Endoskopi af mave-tarm-kanalen fra den orale og anale ende har været rutine i mange år. Trods tekniske fremskridt har det meste af tyndtarmen dog hidtil været utilgængelig for direkte visuel erkendelse på grund af anatomiens naturlige begrænsninger for fremføring af endoskoper - også de fleksible. Denne barriere er nu brudt med kapselendoskopien, som på markedet indtil videre er repræsenteret af Givenkapslen.
Systemet består af en kapsel, antenner, batteri og en dataopsamler. Kapslen måler 11 × 26 mm og indeholder lyskilde, linse, videokamera, radiosender og batteri. Antennerne placeres på abdomen og forbindes med den bærbare dataopsamler. Kapslen synkes med lidt vand, føres frem af peristaltikken og kan ikke styres. Faste før undersøgelsen er obligatorisk, udtømning er ikke, men kan være en god ide, fordi føde og galdefarvet tarmsekret kan forstyrre billedoptagelserne. Videokameraet tager to billeder i sekundet, disse transmitteres til dataopsamleren i ca. otte timer. Data overføres efterfølgende til en arbejdsstation, hvor billederne vises som en videofilm. Videoen gennemses og fortolkes, og enkeltbilleder kan printes som dokumentation. Ved hjælp af antennerne er det muligt at få en markering af kapslens placering på en skitse af abdomen for hvert enkelt billede og en tegning af hele ruten igennem tarmkanalen.
Systemet er enkelt og frister til udbredt anvendelse. Patienterne efterspørger allerede hyppigt undersøgelsen i håb om at slippe for de mere ubehagelige procedurer. Det er derfor på sin plads at slå fast, at kapselendoskopi er en undersøgelse af tyndtarmen og kun tyndtarmen. Den må betragtes som et supplement til de eksisterende tyndtarmsundersøgelser, og den kan kun erstatte disse i få tilfælde, om end indikationsområdet ikke er endelig fastlagt.
Den vigtigste indikation er gastrointestinal blødning, hvor gastroskopi, koloskopi og røntgen af tyndtarmen ikke har afsløret blødningskilden. Gentagelse af koloskopi og gastroskopi må overvejes, da erfaringen er, at blødningskilder i disse tilfælde ikke sjældent er overset og alligevel findes inden for rækkevidden af de traditionelle undersøgelser. I de foreliggende opgørelser er angiodysplasi et hyppigt kapselendoskopisk fund (Fig. 1 ), men om det har betydning som den aktuelle blødningskilde, kan ofte være svært at afgøre, og dermed også om patienten kan helbredes som en konsekvens af undersøgelsen. De øvrige fund har været forholdsvis sjældne tyndtarmssygdomme såsom lymfomer, adenokarcinomer og polypper.
Crohns sygdom kan naturligvis også ses, men det er uafklaret, hvor ofte vi med denne metode vil kunne diagnosticere tilfælde, som traditionelle undersøgelser ikke kan påvise. Mistanke om Crohns sygdom kan vise sig at blive en vigtig indikation. Et spørgsmål er, hvilken grad af mistanke der skal foreligge, og om kapselendoskopien kan erstatte røntgenundersøgelsen? Stenose af tyndtarmen og mistanke herom er en kontraindikation, hvilket jo udelukker de fleste med mulig Crohns sygdom. Indtil videre anbefales det, at fravær af stenose dokumenteres med en tyndtarmspassage, før kapslen sendes af sted. Undersøgelsen er ikke velegnet, hvis der er grund til at tro, at patienten kan have ventikelretention eller forlænget transittid i tyndtarmen, f.eks. som følge af morfikabrug.
Det må understreges, at undersøgelsen er ressourcekrævende med hensyn til apparatur og ikke mindst tid. Ud over basisudstyret koster selve kapslen ca. 5.000 kr., og man skal regne med nogle timers arbejde til analyse af videoen. Det vil derfor ikke være omkostningseffektivt at bruge undersøgelsen ved udredningen af simpel colon irritabile.
Der forestår et arbejde med at få fastlagt den mest hensigtsmæssige anvendelse af denne nye teknologiske landvinding, hvor vi også kan imødese en produktudvikling. Specielt programmer til automatisk billedanalyse vil være velkomne.
Reprints not available. Correspondence to: Troels Havelund, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling S, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.
E-mail: troels.havelund@ouh.fyns-amt.dk