»Jeg har valgt eventyret«

Luften står stille, og temperaturen viser 45 grader. Lyden fra helikopteren fortoner sig langsomt. Fra nu af er de overladt til sig selv. Alene i bushen tæt på den sydsudanske frontlinje, hvor krigere kæmper mod hinanden i en blodig borgerkrig.

Der er ingen veje. Ingen internetforbindelse og intet mobilnet. Eneste forbindelse til omverden er en radiosender. Det internationale team, der består af to læger, to sygeplejersker og en logistiker skal de næste ti dage arbejde og bo i en sparsomt indrettet lejr.

I den ene ende af lejren ligger et operationstelt. I den anden ende af lejren står fem små iglotelte, og midt imellem står et skur med en spand, som gør det ud for lejrens toilet.

Stanken og varmen er ulidelig, men holdet er forberedt på, hvad der venter dem.

Lise Lotte Nielsen smider sin taske ind i et af de små iglotelte, som en læge fra det foregående team netop har forladt. Inde i teltet ligger et myggenet, et liggeunderlag og en sovepose. Hun sørger for at lyne teltets lynlås helt ned for at undgå, at der kommer slanger eller kryb ind. Slangerne er de værste, men det er der ikke tid til at tænke på nu. Patienterne er vigtigere.

Intenst arbejde

Lise Lotte Nielsen er en erfaren anæstesilæge og har flere gange tidligere været udsendt til konfliktområder med både Internationalt Røde Kors og Læger Uden Grænser. Ligesom resten af teamet kender hun rutinerne. Hun er vant til at prioritere og ved, hvad hun skal gøre, når en såret patient bliver båret ind på operationsbordet.

»Alle, der bliver udsendt til konfliktområder, er klar over, at forholdene er hæslige. Vi bor primitivt og står mange timer om dagen og opererer i 54 graders varme. Det kan man ikke gøre i lang tid ad gangen, men det er okay for en begrænset periode. Når jeg er af sted koncentrerer jeg mig om arbejdet og den opgave, jeg er der for at løse sammen med mit team. Det synes jeg er vanvittig spændende«, siger Lise Lotte Nielsen.

Hun er 48 år og har rejst ud som læge lige siden medicinstudiet. Første gang som læge på et hospital i Botswana. Siden som læge på Forsvarets Redningshelikopter. Og efterfølgende som både livlæge og ekspeditionslæge sideløbende med humanitært arbejde i blandt andet Libanon, Yemen, Sydsudan, Congo og Bahrain.

Får meget retur

»En af grundene til, at jeg bliver ved med at rejse ud, er, at det giver så meget retur. Det giver en lægefaglig ballast, det giver en masse fantastiske oplevelser, og så giver det en helt unik mulighed for at møde andre mennesker og se, hvordan de lever og overlever, trods alle de rædsler de kommer ud for«, forklarer Lise Lotte Nielsen.

For hende handler det om at kunne gøre en forskel. Og om glæden og udfordringen ved at skulle samarbejde med folk fra hele verden:

»Jeg kan godt lide at få et team bestående af mennesker med vidt forskellig baggrund til at fungere sammen. På trods af de vanvittige forhold, vi til tider arbejder under, gør vi en forskel for dem, vi forsøger at hjælpe. Det kan føles som en dråbe i havet, men jeg gør det for de enkelte succeshistorier, og dem er der heldigvis en del af«.

Som barn af udenlandsdanskere og en opvækst i Afrika og Asien, færdes Lise Lotte Nielsen hjemmevant under fremmede himmelstrøg. Alligevel er det her noget helt andet.

»Der er meget fokus på sikkerheden og en del forholdsregler, vi må tage. Ofte befinder vi os midt i skudlinjen, og mange af dem, vi får ind på operationsbordet, er ilde tilredt. Det er klart, at det gør indtryk«, siger Lise Lotte Nielsen.

Krigskirurgi

Arbejdet i konfliktområder som Sydsudan går primært ud på at udføre krigskirurgi. Typisk er det patienter, der er skudt i arme og ben, og det kan i princippet være krigere og civile fra begge sider af borgerkrigen. Af samme grund er felthospitalet bevogtet med vagter, der skal sikre, at der ikke bliver transporteret våben med ind i lejren. Både af hensyn til patienterne og af hensyn til personalet. Alligevel hænder det, at der opstår tilspidsede situationer.

»I Yemen oplevede min kollega, at der var en familie, der holdt en kalashnikov op for tindingen af ham under hele operationen og sagde, at hvis han ikke reddede deres familiemedlem, ville de skyde ham. Så er det altså svært at holde koncentrationen«.

Lise Lotte Nielsen har ikke selv været udsat for at blive truet på livet, men hun står tit i situationer, hvor de lægefaglige kompetencer ikke er nok i sig selv:

»På et tidpunkt kom der en mand ind, der var blevet skudt igennem den nederste del af benet og slæbt gennem junglen i fire dage. Da vi tog forbindingen af, væltede det ud med fluer og larver. Det hele var råddent. Det var så ulækkert, at man ikke drømmer om det«.

Manden var så slemt tilskadekommen, at det var umuligt at redde benet. Men han nægtede at lade sig amputere, selvom foden hang i en tynd tråd.

»Man er trods alt ikke Gud. Men det kan være svært at forklare i sådan en situation. Der gælder det virkelig om at forsøge at være diplomatisk og forsøge at oplyse patienten og de pårørende om, hvad der er muligt i den pågældende situation, og hvad konsekvensen er af det valg, der bliver truffet«.

Friheden

Lise Lotte Nielsen besluttede sig for et år siden at sige sit faste job op som overlæge på Rigshospitalet. Indtil da havde hun haft en trefjerdedelsstilling, så hun løbende kunne rejse ud. Men friheden trak i hende:

»Jeg har valgt eventyret. Det har både nogle karrieremæssige og økonomiske omkostninger. Humanitært arbejde er ikke noget, man bliver rig af. Men det har jeg det fint med. Man kan ikke få det hele«.

Til gengæld har Lise Lotte Nielsen i dag et liv, hvor hun frit kan veksle mellem at rejse og have en hverdag herhjemme. Hun bestemmer selv, hvor tit og hvor meget hun vil arbejde, og det giver hende luft til samtidig at kunne tage af sted som ekspeditionslæge, når chancen byder sig.

Det hele værd

»Det er noget, jeg godt vil forfølge noget mere. Jeg synes, det er superspændende at være med i forberedelserne inden en ekspedition, og elsker at være med på selve ekspeditionen, hvor jeg fungerer som læge for en mindre gruppe privatpersoner«.

Ekspeditionerne kan for eksempel være til Himalaya eller andre øde steder, hvor der ikke lige er en læge eller et hospital i nærheden. Som regel er det kun flybilletten og det medicinske udstyr, der bliver betalt. Men for Lise Lotte Nielsen er forberedelserne, naturoplevelserne og den fysiske udfordring det hele værd:

»Jeg har været med på en ørkenekspedition i Namibia og så de mest fantastiske solnedgange. Det er jo ingenting ude i ørkenen. Men det er ekstremt smukt. Jeg bliver bare lykkelig af det. Jeg synes, det er så fedt«.