Kender vi vores arv?

År 2003 er et specielt år i biologiens historie og specielt i humangenetikkens. For det første er det 50-året for Watson & Cricks afdækning af DNA's grundlæggende struktur, dobbelthelixen, og for det andet vil hovedparten af menneskets arvemasse være sekvensbestemt, dels af et offentligt støttet forskningssamarbejde, som stiller informationerne frit til rådighed (se f.eks. www.ucsc.edu eller www.ncbi.nlm.nih. gov), og dels af det private firma CELERA. I april i år vil der blive gjort status over det offentligt støttede projekt, og senere på året vil en samlet publikation fremkomme. Det er en imponerende udvikling, især i betragtning af at for blot 3-4 år siden var kun et par procent af sekvensen kendt. Det bliver derfor med et lidt uheldigt udtryk hævdet, at menneskets arvemasse er kortlagt, hvilket for mange fører til den fejlagtige opfattelse, at man nu kender alle menneskets gener, deres normale funktion og deres betydning for sygdomme. Det har endvidere ført til det misvisende udtryk, at vi nu befinder os i postgenomæraen, hvor et udtryk som postsekventeringsæraen ville være mere passende. I realiteten er situationen den, at vi nu ved, hvordan vores arvemasse ser ud, men at vi stadig ved meget lidt om, hvordan den fungerer. Det bliver et af de kommende årtiers helt store videnskabelige projekter at finde svar på det spørgsmål og afklare, hvorledes forskelle i arveinformationen mellem forskellige personer er bestemmende for deres forskellige medfødte sygdomsrisici og forskelle i behandlingsrespons, især ved de store folkesygdomme med kompleks ætiologi. I dette arbejde vil genetisk-epidemiologiske strategier, der omfatter familie- og populationsstudier, være centrale.

Kompleksiteten af genomet forudsiger, at det ikke bliver nogen nem opgave. Der er 3 mia. basepar, som bl.a. indeholder informationen om de formodede ca. 30.000 arveanlæg. Sammenligner man arvemassen hos to personer, vil de være næsten ens, kun omkring 0,2 % af sekvensen vil være forskellig. Det er imidlertid denne forskel, der er den interessante, idet det er den, der bestemmer de arvelige forskelle i egenskaber og sygdomme mellem to individer. Med et citat af J. Gusella : »There will be no post-genetics era«.

Nye analysemetoder

Samtidig med bestemmelsen af menneskets DNA-sekvens er der udviklet metoder, såsom microarrays (DNA-chips) hvor man fra en enkelt prøve kan indsamle omfattende information om en persons individuelle gensekvenser.

Det er ligeledes ved hjælp af RNA-målinger på DNA-microarrays blevet muligt at bestemme, hvilke gener der er aktive i en given prøve, og derved tegne en slags funktionel profil af celleprøven, hvilket utvivlsomt vil blive brugt som prognostisk parameter i onkologien.

Hvad kan det bruges til?

Der er ingen tvivl om, at kombinationen af sekvensbestemmelsen af menneskets arvemasse, udvikling af såkaldte high through-put -metoder i de kommende år vil føre til en betydelig øget forståelse af sygdomsårsager og -mekanismer.

Generelt vil det blive muligt at basere klinisk håndtering af sygdom på indsigt og viden i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.

Genundersøgelse af personer fra familier med høj sygdomsrisiko vil muliggøre forbedret risikovurdering og rådgivning.
Afgrænsning af grupper af personer med (medfødt eller ikke medfødt) forhøjet sygdomsrisiko vil muliggøre mere målrettet forebyggelse.
Tidlig diagnose vil muliggøre mere effektiv og ofte mildere behandling.
Mere effektive behandlingsformer og lægemidler vil kunne udvikles.
Valg af behandling vil i højere grad kunne individualiseres.

En velovervejet og velbegrundet implementering af disse nye muligheder vil stille store krav til især faggenetikere, men vil også inden for alle andre specialer nødvendiggøre, at man forholder sig aktivt dertil.

Reprints: Torben A. Kruse, Afdeling KKA, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.