?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Nyhed / 16. mar 2017
Læge Anne Marie Lundgaard fra Skørping taler om udredning af demenspatienter. Foto: Lars Horn/Baghuset.

Klædt på til at udrede demens

Nyheder

De praktiserende læger spiller en hovedrolle, når det kommer til at udrede og behandle patienter for demens. Ugeskrift for Læger har konsulteret en praktiserende læge for at høre, hvori udfordringerne består.

Dato
16. Mar 2017
Forfattere
Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk
💬 0

En ældre kvindelig patient er af praktiserende læge i Rebild Kommune Anne Marie Lundgaard blevet henvist til en CT- skanning med henblik på at blive udredt for demens. Kvinden modtager indkaldelsen fra sygehuset i sin e-boks, men ringer og aflyser skanningen, fordi sønnen ikke synes, hun skal udredes.

En anden patient modtager indkaldelsen pr. brev, men aflyser også skanningen, fordi hun ikke husker, hvorfor den var bestilt og derfor tænker, at den er unødvendig.

»Kvinden, der er tilflytter fra en anden region og ikke har nogen pårørende tæt på, planlægger at flytte tilbage til, hvor hun kommer fra. Hun vil i en ny kommune nemmere få det korrekte tilbud om f.eks en plejehjemsplads, hvis hun er endelig udredt. En demensdiagnose gør det meget nemmere«, siger Anne Marie Lundgaard.

En stor udfordring er også, at de demente glemmer at komme til udredning, specielt de planlagte på sygehuset.

Demenskoordinatorer: Brug for flere af os

»I ringer bare, hvis der er noget«.

Sådan lyder det velment og ofte til demente og deres pårørende.

Men ifølge Lone Vasegaard, formand for de cirka 400 medlemmer af foreningen af DemensKoordinatorer i Danmark (DKDK) er det så langtfra tilfredsstillende. For det kan være svært for en pårørende at vurdere, hvornår noget er vigtigt nok til at ringe til en af de kommunale demenskoordinatorer, demenskonsulenter eller demenssygeplejersker, som 95 af samtlige kommuner råder over.

»Stod det til os, skulle alle demente kontaktes af en demenskoordinator hvert halve år. Men vi må også se i øjnene, at det ikke – som det ser ud i dag – altid er muligt. Det varierer meget, hvor mange kommunerne har ansat. En kommune kan have én demenskoordinator ansat, mens en anden kommune af tilsvarende størrelse kan have tre ansat«, siger Lone Vasegaard.

Det er DKDK's kæphest, at indsatsen over for familier med demenssygdomme samles et sted, nemlig hos demenskoordinatoren. Men ifølge Lone Vasegaard oplever mange demente og pårørende at blive sendt fra den ene til den anden kommunale instans.

Dog fæster hun lid til, at intentionerne i Den Nationale Demenshandlingsplan 2025 – bl.a. at der i højere grad tages udgangpunkt i »den enkeltes behov og værdier« – bliver omsat til handling.

»Der er sat penge af, og planen lægger et indirekte pres på de kommuner, der halter bagefter. Og så håber jeg selvfølgelig, at demenskoordinatorerne bliver inddraget endnu mere, end vi gør i dag«, siger Lone Vasegaard.

En demenskoordinator er typisk en sygeplejerske, men kan også være pædagog, social- og sundhedsassistent eller ergoterapeut. Fælles for dem er, at de er særligt uddannede til at tage sig af demente og deres pårørende.

Demenskoordinatoren er med i hele forløbet. Allerede når der opstår mistanke om sygdom, gennem udredningsforløbet og for mange familiers vedkommende helt frem til, at den demente flytter ind på et plejecenter, og nogle gange også der. Ud over at holde kontakt til de pårørende og være den, de kan læne sig op ad og drøfte stort og småt med, opretter demenskoordinatorerne også pårørendegrupper.

Den største udfordring er ifølge Lone Vasegaard dog ikke umiddelbart mangel på ressourcer.

»Hverken de demente eller deres pårørende er homogene grupper. Der er stor forskel på, hvad familierne ønsker af hjælp og støtte, bl.a. afhængigt af, om det er en nydiagnosticeret eller en terminal dement.

Også graden af samarbejde mellem demenskoordinatorerne og de praktiserende læger kunne blive bedre. For at styrke det samarbejde er f.eks. demenskoordinatorerne i Nyborg Kommune taget på rundtur til kommunens praktiserende læger for at gøre opmærksom på deres eksistens og indbyde til samarbejde. »Den form for brobygning ser vi gerne mere af«, slutter Lone Vasegaard.

