Skip to main content

Inspektorordningen er god, men kan blive bedre

15 år gammel er inspektorordningen blevet evalueret. Der er en række områder, hvor tingenen kan gøres bedre, men alt i alt er der tilfredshed med ordningen, som derfor skal fortsætte, siger evalueringen.

22. dec. 2014
2 min.

Inspektorordningen, som skal sikre kvaliteten af videreuddannelsen på landets hospitalsafdelinger, kan forbedres på en lang række områder.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens netop udsendte rapport, som dels gør status over de 15 år, der er gået, siden inspektorordningen blev etableret, dels peger på muligheder for forbedring.

Indledningsvis konstateres det dog med tilfredshed, at ordningen er velfungerende og medvirker til at udvikle og optimere uddannelsen i afdelingerne. Og derfor skal ordningen fortsætte, fastslås det.

Rapporten peger på, at der jævnligt er mangel på inspektorer i nogle specialer og enkelte regioner. Da ordningen bygger på speciallægers vilje og lyst til at deltage, skal der derfor gøres en ekstra indsats for at rekruttere til ordningen, hedder det.

Og så er der et problem i forhold til specialet almen praksis, hvor det i dag er uddannelseslægerne og videreuddannelsesregionerne, der varetager evalueringen af uddannelsen i form af indmeldinger til ”evaluer.dk” og ved anerkendelse af tutorpraksis.

”Som det største lægespeciale bør det undersøges, hvordan specialet kan dækkes af en centralt styret kvalitetssikringsordning med fokus på uddannelse”, hedder det.

Blandt andre anbefalinger noteres, at man bør styrke sygehusledelsernes fokus på inspektorbesøg, da ledelsens deltagelse er afgørende.

Læs rapporten om inspektorordningen her: http://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2014/~/media/73B831EAFAB947D1…