Kampen mod tortur

En enestående institution, International Rehabilitation Council for Torture Victims, IRCT, baseret i København, har i disse dage eksisteret i 20 år. De fleste kender den danske læge og ildsjæl Inge Genefke, der var den drivende kraft bag oprettelsen af denne institution, og den anerkendelse for hendes indsats, der er synliggjort ved den lange række af internationale hæderspriser. Den historie fortælles andetsteds i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Men det er symptomatisk for den indflydelse, som IRCT har fået internationalt i lægeverdenen, at navnet dukkede op i flere sammenhænge under generalforsamlingen i Verdenslægeforeningen, WMA, som netop har været holdt i Santiago i Chile.

WMA har sammen med IRCT og med støtte fra EU udarbejdet en manual om effektiv efterforskning og dokumentation af tortur og anden inhuman eller nedværdigende behandling af mennesker, den såkaldte Istanbul Protokol. Den er blevet brugt til at træne læger i forbindelse med pilotprojekter i fem lande, hvor anvendelse af tortur i forbindelse lokale konflikter ikke er nogen helt ukendt størrelse: Marokko, Mexico, Uganda, Sri Lanka og Georgien. Erfaringerne herfra er nu blevet samlet i en rapport, der også bliver tilgængelig på internettet. Den præventive virkning af pilotprojekterne har været så gunstig, at projektet nu udvides til yderligere fem lande i en ny treårig periode, der starter fra nytår 2006. Netop lægers forbedrede muligheder for at dokumentere tortur har været et af de store fremskridt i forbindelse med arbejdet i IRCT og rehabiliteringscentrene rundt om i verden.

Desværre har det også den sideeffekt, at læger er blevet dygtigere til at skjule tortur og til at kontrollere grænserne for, hvad mennesker kan tåle af mishandling. Desværre medvirker læger ved tortur, om ikke andet så ved at dække over den. Det har chokeret lægeverdenen, og verden i øvrigt, at ansete medicinske tidsskrifter har kunnet dokumentere, at militærlæger fra så prominent et medlem af WMA som USA har medvirket i fangelejrene i Afghanistan, Irak og Cuba. På Initiativ af IRCT har DADL sammen med de andre nordiske lægeforeninger taget dette op i WMA, og en arbejdsgruppe har siden i sommer arbejdet med, hvordan Verdenslægeforeningen kan bedre mulighederne for at håndhæve WMA's deklarationer og, hvordan læger, der er under pres for at medvirke til tortur, kan hjælpes. Arbejdsgruppen er sammensat af fem lande med Storbritannien som formand og Danmark, Island, Frankrig og ikke mindst USA som medlemmer.

WMA har vedtaget en række konventioner om lægers medvirken og/eller medviden om tortur. Den helt grundlæggende, Tokyo-deklarationen, fastlægger i utvetydige vendinger, at der ikke findes konflikter eller omstændigheder, hvor lægers medvirken til tortur kan retfærdiggøres. Læger har pligt til at rapportere om skader, der er opstået som følge af tortur, og læger har pligt til at støtte kolleger, der er under pres for tavshed eller medvirken ved tortur.

Men hvordan kan det håndhæves? En af mulighederne er at ændre deklarationerne, så det bliver en forpligtelse for de nationale foreninger at tage hånd om påståede overtrædelse begået af deres medlemmer. En forudsætning er, at WMA's deklarationer indgår i de nationale foreningers vedtægter, og det vil sige i foreningernes værdigrundlag.