Akutlæge ved Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden Michael Cronqvist fortæller om en noget usædvanlig døgnvagt i Akutlægebiltjenesten. Han skulle pludselig agere indsatsleder under terrorangreb.
06.30 Vækkeuret ringer. Det er weekend. Min kone og børn sover, men jeg skal på arbejde. Den står på en 24 timers vagt med lægebilen.
08.00 Jeg møder ind på arbejde. Rutinemæssigt gennemgår jeg de første opgaver: Logge på beredskabet, tjekke meddelelser, kontrollere bil, udstyr og medicintaske sammen med lægeassistenten. Nu er vi klar til at rykke ud.
09.35 Så! Vi bliver kaldt ud for at udføre vagtens første opgave. Det er et ligsyn i et privat hjem. Dem er der ofte et par stykker af.
11.00 Jeg tjekker den opdaterede status for intensivsenge i Region Hovedstaden. Der er kun få pladser på hospitalerne.
11.29 Alarmen lyder igen. Det er til et hjertestop. Da vi ankommer, ligger personen helt livløs. Vi støder én gang med vores defibrillator, og han vågner op. Heldigvis. Det er fedt at kunne redde liv. Efterfølgende tager vi ud til en række andre opgaver. Frokosten har vi også lige tid til mellem eftermiddagens opgaver.
15.40 Mand skudt på Østerbro! Vi rykker ud. Min første tanke er, at det er lige lovlig tæt på, hvor jeg selv bor med min kone og børn. Den type opgaver er ofte ikke i nærheden af Østerbro, så det virker lidt underligt. Vi er godt klar over, at der bliver holdt foredrag på Krudttønden. Set i lyset af hændelsen i Frankrig tænker jeg, at det måske kan være terror. Da vi ankommer, mener politiet, at det er sikkert nok til, at vi kan komme frem. Vi orienterer os dog hele tiden og vil have politi på alle vores sider. Vores fokus er på at komme frem til den sårede, men da vi kommer derhen ligger manden livløs på jorden. Det er et skudsår i brystet. Han skal hurtigst muligt af sted mod Rigshospitalet. Han overlever ikke.
16.15 Opgaven er slut, og vi kører tilbage til basen. Yderligere tre sårede blev tilset af en anden akutlægebil og kørt på hospitalet. Mens vi var ude på Østerbro, nåede jeg slet ikke at være bange. Men nu da opgaven er slut, begynder tankerne at rulle. Terror i Danmark. Jeg kan næsten ikke få adrenalinen ud af kroppen igen. Da vi kommer tilbage tænder vi for fjernsynet ligesom resten af Danmark for at følge med i terrorangrebet på Krudttønden. Da jeg var ude med akutlægebilen, lagde jeg faktisk slet ikke mærke til skudhullerne i vinduerne ind til Krudttønden. Det kan jeg så se i nyhederne nu, og der går et gys igennem mig. Det rammer mig, at det fandt sted nærmest bare to gader fra, hvor jeg bor. Det er skræmmende at tænke på, at der har været terror et sted, hvor mine egne drenge går ned med flasker i Kiwi. Man er jo slet ikke vant til sådan noget på Østerbro eller i Danmark for den sags skyld. Hvis der er skud i Danmark, ser man heller aldrig, at det er med maskingevær. Jeg ringer til min kone – bare for lige at fortælle, hvad der er sket. Det er enormt overvældende, det der lige er sket.
19.00 Vagtskifte. Der kommer ny lægeassistent. To minutter efter kører vi ud til en patient med meget lavt blodsukker. Helt nede på 1,2. De næste timer går med opgaver, vi har prøvet mange gange før. Alt fra hjertestop til ligsyn.
19.20 Bling. En sms tikker ind. Det er fra min kone. ”Er alt ok?” ”Ja, vi er på normale ture igen.” ”Det er en ren krigszone her på Østerbro. Alt er afspærret, og der er politi overalt.” Vi er jo vant til at høre sirener i København, men slet ikke i det omfang. Jeg får senere sagt godnat til hende og børnene, og ellers går aftenen med at tale dagens begivenheder igennem med lægeassistenten.
01.13 Kode rød! Tre er skudt i Krystalgade. En død på stedet, og to er blevet kørt direkte på Rigshospitalet. Det kan bare ikke være rigtigt, tænker jeg. Det minder alt for meget om scenariet, vi har set i Frankrig. Vi har heldigvis været igennem en masse indsatsøvelser med henblik på at forberede os til, hvis der skulle komme terrorangreb i Danmark. Akutlægebilen drøner frem til et udpeget kontaktpunkt, som er udpeget af politiet af sikkerhedsmæssige årsager. Vi laver opmarch ved Jarmers Plads. To akutlægebiler og fem ambulancer holder nu klar til indsættelse, når der bliver brug for det. Opmarchen består af alle køretøjer, som sendes til en større indsats. De holder så i venteposition i lidt afstand fra selve hændelsen og kaldes frem efterhånden, som der er brug for dem. Den fælles indsatsledelse bliver sat i værk: Politi, redningsberedskab og sundhedsberedskab. Jeg bliver indsatsleder for sundhedsberedskabet. Sammen med politiet og redningsberedskabet skal vi sikre overblikket og planlægge, hvordan vi beskytter, redder og eventuelt behandler folk i indsatsområdet. Vores Kommandostræde er oprettet ved Rundetårn. Herfra koordinerer vi i fællesskab håndteringen af beredskabssituationen og varetager ledelsen af egen sektors indsats, herunder løbende orientering af Regionens AMK-Vagtcentral.
04.45 Da der ikke sker mere på gerningsstedet, afslutter vi den fælles indsatsledelse og kører hjem til vores base på Herlev Hospital. Det er en underlig følelse. Man falder ikke bare sådan ned efter sådan en omgang. Vi får igen tændt for nyhederne. De har stadig ikke fundet gerningsmanden, hvilket får en til at tænke på, om vi mon skal ud igen til endnu et skuddrama. En time efter skal vi ud til et færdselsuheld. Heldigvis ikke noget, der har forbindelse til terror.
06.19 SMS til min kone: ”Jeg har det godt, har været med politiet i tre timer ved rundetårn (se nyheder, når du vågner), er på basen nu. Elsker dig.”
08.00 Min vagt er slut. Nattens oplevelser sidder stadig i mig, så det er svært at falde til ro, da jeg kommer hjem. Jeg ser lidt nyheder med min kone og får snakket om min vagt. Jeg er lettet over, hvor godt vi alligevel klarede indsatsen mod terrorangrebet. Så falder jeg i søvn.
