Skip to main content

Inspirerende nyudgivelse af klassiker fra 1969

Nyudgivelsen af psykiater Elisabeth Kübler-Ross’ klassiker »Døden og den døende« fra 1969 er en interessant og møjsommelig kortlægning af et område, som få på daværende tidspunkt havde bevæget sig ind på.

Cover: Gads Forlag

Lene Agersnap, læge og redaktør for Bibliotek for Læger. Interessekonflikter: ingen 

26. apr. 2024
3 min.

Fakta og vurdering

Døden og den døende. Fra fornægtelse til accept

Psykiater Elisabeth Kübler-Ross skrev denne klassiker om døden for 55 år siden. Bogen, som lige er genudgivet i en opdateret, nyoversat version, er baseret på over 200 samtaler med uhelbredeligt syge og døende. Og til trods for, hvor meget verden har forandret sig siden 1969, er der stadig brug for Kübler-Ross’ budskab: »Sæt dig ved sygesengen og brug den døende som lærer. Lyt til hans angst, forventninger, skuffelser og håb. Så vil du opdage, at det kan være en gensidigt berigende oplevelse, som måske endda vil give dig selv mindre frygt for din egen livsafslutning«. Og 45 år senere var den amerikanske stjernekirurg Atul Gawande med sin bog »At vedkende sig dødeligheden« ude i præcis samme ærinde.

»Jo større videnskabelige fremskridt vi gør, desto mere synes vi at frygte døden og benægte dens eksistens«, skrev Kübler-Ross i 1969. Gawandes bog fra 2014 vidner om, at vi ikke er kommet meget længere siden. De oprindelige erfaringer blev indhøstet i 1965, hvor hun og hendes tværfaglige team i starten havde svært ved overhovedet at få adgang til de døende patienter, der blev »beskyttet« af lægerne på afdelingen. Men efterhånden gik der hul på bylden, og døden og dens væsen blev afdækket i form af de mange interview, der sammen med de ledsagende observationer af kulturen i hospitalsvæsenet udgør bogens kerne. Ud fra dette materiale opstod den berømte model med fem faser, som en patient formodedes at gennemgå i forbindelse med diagnosticeringen af en dødelig sygdom: benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.

I dag hersker en mere dynamisk forståelse, men spørgsmålet er, om det kan lægges Kübler-Ross til last, at modellen siden er blevet overfortolket som obligatoriske faser, som alle skal gennemgå. Under alle omstændigheder er det interessant at læse bogen som en pioners værk, en møjsommelig kortlægning af et område, som få på daværende tidspunkt havde bevæget sig ind på.

I mine øjne er en af Kübler-Ross’ mest interessante iagttagelser den store individuelle forskel mellem lægerne i forhold til, i hvilken grad de oplevede, at patienterne forholdt sig benægtende over for deres forestående død.

Nogle læger syntes aldrig, at de blev mødt med spørgsmål, der udfordrede forestillingen om potentiel helbredelse, mens andre langt oftere stødte på patienter, der gik ind i en aktiv dialog om, at enden var nær. Forklaringen lyder skræmmende simpel: »Behovet for fornægtelse er ligefrem proportionalt med lægens behov for fornægtelse«. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Kübler-Ross døde i 2004.