59-årig mand er hjertesyg. Han er kendt med livslang angst og depression. Har længe fået Imozop. Han har desuden været ude for en voldsom arbejdsulykke, så han får også smertestillende. Efter hjertestop er angsten forværret, og han får nu også Oxapax.
Skal han have et lægeligt kørselsforbud?
Hvad skal der stå i hans behandlingsplan?
Hvilke regler er der for receptfornyelse?
Hvad med nedtrapning?
Eller sagt på en anden måde: Hvad skal der til for at undgå bøvl med tilsynet?
På Lægedages sidste dag kunne praktiserende læger følge kurset ’Benzodiazepiner og det der ligner’, som tog sig af de usikkerheder, man kan have som praktiserende læge i forhold til afhængighedsskabende medicin og tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Underviserne var ledende overlæge i klinisk farmakologi Birgitte Klindt Poulsen og praktiserende læge Sidse Kragh Kjærholm. Førstnævnte var skarp på lovgivning, mens sidstnævnte selv havde oplevet et stikprøvebesøg fra styrelsen.
”Det her er ikke et skræmmekursus. Vi skal heller ikke lukke alle jeres patienter ned, der har brug for den slags stoffer. Det her handler ikke om at blive bange for at komme i klemme, hvis tilsynet kommer,” understregede Sidse Kragh Kjærholm.
Nærmere tværtimod. Kurset var til for at berolige. Hun havde som sagt selv haft besøg i sin praksis og fortalte, at styrelsen havde tre cpr-numre med til stilprøvekontrollen. En af dem var der ikke en behandlingsplan på i journalen. Derfor bad tilsynet i stedet om at se journalnotater før og efter medicinen blev udskrevet.
”Det var styrelsen tilfreds med. Der var ikke en fornemmelse af, at nu klapper fælden,” fortalte underviseren.
De to andre patienter gik glat igennem. Dem var der nemlig behandlingsplaner for.
”Journalfør! Det hjælper meget,” lød derfor det allervigtigste råd fra Sidse Kragh Kjærholm.
Selvom kursets mål var at berolige, var der ingen tvivl om, at roen skal opnås ved at leve op til kravene i lovgivningen og tilsynspraksis hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Ledende overlæge i klinisk farmakologi Birgitte Klindt Poulsen gennemgik lovgivningen. Hun fortalte, at styrelsen opererer efter to tilsynsmodeller: Planlagte og reaktive. De planlagte bliver man varslet om i god tid, mens de reaktive sker på grund af for eksempel bekymringshenvendelser og kan ske uden varsel.
Ved tilsynet vil den praktiserende læge blive interviewet om patientens medicinering: Foreligger der en behandlingsplan? Er der styr på hvem, der er den behandlingsansvarlige? Sker fornyelse af recept ved fremmøde? Er der taget stilling til lægeligt kørselsforbud?
Går tilsynet skidt, kan der gives et påbud. De findes i flere grader: 0 og 1, hvor 1 er ’småproblemer’ og kan give anledning til en henstilling om at rette op inden for tre uger. På niveau 2 og 3 er der risiko for patienternes sikkerhed, og derfor skal der rettes op hurtigere. Men:
”Langt de Langt fleste lander i 0 eller 1. Der er meget langt mellem 3’erne,” forsikrede Birgitte Klindt Poulsen og fortalte, at de fleste påbud handler om journalføring, og netop derfor er dét det vigtigste, man kan gøre, for at undgå bøvl.
Underviserne gav et eksempel på, hvad der skal til for at få et påbud: En multisyg patient med diabetes, kronisk alkoholmisbrug, psykiatrisk anamnese og kroniske smerter fik både Imozop, Oxapax, Metadon og Quetiapin. Kritikken fra styrelsen gik på, at der var tale om faste, langvarige recepter, at der blev givet Benzodiazepin og sovemedicin til en patient med misbrug, og at benzo’erne blev givet i mere end to uger uden konkret vurdering.
”Det er i den milde end, men de holder øje med det,” lød det fra Birgitte Klindt Poulsen.
Derefter kastede underviserne sig over reglerne for opstart af behandling og receptfornyelse i forhold til afhængighedsskabende medicin. Ved opstart kræves der blandt andet fysisk fremmøde af patienten eller hjemmebesøg, informeret samtykke og at behandlingen varetages af én læge.
Også ved receptfornyelse gælder kravet om fremmøde, men ved stabile forløb kan der undtages, og videokonsultation kan være okay en gang imellem. Dog skal patienten ses minimum hvert halve år, men helst hver måned eller hver anden. Men som underviserne også mindede om:
”Husk, at det er okay at sige nej til at forny en recept”.
Og nedtrapning? Også dét skal der ligge en plan for i journalen. Men hvornår er nedtrapning overhovedet relevant? Undervisernes slide viste en række pejlemærker -heraf det vigtigste:
”Når patienten selv er motiveret”.
Faktaboks
