Skip to main content

”Jeg lytter ikke altid til Sundhedsstyrelsen”

Alternative behandlere og fysioterapeuter må fremover udføre manipulation af rygsøjlen, selvom Sundhedsstyrelsen advarer mod alvorlige følgeskader. Jeg lytter ikke altid til Sundhedsstyrelsen, siger DF’s sundhedsordfører.

Liselotte Blixt er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.
Liselotte Blixt er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

22. jun. 2016
3 min.

Danskere med smerter i bl.a. nakken og ryggen kan fremover få udført manipulation af rygsøjlen af fysioterapeuter og alternative behandlere. I dag er det kun en kiropraktor eller en læge, der må udfører behandlingen, men en bred politisk aftale – uden Socialdemokraterne – åbner nu op for, at de andre faggrupper kan udføre manipulationen.

Beslutningen er dog stik imod de faglige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, der efter ønske fra politikerne beskrev emnet i en rapport fra april i år. Her skrev styrelsen bl.a.:

”Set i lyset af alvorligheden af skaderne vurderer styrelserne af hensyn til patientsikkerheden, at manipulationsbehandling skal samles på få grupper af behandlere. Det anbefales derfor, at manipulationsbehandling af rygsøjlen forbliver forbeholdt for læger og kiropraktorer at udføre,” skrev de to styrelser.

Styrelserne beskrev videre, at når der er foretaget manipulation af halshvirvelsøjlen, er skadefølgerne meget svære og typisk består i beskadigelse af pulsåre på halsen med efterfølgende blodprop i hjernen.

Desuden sår styrelserne tvivl om, hvorvidt selve behandlingen overhovedet har en effekt:

”Den foreliggende evidens for effekten af manipulationsbehandling er svag. Styrelserne er af den opfattelse, at en tvivl om farligheden af behandlingen skal komme patienterne til gode. Vi finder derfor, at manipulation af rygsøjlen bør begrænses til faggrupper, som har den fornødne uddannelse og de nødvendige faglige kvalifikationer,” skriver styrelserne og understreger, at de særligt har hæftet sig ved den entydige faglige rådgivning, der er givet fra Dansk Neurokirurgisk Selskab og Dansk Neurologisk Selskab.

Både kiropraktorer og læger er da også meget kritiske over for beslutningen.

”Når der er lavet et stykke sundhedsfagligt arbejde med en klar anbefaling, som har vægtet patienternes sikkerhed og fagligheden højt, så mener jeg ikke, at politikerne bør sidde den overhørig”, siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.

Hvis vi kun skulle gøre, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, så ville der slet ikke være brug for sundhedspolitikere. Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti

Men Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, står fuldt ud fast på beslutningen, og baserer den bl.a. på, at en lang række andre lande ikke har de samme restriktioner, som i Danmark.

”Og så må jeg sige, at et anbefaling er jo blot en anbefaling. Der står ingen steder, at vi som politikere skal følge anbefalingerne. Der er mange steder, jeg også gerne vil gå uden om Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og hvis vi kun skulle gøre, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, så ville der slet ikke være brug for sundhedspolitikere. Jeg lytter ikke altid til Sundhedsstyrelsen, men vægter også borgernes interesser,” siger Lieslott Blixt og fortsætter:

”Sundhedsstyrelsen har vurderet efter deres faglige overbevisning, og det er læger, der sidder i styrelsen. Havde det været andre faggrupper, der skulle lave anbefalingen, havde det måske set anderledes ud. Jeg er sikker på, at læger vægter lægers synspunkt højere. Jeg er valgt af befolkningen, og skal se på det med andre øjne. Jeg kan stå inde for beslutningen, der naturligvis skal følges tæt,” siger Liselott Blixt.

Og Danske Fysioterapeuter mener, at fornuften har sejret.

”Der er tale om en del af fysioterapiens DNA. Vi har brugt disse behandlingsformer i mange, mange år og det har ikke været en hemmelighed for nogen, der følger lidt med i sundhedsvæsnet. Derfor er det dejligt, at Folketinget nu skærer igennem. Fornuften har sejret,” siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.