?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Nyhed / 12. jul 2017
Foto: Privat.

»Jeg kan godt lide at være på vinderholdet«

Nyheder

Er der en enkelt ting, som psykiater Henrik Day Poulsen fortryder, er det, at han endte med at sidde som overlæge i så mange år. I dag nyder han at have sin egen deltidspraksis og have tid til at holde foredrag og skrive bøger.

Dato
12. jul 2017
Forfattere
Signe Bjerre, info@signebjerre.com
💬 0

Hvordan skulle den perfekte arbejdsdag være, hvis det var den sidste i dit liv?

»Den perfekte dag er en varieret dag, der starter om morgenen med, at jeg har patienter i min klinik. I den psykiatriske verden kan vi ikke helbrede alle, men det er en enorm tilfredsstillelse for mig at have behandlet en patient, der ved første konsultation har været dybt ulykkelig og selvbebrejdende, og som ender med at kunne gå på arbejde og få livslysten og glæden tilbage i sit liv. Den perfekte dag for mig er derfor en dag med tilfredse patienter, der føler, at min behandling gør en forskel for dem. Dagen kunne fortsætte med, at jeg holdt et foredrag. Jeg har holdt hundredvis af foredrag gennem tiden og kan rigtig godt lide det. Det er vigtigt for mig, at folk får noget faglig viden med hjem fra et foredrag, og at de samtidig føler sig underholdt. Hvis de bruger tid på at komme og høre mig holde et foredrag, skal de ikke føle, at de spilder deres tid. Derfor står jeg heller aldrig bare og læser op fra et manuskript. Den perfekte eftermiddag kunne også være, at jeg satte mig ved computeren og skrev et debatindlæg. Jeg har nogle holdninger, som provokerer mange. Nogle bliver meget vrede over mine kronikker og blogindlæg. Folk kunne godt være en smule mindre fordomsfulde. I min verden kan man sagtens være gode venner og have det sjovt, selvom man har forskellige synspunkter. Min sidste dag skulle slutte af på en god restaurant, hvor jeg ville fejre, at jeg har været læge i mange år. Jeg elsker fest og farver, så det skal også kunne mærkes på min sidste arbejdsdag«.

SOMMERSERIEN ’MIN SIDSTE GERNING’

Hvordan ville den perfekte arbejdsdag se ud, hvis du selv kunne bestemme? Og hvad skulle din sidste gerning som læge være, hvis alt var muligt? I serien »Min sidste gerning« kan du henover sommeren møde fire forskellige læger, der hver især er drevet af deres lægegerning og et ønske om at gøre en forskel:

Else Smith, vicedirektør Amager og Hvidovre Hospital.

Henrik Day Poulsen, psykiater, forfatter og samfundsdebattør.

Beth Lilja, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital.

Søren Brix Christensen, praktiserende læge og tidligere formand for Læger Uden Grænser.

Hvordan har du det, når folk kritiserer dig for dine holdninger?

»Hvis det er i politiske eller holdningsmæssige sammenhænge, rører det mig ikke så meget. Men det påvirker mig meget, når kolleger underkender min faglighed, bare fordi de ikke bryder sig om mig som person. Det berører mig dybt, og jeg synes, det er langt under bæltestedet«.

Hvad skulle din sidste gerning som psykiater være, hvis alle muligheder var åbne?

»Som psykiater oplever jeg skizofreni som en af de mest udfordrende sygdomme, fordi det kan være svært at hjælpe patienterne til bunds. At være sindssyg og leve i en anden verden er så rædselsfuldt, at det ikke er noget, man vil ønske for sin værste fjende. Man kan godt forbedre deres tilstand, men problemet er, at der er mange bivirkninger ved den skizofrenimedicin, der er i dag, det, og at medicinen ikke hjælper på patienternes manglende erkendelse af, at de er skizofrene. Så hvis jeg kunne opfinde en pille, der kunne gøre skizofrene mennesker raske, ville det være min største bedrift«.

Hvad var det, der drev dig til at blive psykiater i sin tid?

»Da jeg studerede medicin, tog jeg et sommervikariat på Aalborg psykiatriske afdeling og blev voldsomt fascineret af, at man ved samtale og observation kan få adgang til det menneskelige sind. Både det meget syge sind og det raske sind med både det skønne og grimme ved menneskets personlighed. Jeg syntes, det var så spændende. Men så kom jeg i turnus og syntes også, at reumatologi og infektionsmedicin var spændende, så jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Det afgjorde sig selv, da jeg så vagtskemaerne på den medicinske afdeling. Jeg tænkte, at jeg ikke ville kunne holde til det i længden. Derfor faldt valget på psykiatrien. Dengang var forholdene bedre på de psykiatriske afdelinger, men det har ændret sig siden. Da jeg kom tilbage i 2009 efter fire år i USA, så jeg et sundhedssystem, der var fuldstændig forandret«.

Hvad var det, der var forandret?

»Jeg oplevede et sundhedssystem, der var blevet erobret af djøfere. På det tidspunkt fungerede jeg som overlæge på Bispebjerg Hospital, og der fandt jeg for alvor ud af, at det ikke var det, jeg skulle. At mærke hvordan vi fuldstændig havde mistet vores magt i sundhedssystemet, er nok den største skuffelse i mit lægeliv«.

Var det derfor, du besluttede dig for at få din egen praksis?

