Skip to main content

Klar, parat, forebyg

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
2 min.

Forebyggelse er i konstant fare for økonomisk-politisk nedprioritering.

Det sagde formanden for Lægeforeningens forebyggelsespolitiske udvalg, Sundhedskomiteen, på årets Lægemøde.

»Hvis et amt mangler et par millioner i budgettet, kan problemet ofte afhjælpes ved at lukke forebyggelsen ned. Forklaringen på, at forebyggelse så hurtigt kommer på bordet som oplagt sparemulighed er måske, at konsekvensen af god forebyggelse er, at noget ikke sker. Symptomerne kommer ikke. Sygdomme udebliver. Befolkningen dør senere. Perspektivet for forebyggelse er hele eller halve generationer ude i fremtiden. Den enkelte kommunal- eller amtspolitikers indsats for folkesundheden er umulig at spore inden for en valgperiode. Men ses forebyggelse i et langtidsperspektiv er den kortsigtede besparelse hurtigt vendt til store ekstraudgifter. (...) Vi må holde fast i, at der fra retningsgivende og lovgivende myndigheder skabes kontinuerlige rammer for det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde - også ud over regeringsperioder og skiftende politiske interesser«, sagde Charlotte Tulinius.

Med bogen »Parat, klar, start« om sundhedsformidling, som blev præsenteret på Lægemødet afsluttede Sundhedskomiteen et toårigt overordnet tema om lægens rolle inden for primær forebyggelse og sundhedsfremme.

Om bogen nævnte hun

»At sætte forebyggelse på dagsordenen er også at kunne starte sundhedsformidlingen inden for forebyggelse af livstilssygdomme lige præcis dér, hvor den enkelte patient befinder sig parat - eller måske slet ikke parat til at ændre noget som helst«.

Næste tema for Sundhedskomiteen bliver rehabilitering.

»I dette ligger ikke bare strækøvelser, men hvordan det er muligt at hjælpe patienterne til at genoprette og fastholde den enkelte patients fysiske, følelsesmæssige, intellektuelle og psykiske evner. På trods af sygdom«, pointerede Charlotte Tulinius.

Hun nævnte, at komiteen yderligere vil nedsætte en arbejdsgruppe, som skal belyse alternativ behandling. Målet er at analysearbejdet skal danne grundlag for en ny politik for alternativ behandling fra Lægeforeningen.