Skip to main content

»Jeg er overrasket over, hvor lidt der skal til for at forbedre arbejdsmiljøet«

Psykiatrien i Vordingborg døjede med stress og dårligt arbejdsmiljø, men rundbold og faste uddannelsesdage har gjort det til et godt sted at være, bl.a. med hjælp fra Ragnar Klein Olsen.

Ragner Klein Olsen, læge i introduktionsstilling i Psykiatrien Syd i Region Sjælland, har ved selv at yde det, han kalder en lille indsats, fået et bedre arbejdsmiljø på afdelingen. Foto: Finn John Carlsson
Ragner Klein Olsen, læge i introduktionsstilling i Psykiatrien Syd i Region Sjælland, har ved selv at yde det, han kalder en lille indsats, fået et bedre arbejdsmiljø på afdelingen. Foto: Finn John Carlsson

Anders Heissel, ah@dadl.dk

14. feb. 2017
4 min.

Da Ragnar Klein Olsen begyndte i sin KBU i Psykiatrien Syd i Vordingborg, fik han sig noget af en overraskelse.

»Lægerne var stressede, og folk gik bare fra morgenkonferencerne, når det passede dem. Det var tydeligt, at det var et presset sted at være. Jeg har hele tiden vist, at jeg skal være psykiater, men da jeg startede, tænkte jeg: ”Åh nej, er det det speciale, jeg skal ind i”«, siger Ragnar Klein Olsen.

Men efter at han startede i efteråret 2015, gik han straks ind i arbejdet som tillidsrepræsentant og begyndte at forbedre arbejdsmiljøet – både gennem banale tiltag som en rundboldkonkurrence og mere systematisk fokus på uddannelse for de yngre læger.

»Jeg er meget opmærksom på ikke at brokke mig. Jeg går ind med en positiv vinkel, og hvis man vil ændre noget, må man selv gå forrest ved at også at komme med forslag. Som ung læge kan man godt få indtrykket af, at ledelsen er ens modstander, men det har ikke været min oplevelse. Tværtimod. Ledelsen har bakket op. Og hvis vi som læger og andet personale har det godt, så smitter det af på patienterne. Et godt arbejdsmiljø har store – og gode – konsekvenser for patienterne«, siger Ragnar Klein Olsen.

Lægerne var stressede, og folk gik bare fra morgenkonferencerne, når det passede dem. Ragnar Klein Olsen, introlæge, Psykiatrien Syd i Vordingborg

For Dorte Andersson, der har været uddannelsesansvarlig overlæge siden 2009 i Psykiatrien Syd, har koblingen mellem Ragnar Klein Olsens engagement og en ny ledende overlæge haft stor betydning.

»Vi ligger geografisk et sted, hvor vi har problemer med at få læger nok. Og netop på grund af lægemangel har driften de seneste mange år fyldt meget for alle læger, også de yngre læger, og det har for nogle skabt frustration. Men i den seneste tid er der kommet mere fokus på uddannelse på grund af kombinationen af den nye målbeskrivelse for speciallægeuddannelsen, Ragnars engagement og en ledelse, der har fokus på området«, siger Dorte Andersson og fortsætter:

»Balancen mellem drift og uddannelse har rykket sig, så uddannelse fylder mere og faktisk uden at forstyrre driften. Det skyldes, at vi har ændret måden at arbejde på. Og vi kan se på vores evalueringer fra de yngre læger, at tilfredsheden er stigende«.

 

Faste uddannelsesdage

De yngre læger har bl.a. fået en fast uddannelsesdag om måneden, hvor alle uddannelseslæger bliver fritaget for klinikken og kun fokuserer på uddannelse. Læger i hoveduddannelse til almen medicin har desuden fået samlet deres vagter i nogle mere koncentrerede perioder, der er kommet mere systematisk supervision og så er der mere tid til uddannelse i middagskonferencen. Og så snakker vi ordentligt til hinanden, siger Ragnar Klein Olsen.

»Vi er som læger hurtige til at brokke os, så hvis alle lægger en smule mere hjerte i sit arbejde, vil det være meget bedre for alle. Jeg er overrasket over, hvor lidt der skal til for at forbedre arbejdsmiljøet. Og fordi yngre læger hele tiden skifter arbejdsplads, er det vigtigt, at vi står sammen og får overleveret tingene, så man undgår, at alt blive tabt, når man stopper«, siger han.

Også en rundboldkonkurrence i sommerperioden har ifølge Ragnar Klein Olsen være med til at skabe et større sammenhold, fordi stort set alle afdelinger stillede op med et hold, og pokalen til det vindende hold siden er blevet »stjålet« af andre afdelinger og på den måde har skabt en sjov og positiv stemning på stedet.

»Det er banalt, men det virker«, siger han.

 

Arbejdsmiljø er et fælles ansvar

Dorthe Goldschmidt begyndte som ledende overlæge Psykiatrien Syd i marts sidste år efter at have været ansat i Sundhedsstyrelsen, hvor hun var uddannelsesansvarlig overlæge.

»Derfor ligger uddannelse mig meget på sinde. Det er vigtigt for mig, at vi får uddannet nye dygtige speciallæger, og her skal være rart at være. På den måde kan man sige, at Ragnar og jeg har slået os sammen og sørger for et godt miljø. Men vi siger også til de yngre læger, at hvis de har problemer, skal de sige det højt, for vi kan kun hjælpe, hvis de er åbne om det. Da jeg var yngre læge oplevede jeg ikke, at den ledende overlæge sagde, at man bare skulle råbe op. Men det vil jeg gerne ændre«, siger Dorthe Goldschmidt.

At psykiatrien i Vordingborg i de seneste år har nedbragt antallet af bæltefikseringer med næsten 50 pct. vidner ifølge den ledende overlæge også om, at patienterne oplever læger og andet personale med mere overskud. Og så lægger hun heller ikke skjul på, at hendes fokus på uddannelse har et klart strategisk sigte:

»Lægemangel har mit hovedfokus, så hvis jeg forbedrer arbejdsmiljøet, håber jeg, at jeg kan tiltrække flere læger til Vordingborg«, siger Dorthe Goldschmidt.

Ragnar Klein Olsen er lige nu i introduktionsstilling i Vordingborg og starter i en hoveduddannelsesstilling i psykiatri til marts på Neurologisk Afdeling på Roskilde. Men han vil meget gerne tilbage til Vordingborg, når han bliver speciallæge i psykiatri.