I den nationale kliniske retningslinje for demens spiller de praktiserende læger hovedrollen i behandlingen af de patienter, der er udredt for demens. Og i Den Nationale Demenshandlingsplan 2025, der blev lanceret i januar, spiller almen praksis en nøglerolle, i og med at et af planens indsatsområder er, at kvaliteten af udredningen både på sygehuset og i almen praksis skal være bedre end i dag. Flere skal udredes for demens, og 80 procent skal have en specifik demensdiagnose.

Som det fremgår af eksemplerne ovenfor er netop udredningen til tider en udfordring.

 

Regional demensudredningsmodel

Ifølge demenshandlingsplanen skal den praktiserende læge klædes på til at identificere de tidlige tegn på demens og vurdere, om der er behov for yderligere udredning på sygehuset. Det er Anne Marie Lundgaard og de øvrige praktiserende læger i regionen allerede, eftersom Region Nordjylland i mange år har haft »den samordnede demensudredningsmodel«. Den indebærer, at den basale demensudredning foretages af de praktiserende læger i samarbejde med de kommunalt ansatte demenssygeplejersker (demenskoordinatorer).

Der arbejdes lige nu på at sikre kendskabet til modellen hos alle praktiserende læger i regionen.

Anne Marie Lundgaard, der også er praksiskonsulent i regionens kvalitetsenhed for almen praksis med ansvar for den ældre geriatriske – herunder også demente – patient, understreger, at modellen »ikke er raketvidenskab«, men at den udmærker sig ved, at det detaljeret er beskrevet, hvem der gør hvad hvornår.

»Det kan måske godt opleves som bøvlet at udfylde den. For den er omfangsrig. Og der er meget, den praktiserende læge skal forholde sig til: Hvordan er patienternes gang, hvordan klarer de sig i hjemmet – herunder deres ernæringstilstand, hvordan er deres blodtryk og deres fodpuls. Rigtig mange ting, som til gengæld munder ud i en fyldestgørende journal, som er lige til at gå til for neurologisk, gerontopsykiatrisk eller geriatrisk afdeling. Det giver god mening, for det er os som patientens læge, der kender patienten bedst.

Samtidig er der lavet en § 2-aftale, så vi bliver honoreret for arbejdet. Ligesom det ligger i vores overenskomst, at vi kan tilbyde halvårlige kontroller til demente«, siger Anne Marie Lundgaard.

 

Nogle patienter udredes uden at involvere sygehuset

»Når jeg, pårørende eller hjemmeplejen har spottet, at der er noget galt med hukommelsen, bliver der taget blodprøver, bestilt CT-skanning og en udredning hos en demenssygeplejerske. Når jeg har svar på alt dette, og jeg har haft endnu en samtale med patienten og typisk de pårørende, kan jeg i nogle tilfælde – uden yderligere at involvere sygehuset – stille diagnosen vaskulær demens. Det er typisk patienter, der har haft en eller flere blodpropper i hjernen, og hvor der nok er problemer med hukommelsen, men hvor funktionen ikke skrider så hurtigt. I de tilfælde sender jeg min udredning til demenssygeplejersken og beder om, at kommunen sætter de tilbud i værk, som de har, og patienten følges tæt. Ligesom det vurdereres løbende, om der er behov for yderligere tiltag«.

 

Antipsykotisk medicin er alles ansvar

De demente patienter, der fylder mest i Anne Marie Lundgaards praksis, er dem, der er i eget hjem, endnu ikke er udredt, og hvor det går hurtigt ned ad bakke. Samt dem, der stadig er derhjemme, fordi de ikke er dårlige nok til at komme på plejehjem, og som »skrider«.

I demenshandlingsplanen problematiseres det, at 20 procent af de demente får antipsykotisk medicin.

Anne Marie Lundgaard: »Det er jo sjældent de praktiserende læger, der begynder med at udskrive antipsykotisk medicin, men det er os, der bliver ved med at udskrive recepterne og vedligeholder forbruget. Og dermed får vi også en opgave med at stoppe det igen.

Det er et stort problem i f.eks aften- og nattetimer med urolige demente, hvor hjemmet eller plejehjemmet ikke har den fornødne tid til rådighed, eller det fornødne setup til f.eks en fast vagt.

Patienten har måske endnu ikke fået det korrekte tilbud, og ja, som praktiserende læge – og især som vagtlæge – fristes man her til at udskrive antipsykotisk medicin«.

💬 0 Kommentarer

Right side

Nr. 6/2017

EmediateAd

EmediateAd

Senest kommenteret

Hver femte kvinde har uforklarlige lidelser
💬
1
Torben Jørgensen 29. mar 2017 11:15
Den generiske model for sundhedshistorier
💬
1
Sven Felsby 28. mar 2017 15:33
BLOG - Morten Sodemann: Kampteknik på chefgangen
💬
1
Christian Schlütter 28. mar 2017 14:43

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

Dagens navn

Sandra Sofie Teiblum: speciallæge, Gynækologisk Klinik Hillerød