Skip to main content

Jeg fatter ikke politikernes slappe holdning

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

26. aug. 2011
3 min.


Hvilket andet speciale ville du skifte til, hvis det skulle være?

Oftalmologi, det var faktisk det, som jeg besluttede mig for at uddanne mig i på studiet, inden jeg blev »forstyrret« af diabetesforskningen. Øjet er et genialt organ med fascinerende anatomi og spændende fysiologiske mekanismer.

Hvornår gjorde du sidst en forskel som læge?

Lige før jeg i sidste uge tog på kongres til USA håndterede jeg sammen med mellemvagten en ung fyr med ketoacidose. Han var pludselig blevet komatøs. Hurtigt stillede vi diagnosen, da han havde et tårnhøjt blodsukker, en sur pH i blodet og ophobning af ketoner i urinen. Det er en spændende, alvorlig og potentiel fatal tilstand, hvor man overvejer om intensivafdelingen skal involveres, og man skal vide, hvad man gør. Vi oplevede en stor forbedring i hans kliniske tilstand, han klarede op, og vi hjalp ham gennem krisen med insulin og en hulens masse væske. Man ser, at der er en grund til, at der står i litteraturen og instrukserne, som der gør. For det virker.

Hvilken læge har betydet mest for din faglige udvikling?

Tina Vilsbøll, overlæge dr.med. her på Gentofte Hospital. Jeg mødte hende tidligt i min kliniske forskningskarriere, og vi har fulgtes lige siden. Hun er 5-6 år ældre end mig, så ud over at være en fantastisk kollega har hun været spydspids for mig i mange af de udfordringer og problemer, man som yngre læger kommer ud for.

Hvad var mest interessant på arbejdet i går?

Jeg havde et møde med Tina Vilsbøll og en professor i kardiologi, da vi er ved at stable et projekt på benene, hvor vi som endokrinologer i samarbejde med kardiologer skal se, om vi kan forudse hos hvilke raske personer, der udvikles diabetes og hjertesygdomme.

Hvilken sundhedshistorie har senest gjort dig vred?

Alle nyheder om den danske rygelovgivning irriterer mig. Jeg fatter ikke politikernes slappe holdning. Det bør forbydes totalt. Jeg ved godt, at det er radikalt og drastisk, men når du har muligheden for at intervenere på en stor befolkningsgruppe og redde tusindvis af liv og forbedre folkesundheden, så fatter jeg ikke, at det ikke sker. Politikerne vil jo kunne skrive sig ind i historiebøgerne som dem, der virkelig radikalt forbedrede danskernes sundhed.

Hvilken kollega har du senest glemt at rose?

Mine ph.d.-studerende, der knokler med at lave forsøg og er sindssygt dygtige. Men ofte, når jeg er sammen med dem, er det vejledning i meget konkrete forskningsmæssige eller praktiske problemstillinger, vi taler om. Jeg glemmer at sige, hvor glad jeg er for deres arbejde i laboratoriet, deres gåpåmod og deres altid gode humør.

Hvis du fik tre måneders ferie, hvad ville du så gøre?

Være sammen med min familie - og få skrevet min disputats færdig. Det burde jeg nok kunne nå.