»Ja, jeg besluttede, at det var en verden, jeg ikke kunne fortsætte i. På det tidspunkt havde jeg i flere år haft en privatpraksis ved siden af mit arbejde som overlæge, og der kunne jeg se, hvor meget mere mening det gav mig at sidde i en praksis med mine patienter i stedet for at sidde som overlæge og lave alt muligt andet end patientarbejde«.

Hvordan vil du gerne huskes af patienterne?

»Jeg vil godt huskes for at være en dygtig læge. En der er fagligt kompetent. Hvis en læge ikke er faglig kompetent, er en læge ligegyldig. Selvfølgelig vil jeg også gerne huskes for at være flink og empatisk, men når alt kommer til alt, handler det om at have styr på sin faglighed, så patienten kan få en behandling, der rent faktisk hjælper«.

Er der en person, der har betydet noget særlig for dig i dit arbejdsliv?

»Det har Henrik Lublin, som var overlæge på Rigshospitalet, da jeg tog min uddannelse. Han var en suverænt god kliniker og en fantastisk dygtig leder. Og samtidig var han en meget hjælpsom person. Mange syntes, at han var for skrap, men det var nok fordi, han havde ekstremt høje forventninger til sine kolleger. Jeg har selv nogle meget høje standarder. Også over for mig selv. Ingen er perfekte, men for mig er det perfektionen, der driver. På det punkt tror jeg, at Henrik Lublin og jeg ligner hinanden. Desværre blev han offer i Glostrupsagen (om overmedicinering på Psykiatrisk Center Glostrup, red.). Det er et godt eksempel på, hvordan djøfmaskinen fuldstændig kan udradere ekstremt dygtige læger«.

Hvornår har du været mest modig set med dine egne øjne?

»Det var, da jeg i 2005 sagde ja til et job i et medicinalfirma i USA. Set i bakspejlet var det modigt, fordi jeg skulle stå imod fordømmelsen fra mine kolleger. Mange kaldte mig korrupt og brugte de mest forfærdelige ord om medicinalbranchen. På den måde er lægeverdenen meget intolerant og lukket om sig selv. Hvis ikke man stemmer på de Radikale og læser Politiken og siger det, som alle de andre læger siger, bliver man lukket ude af det gode selskab. Mange læger har svært ved at acceptere, at jeg er anderledes end dem, og det er i virkeligheden paradoksalt. Læger af alle burde jo være tolerente, fordi vores patienter netop repræsenterer alle dele af samfundet, og deres politiske ståsted gør dem hverken til værre eller bedre mennesker«.

Er der noget, du fortryder i dit arbejdsliv?

»Nu har jeg været så heldig, at jeg ikke har været tvunget til at blive i det offentlige sundhedsvæsen, men i stedet har kunnet skabe et unikt og privilegeret arbejdsliv. Drømmen om den perfekte arbejdsdag afspejler på alle måde det liv, jeg har i dag. Havde jeg ikke været så ekstremt privilegeret, som jeg er, tror jeg, at jeg ville have fortrudt, at jeg ikke var blevet jurist. Jeg kan godt lide at være på vinderholdet, og læger i dag er ikke på vinderholdet. Jeg føler, at vi er godt på vej til at tabe vores betydning i samfundet, og det bryder jeg mig ikke om. Skal jeg pege på en enkelt ting, som jeg fortryder, er det nok, at jeg ikke burde have været overlæge i så mange år, hvor jeg skulle forsvare et system, jeg ikke kunne stå inde for«.

Hvad skulle dit sidste ord være til politikerne?

»Jeg vil sige til dem, at de skal genskabe lægen som hovedperson i sundhedsvæsenet. Den mistillid, man har til læger, kan simpelthen ikke blive ved med at fortsætte. Hvis ikke der bliver gjort noget snart, bliver det hele en middelmådig, øllebrødsagtig lægegerning, hvor læger er bange for at blive kritiseret og gøre noget forkert. Det er ikke for at lyde sexistisk, men sådan som jeg ser lægefaget nu, er det kun de her 12-talspiger, der kan indordne sig under de her systemer, fordi de er de eneste, der ikke stiller spørgsmål og bare gør, som der bliver sagt. Det sørgelige er, at det er patienterne, der bliver taberne, fordi alle os, der er innovative og gode til at behandle, trækker os ud af systemet for at lave noget andet i stedet«.

Fakta om Henrik Day Poulsen:

  • Henrik Day Poulsen er en af de mest omdiskuterede psykiatere i nyere tid. Som læge, debattør, forfatter og foredragsholder har han formået at gøre sig bemærket med kontroversielle udmeldinger om blandt andet psykiatri og bilisme.

  • 51 år

  • Uddannet speciallæge i psykiatri

  • Driver sin egen deltidspraksis i psykiatri i København

  • Har tidligere været ansat i medicinalfirmaet Bristol-Meyers Squibb i fire år og har haft en stilling som overlæge på Psykiatrisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

  • Privat bor han i Estoril i Portugal med sin mand, David, der er udlænding.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side

Nr. 14/2017

EmediateAd

EmediateAd

Senest kommenteret

HPV – skal vi vaccinere drenge?
💬
2
Flemming Amter 21. jul 2017 13:33
Lægeforeningen: OK til forsøg med nyt patientregister
💬
1
Thomas Birk Kristiansen 21. jul 2017 07:09
”Brandslukning uden overblik”
💬
3
Rune Jacobsen 20. jul 2017 16:44

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

Nyeste debat