedersen. Men ikke med beklagelse i stemmen. Tværtimod. Hun følte sig svineheldig at få foræret tre dejlige unger. Og det gør hun stadigvæk. Derfor står der også eksterne affærer i kalenderen en gang om ugen - når hun ikke er ude at rejse. Samarbejdspartnere tror, at eksterne affærer er møder i WHO eller noget i den stil. Det er fællesspisning med hendes fire børn, svigerbørn og børnebørn.

Som Anja Andersen

Klokken nærmer sig otte, da vi forlader sygehuset. På cykel mod centrum af byen. Bente Klarlund Pedersen træder rask i sin nye damecykel og napper lige et par telefonopkald på vejen.

»Her løber jeg,« siger hun, da vi krydser søerne.

Hun fortalte for nylig i en artikel, at hun var elendig til gymnastik i skolen. Hun pjækkede fra gymnastiktimerne og åd wienerbrød. Sådan gør hun ofte. Giver billedet af sig selv som den helt almindelige halvdovne dansker, der godt kan finde på at tage elevatoren i stedet for trapperne. Men det er kun en del af sandheden. For i virkeligheden står Bente Klarlund Pedersen op klokken seks hver morgen og løber ni kilometer rundt om alle søerne. Det tager 50 minutter. Derefter et bad og så af sted på arbejde.

Vi køber en sandwich på Gråbrødre Torv, inden vi går ind i en kold opgang, hvor man næsten bliver svimmel af at gå op ad de gamle skæve trapper. Den 280 kvadratmeter store lejlighed på tredje sal er som at træde ind i en anden tidsalder. Ildsted i køkkenet, flygelstue og rumklang overalt. Og så et arbejdsværelse, hvor en poncho skjuler et stort fjernsyn. Fjernsynet bruges i øvrigt kun til at se film. Bente Klarlund Pedersen er ikke til fjernsyn.

Hun trækker sin bærbare computer op af tasken og lægger den på skrivebordet. Hun åbner den og tænder:

»Så! Så føler jeg mig hjemme igen.«

Hun griner lidt af sig selv, lader sig falde ned i »ægget« og holder et glas rødvin op foran sig. Klokken nærmer sig halv ni, og foran ligger hendes aftensmad pakket ind i stanniol. Der er stadig intet unormalt i scenen. Kun at hun har besøg af en journalist.

Lange, hårde dage. Sådan har det altid været.

»Men jeg kan jo vælge at geare ned,« siger hun.

»Men hvis jeg gør det fra den ene dag til den anden, så ville jeg sætte ret mange menneskers karriere på spil og deres liv og løn ... det ville virkelig være kritisk for mange mennesker ... men jeg kunne godt planlægge det. Den mulighed har jeg, og det ser jeg, og det vil jeg ikke afskrive.«

Hun fortsætter tankerækken:

»Men det jeg totalt opnår af tilfredsstillelse og glæde er jo vigtigere end den smerte, der også er. Lidt ligesom Anja Andersen. Hun bliver spurgt, om hun ikke kan lægge en dæmper på sin aggressivitet. Så siger hun, at det har hun prøvet, men så kan hun ikke spille håndbold. Det kan jeg godt følge,« siger hun lavt.

Kunsten at kreere parenteser

Bente Klarlund Pedersen bliver fremstillet som en dygtig forsker, der har masser af overskud. Men hun er også en Sisyfos, der prøver at knokle sig ud af en mindreværdsfølelse. Begge historier er sande. Og de hænger sammen.

»Det, der er min svaghed, er også min styrke. Det synes jeg er ret oplagt. Det der drive, som giver mig mine positive strokes, kan være det samme drive, som kan irritere og give mig smerter og nederlag. Og de der forskellige verdener, jeg har skullet kombinere i min barndom, kan være det, der giver mig mindreværd men samtidig også kreativitet i dag. Jeg mener også, at jeg både er superwoman og samtidig lidt smadret indeni. Du kan ikke kun få den ene historie.«

Bente Klarlund Pedersen kan sagtens gennemskue sine egne dæmoner. Derfor vil hun heller ikke afvise, at hun en dag stopper arbejdsraseriet.

»Og prioriterer de væsentlige ting.«

Hun taler langsommere og næsten hviskende nu. Som om hun betroede en hemmelighed.

»Så ville jeg udrette mindre og dermed også få mindre glæde og måske også færre problemer. Men der ligger måske også det i det, at jeg måske kunne blive klogere. Det kunne også være, at jeg i fremtiden - det var måske noget af det, jeg skulle arbejde lidt med - skulle vælge de vigtigste ting blandt det jeg laver. Eller prioritere og sige: Jeg behøver ikke at have så mange kasketter på, som jeg har lige nu. Det kunne godt være et fremtidsscenario.«

For nylig underviste Bente Klarlund Pedersen på et nonnekloster i Sydfrankrig. Et fantastisk sted med kunst, historie og natur. Problemet var bare, at der ikke var nogen netforbindelse. Overhovedet ingen. Den var meget svær at sluge for Bente Klarlund Pedersen. Men da hun først affandt sig med vilkårene, skete der noget.

»Jeg havde pludselig enorm meget tid. Det er nok noget, at jeg ... i stedet for at styrte hen og svare på e-mails nu ... så i stedet kreere nogle parentes er, hvor tankerne kan flyde, og hvor man kan lade op. Jeg har ikke holdt ferie i mange år. Og jeg har været lidt hånende over for den borgerlighed, der ligger i, at nu skal man holde ferie. Jeg kan da godt krybe til korset og se, at der ikke bare er nogen simpel matematik ... at jo mere man arbejder, jo bedre bliver det.«

Klokken nærmer sig 22. Bente Klarlund Pedersen stod op klokken seks i morges. Løb ni kilometer. Tog på arbejde. Og siden har hun været i gang. Nonstop. Det er først nu, at øjnene begynder at blive mindre. Hun glider længere ned i det skindovertrukne æg med den perfekte patina.

Vi er ved at være færdige nu. Spørgsmålet er, om hun alligevel vil tjekke sine mails. Hun løfter øjenbrynene under pandehåret og smiler skævt for at fortælle, at det var et rigtig dumt spørgsmål:

»Det kan du tro.«

JOURNAL

Navn: Bente Klarlund Pedersen.

Alder: 49 år.

Familie: Hun har fire voksne børn, hvoraf de tre er adopterede.

Bopæl: Lejlighed i indre København.

Titel: Professor i intern medicin. Formand for forskningsudvalget ved H:S Rigshospitalet, medlem af forskningsudvalget i H:S, leder af Muscle Research Cluster, Københavns Universitet, og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Inflammation og Metabolisme (CIM). Præsident for Det Nationale Råd for Folkesundhed. Derudover er hun leder af sin egen forskningsgruppe på 32 ph.d.-studerende, post doc.s og teknisk personale - BKP group.

Uddannelse: Cand.med. 1983, Københavns Universitet.

Karriere: Doktordisputats 1988, specialist i infektionsmedicin 1995 og i intern medicin 1996, overlæge på Epidemiklinikken på H:S Rigshospitalet 1997, forskningsrådsprofessor 2001, centerleder 2005.

Interesser: Når hun ikke arbejder, kommer familien i første række. Derudover ser hun gerne veninder, hun er vild med loppemarkeder og elsker at se film.