En ny rapport konkluderer, at kliniske retningslinjer bliver tilpasset lokale forhold, når de implementeres. Det bør de også, mener rapportens forfattere.
Egentlig er meningen med de kliniske retningslinjer, at de skal give ensartet behandling over hele landet. Men sådan fungerer det ikke i praksis, og det bør det heller ikke. Det er konklusionen i en ny rapport fra Center for Interventionsforskning på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
Rapporten gennemgår arbejdet i ni kommuner med at implementere fire kliniske retningslinjer: forebyggelse af genindlæggelser; screening for spisevanskeligheder hos patienter, der har haft en blodprop eller hjerneblødning; opsporing af behov for smertelindrende indsats hos døende samt rehabilitering.
Ensartetheden er til at overse, viser det sig. Retningslinjerne bliver både fortolket og brugt forskelligt i de ni kommuner.
”De bliver med andre ord tilpasset lokale forhold”, som der står.
Rapporten anerkender behovet for tilpasning og anbefaler ”spillerum for lokale tilpasninger”.
”Sådanne tilpasninger kan for eksempel handle om at bruge et screeningsværktøj på forskellige måder i forskellige kommunale enheder for at sikre, at det passer ind i de daglige rutiner de pågældende steder. Også selvom dette strider imod den grundlæggende idé om ensretning”, står der.
Forskningsleder Morten Hulvej Rod, som er blandt rapportens forfatter, medgiver, at differentieret implementering til en vis grad er i modstrid med hensigten med de kliniske retningslinjer.
”Det er i hvert tilfælde et dilemma. Der er et spændingsforhold mellem det, at man gerne vil ensrettet og standardisere, men for at få tingene til at fungere i praksis, er man nødt til at justere efter de vilkår, der er”, siger han.
I accepterer det, men man kunne vel også bede udøverne om at rette ind?
”Det kunne man godt, men det ville nok ikke komme til at virke. Der er nogle rammer om det, man gerne vil standardisere, som man ikke kan detailstyre. Men der er nogle grundelementer eller grundprincipper, som man kan arbejde efter. Det, som er vigtigt, er at bevare det, der er tanken med retningslinjen. Men den konkrete måde at udføre den på er man nødt til at tilpasse den organisation, man er i, og den situation, man står i”.
Nu handler denne rapport om kommunerne, men gælder dette her også andre steder, på hospitalerne f.eks.?
”Det er jeg helt overbevist om, at det gør. Andre studier af implementering af retningslinjer viser det samme, og at det er en forudsætning for, at retningslinjerne kan være effektive, at de bliver tilpasset, og at man har mulighed for at justere”.
