Troels W. Kjær har i samarbejde med Anne Mette Futtrup skrevet en ny bog om at træne hukommelsen. De to tidligere bøger »Hjernestarter« og »Knivskarp« indeholdt, ligesom den nye bog »Klæbehjerne«, træningsprogrammer. Den nye bog kommer med et konkret forslag til et fireugers træningsprogram med flere forskellige og varierede opgaver af forskellige sværhedsgrader. Troels W. Kjær lover, at man bliver bedre til at huske, og starter med en lille test, som straks gav mig svaret på, hvorfor det er en god idé at følge hans opfordring!
I en tid, hvor vi bruger smartphones og andre elektroniske midler til at understøtte og erstatte vores hukommelse, kunne man måske forledes til at tænke, at der ikke er så meget brug for at huske noget længere. Og når man hører interviews med hukommelsesmestre, der kan huske rækkefølgen af flere hundrede kort efter at have set dem i kort tid, hvor de siger, at de ikke bruger denne evne til noget praktisk i hverdagen, men at de tværtimod har lige så svært ved at huske det, de skal, kunne man måske tænke, at det er spild af tid at prøve.
En mand med en mission
Men Troels W. Kjær er ikke ude på blot at lære dig hukommelsesteknikker – han er en mand med en vision. Han mener, at det er muligt at træne hjernen, så den holder sig skarp længere. Vi lever længere og skal arbejde længere, og hvis vi skal blive ved med at træffe gode beslutninger, må vi også vedligeholde hjernen. Han vil gerne hjælpe dig med at øge din opmærksomhed, holde fokus, styrke din bevidste oplevelse af hverdagen og afhjælpe din tiltagende glemsomhed. Det faktum, at hjernen er dynamisk, kan trænes og lave nye neuroner er velkendt, men det kommer desværre ikke af sig selv, du er nødt til at gøre en indsats for det!
Bogen er dejligt kortfattet, når det kommer til de tekniske medicinske detaljerede forklaringer, og den er tilmed skrevet i et for forskere så sjældent letforståeligt sprog. Der er flere sværhedsgrader af træningsprogrammet, og det handler ikke blot om at lære de sædvanlige hukommelsesteknikker, men som sagt også om at blive mere bevidst om det, man vil huske – hvad der kan være betydningsfuldt for ens identitetsfølelse.
Bogen giver tilmed råd til, hvorledes man kan øve sig i at glemme eller »omhuske« mere ubehagelige oplevelser – en evne, som flere af os kan få brug for. Langt de fleste bøger om emnet nøjes med at beskrive problemstillinger om at holde hjernen skarp, og alt for få giver praktisk hjælp på et vidensbaseret niveau. Her er en bog, der giver begge dele. En sjov og anstrengende lille bog, som udfylder et klart behov hos de fleste, og som måske kunne være årets julegave til dem over 40 eller i det mindste til deres forældre.
Fakta