Indiske lægers rejse ind i de danske overenskomster

Da indiske læger en dag i april 2007 slog op i The Hindu eller India Times, kunne de se en dansk annonce, indrykket af Region Midtjylland, der søgte indiske speciallæger. Siden er der sket meget, og for få dage siden, den 1. februar 2008, begyndte omkring 30 indiske speciallæger at arbejde på danske sygehuse.

I de omkring ti måneder mellem disse to tidspunkter foregik der et spil med et langt forløb men kun et par møder. Et spil, der involverede regionen og Yngre Læger, og som først for et par uger siden resulterede i et par underskrifter på nogle vigtige papirer:

Der var indgået to aftaler mellem Region Midtjylland og Yngre Læger. Den ene aftale er et protokollat »vedrørende løn- og ansættelsesvilkår for ansættelsen af udenlandsk uddannede speciallæger fra 3.-lande«. Den anden aftale handler om »aflønning af visse 1. reservelæger under ansættelse i Region Midtjylland«.

Men hvordan kunne ansættelse af 30 indiske læger resultere i en aftale om »visse« danske lægers løn? Ja, det handler om et godt stykke fagligt arbejde og om at spille spillet over for en region, der i første fase blev beskyldt for at køre lidt for meget frihjul i forhold til information og inddragelse af lægernes organisationer.

Danske klejner og indiske flag

Da flyets landingshjul tog landingsbanens asfalt søndag den 2. december 2007, blev de indiske speciallæger sat ned i et land, der vånder sig under mangelen på speciallæger. Der var derfor enighed om, at det var en god dag, og at de indiske læger skulle hilses velkomne. De blev transporteret til Grenå og indkvarteret i Dronningens Ferieby, hvor de kunne undre sig over det tætte mørke og den kolde vind. Få dage senere blev de præsenteret i Regionsrådssalen i Viborg og fik mulighed for at smage danske klejner, mens de indiske flag viftede.

Men på dette tidspunkt var det ikke afklaret, hvilke løn- og arbejdsforhold de indiske læger skulle arbejde under. Og i faglige kredse var der mange, der mente, at der havde været lidt for meget fart på i de første faser. Flere måneder før havde blandt andet Regionsoverlægerådet i Midtjylland, Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger meldt ud, at de burde have været inddraget på et tidligt tidspunkt, fordi der var mange løse ender.

Regionen havde haft flere planer, der måtte opgives. Der var tanker om at ansætte de indiske læger i forskerstillinger med de skattetekniske fordele, det kunne give. Der havde været plan om at konvertere pension til løn, og der havde været ønske om at ansætte de indiske læger i treårige stillinger som afdelingslæger. Ingen af delene blev til noget. I organisationerne var holdningen, at disse blindgyder kunne have været undgået, hvis organisationerne på et tidligt tidspunkt var blevet taget med på råd.

Endelig var der spørgsmålet om autorisation. De indiske læger er nok speciallæger i deres hjemland, men de har ikke autorisation som danske speciallæger og kan derfor ikke umiddelbart ansættes og aflønnes som sådan. På den anden side var det en udbredt holdning, at de indiske læger naturligvis skulle aflønnes på lige fod med de danske kolleger. Men hvordan kunne det ske inden for danske regler og overenskomster?

Overenskomststridig kontrakt

Da der i Indien blev holdt de første møder med lægerne, fik de at vide af regionens folk, at de nok ville blive ansat i tidsbegrænsede stillinger som afdelingslæger. Her måtte repræsentanten for Yngre Læger så lige gøre opmærksom på, at det faktisk var overenskomsstridigt, og at det vist var en god idé, hvis tingene blev drøftet hjemme i Danmark. I juni fik Yngre Læger tilsendt kontrakter til underskrivning. Af dem fremgik det, at de indiske læger skulle ansættes i tidsbegrænsede stillinger som 1. reservelæger, men i Yngre Læger kunne man konstatere, at de særlige betingelser for denne form for stillinger ikke var opfyldt. Derfor blev kontrakterne returneret med den bemærkning, at de ikke kunne skrives under af Yngre Læger, fordi de var overenskomststridige.

Region Midtjylland reagerede ved at indkalde til et møde, så forholdene kunne bringes i orden. Dette møde blev holdt i august. Yngre Lægers holdning var, at der nu måtte egentlige forhandlinger til, fordi det var et overenskomstspørgsmål. Derfor mødte man op med formanden, Lisbeth Lintz, og var dermed klædt på til at færdiggøre forhandlingerne. Mødet resulterede imidlertid stort set kun i, at der blev udvekslet synspunkter, og at Yngre Lægers fik fremlagt sine krav. Repræsentanterne fra regionen havde ikke kompetence til at indgå i egentlige forhandlinger på dette møde, og herefter skete der ikke noget i lang tid. Faktisk ikke resten af året.

Et særligt tillæg til indere og danskere

Først den 17. januar 2008 faldt tingene på plads, og det krævede kun en enkelt dags forhandlinger. De indiske kolleger er hermed ansat som 1. reservelæger, men kommer til at fungere på speciallægeniveau. Lønnen opbygges med grundløn for 1. reservelæger og et særligt tillæg, der får lønnen op på niveau med danske afdelingslægers grundløn.

Men da holdningen er, at danske og indiske læger skal behandles ens, kommer det også en række danske kolleger til gode. De er nemlig i en situation, der kan sammenlignes med de indiske kollegers. Ligesom dem, er de ansat som 1. reservelæger, selv om de i virkeligheden er speciallæger. Derfor skal det særlige tillæg også gives til dem mener Yngre Læger, og det har de fået igennem hos Region Midtjylland. Det drejer sig om et sted mellem 20 og 30 læger, der dermed får et løft.

»Denne del af vore krav fik vi igennem, men vi havde endnu et krav, som det ikke lykkedes os at komme igennem med, siger formand for Yngre Læger i Region Midtjylland«, Mads Skipper.

»Vi havde ønsket, at alle yngre læger i Region Midtjylland fik ret til ti uddannelsesdage om året, som afdelingslægerne har det, og som de indiske læger får. Det kom vi ikke igennem med, og jeg synes faktisk, det var et forholdsvis billigt krav. Selv om de indiske læger er særdeles kvalificerede læger, kan det jo ikke undgås, at det i starten belaster afdelingerne, når de introduceres i arbejdet osv. Derfor var vores holdning, at det ville være godt samtidig at kunne komme med noget konkret til vore danske kolleger i form af ret til uddannelsesdage. Det lykkedes ikke, men vi har fået ind i protokollatet, at initiativer i forbindelse med rekruttering af udenlandske læger ikke må gå ud over uddannelsen af øvrige læger«.

Mads Skipper har beklaget hele forløbet i det regionale MED-udvalg. Han er fra andre medarbejderrepræsentanter blevet bakket op i sin holdning til, at processen ikke har været optimal, og det er hans klare fornemmelse, at man i regionen er lydhør og har lært af forløbet.