Kommentar til Nepotisme i peer-review af forskningsansøgninger

Kræftens Bekæmpelses videnskabelige udvalg er altid positivt over for forslag til at forbedre udvalgets arbejde, men det er med nogen skuffelse vi læser indlægget fra Steen Gammeltoft (SG). Alle der har siddet i forskningsråd eller andre udvalg, der behandler ansøgninger i meget store mængder, vil forstå, hvilket meget stort arbejde der er tale om, frivilligt, ulønnet og med en række forsømte forår som effekt. Der gøres store bestræbelser på at behandle ansøgninger sobert, fagligt og uden skelen til køn eller irrelevante informationer. Vi, der sidder i Kræftens Bekæmpelses videnskabelige udvalg, synes, at vi gør vort arbejde godt og så retfærdigt som muligt, idet vi kun giver til projekter af meget høj kvalitet og udført af kompetente forskere. Fra samtlige nye medlemmer af udvalget har det samstemmende lydt, at man har været positivt overrasket over den saglighed der præger uddelingen af midler. På denne baggrund er det derfor skuffende at skulle udsættes for en kritik, vi finder er helt forkert.

SG har hæftet sig ved, at en stor del af de midler der uddeles af Det Læge- og Naturvidenskabelige Udvalg (DLNU) i 2003, er gået til medlemmer af DLNU eller personer, der har arbejdsmæssige eller geografiske relationer til disse. Vi kan ikke helt genkende SG's tal, men dette skal ikke stå i vejen for en diskussion af, hvordan DLNU fordeler sine midler. De fleste bevillinger er treårige, og der kan derfor forekomme ophobninger af ansøgninger fra bestemte miljøer i bestemte år uden at dette er tilsigtet. SG kunne ved gennemgang af tidligere års bevillinger have opdaget, at der i 2002 kun blev tildelt 2 mio. kr. eller 4,2% til DLNU's medlemmers institutioner og i 2001 10,26% eller 6,9 mio. kr. Man skal præcist tre år tilbage i tiden for at finde 14,3 mio. kr. og 26,9% tildelt DLNU's medlemmer i året 2000. Det er således en tidsmæssig tilfældighed, at der forekommer så høj en tildelingsprocent til DLNU's egne medlemmer i 2003, og ikke et udtryk for en gennemsnitlig tildeling. En tilsvarende relativt høj tildelingsprocent kan forventes i 2006.

DLNU består af 14 eksperter inden for alle grene af cancerforskningen, herunder tre internationale medlemmer - en finne og to svenskere. De 11 danske medlemmer er alle aktive cancerforskere og blandt de førende i Danmark inden for deres felter - nogle endog blandt de førende i Europa eller på verdensplan. Det er tilladt medlemmer af DLNU selv at ansøge om midler fra DLNU, og på grund af dette forhold er der udarbejdet nogle strenge regler, der sikrer, at der ikke sker nepotisme eller forfordeling af udvalgets medlemmer. Herunder hører, at alle medlemmer skal søge inden 1 december uanset ansøgningens størrelse, således at disse kan sendes ud til mindst to internationale bedømmere. Ved uddelingsmødet er ansøgere fra DLNU inhabile og må forlade rummet, når egne ansøgninger eller ansøgninger fra samme afdeling behandles. Alle projekter fremlægges af to forbehandlere, hvorefter der diskuteres bl.a. i lyset af, hvad de eksterne bedømmere har udtalt. Generelt tillægges de eksterne bedømmere stor vægt i den endelige bedømmelse.

Der anvendes tre fulde arbejdsdage til at gennemgå ca. 130 ansøgninger og større ansøgninger kan blive genstand for langvarige diskussioner. Der lægges vægt på kvalitet i projekterne, såsom originalitet, nyhedsværdi og selvfølgelig adækvate materialer og metoder. Desuden vurderes ansøgers CV med henblik på at vurdere om der er tale om en aktiv forsker og på hvilket niveau vedkommende befinder sig, samt om der er tilstrækkelig erfaring til at gennemføre projektet. Der tages i vid udstrækning hensyn til, at kvindelige forskere har ret til barsel og dermed til dels kan være undtaget fra tidsmæssige regler, og der tillades »huller« i den videnskabelige produktion som følge af barselsorlov.

Alle ansøgninger scores så vidt muligt med 1-5 point, hvor 1 er det bedste. Alle medlemmer af DLNU scorer vejledt af forbehandlerne (højest 1 score over eller under). Scoringerne er anonyme - men man skal ligge tæt op ad forbehandlernes score, medmindre man åbent argumenterer for, at man finder denne forkert. Man kan således ikke i det skjulte afgive strategiske scoringer. Skulle der ske en afvigelse fra disse regler, overvåges alle scoringer af tre sekretærer, der griber ind ved fejltagelser.

Dette kan lyde omstændeligt men fungerer fremragende i praksis og giver et meget sagligt klima for uddeling. Man har således i DLNU været fri for interessekonflikter f.eks. imellem basal og klinisk forskning og imellem Øst- og Vestdanmark.

Da medlemmerne af DLNU er aktive kræftforskere, er det klart, at en del af midlerne vil gå til disse. Man kan imidlertid ved at gennemgå bevillinger siden 1999 se, at der ikke sker nævneværdige ændringer i det bevillingsniveau en forsker befinder sig på før og efter vedkommende indtræder i DLNU.

Den store tildeling i 2003 til udvalgets medlemmer skyldtes især, at to af Danmarks førende kræftforskere søgte udvalget. Disse er begge ansat ved de største dedikerede kræftforskningslaboratorier i Danmark - nemlig Kræftens Bekæmpelses egne laboratorier i København. Det kan eksempelvist oplyses, at den ene af modtagerne igennem de seneste fem år har haft mere end ti publikationer i Science eller Nature - en præstation som er helt uhørt inden for dansk forskning i almindelighed. Vi kan på den baggrund afvise al tale om nepotisme - og blot konstatere, at det er glædeligt, at der i Danmark findes kræftforskere i international topklasse, og at det har været, er og fremover vil være en glæde for DLNU og Kræftens Bekæmpelse at støtte forskning på så højt et niveau.

DLNU oplyser ikke navne på de ansøgninger, der er blevet afvist. Det er derfor ikke muligt for udefrakommende at se hvorvidt ansøgninger fra medlemmer i DLNU afvises. Vi kan imidlertid oplyse at dette sker hvert år. I år 2003 blev ansøgninger fra medlemmer afvist i et tilfælde og beskåret til 10% af det ansøgte beløb i et andet tilfælde. I vores tid i udvalget har to medlemmer fået frataget deres bevillinger medens de har siddet i udvalget. Det er således klart, at der ikke er nogen garanti for at medlemskab af DLNU sikrer bevillinger.

Vi mener, at vi med ovennævnte redegørelse ganske klart har tilbagevist alle beskyldninger om nepotisme i DLNU. Vi har kontaktet Hjerteforeningen for at høre om medlemmer af Hjerteforeningen søger og får bevillinger fra denne. Formanden professor Toftegaard har oplyst, at han - uden at have undersøgt det i detaljer - er af den opfattelse, at alle medlemmer i Hjerteforeningens videnskabelige udvalg har eller er deltagere i projekter, der støttes af Hjerteforeningen.

Det er således et fælles træk for bevilgende udvalg i Danmark, at disse rekrutterer deres medlemmer blandt ak-tive danske forskere og tillader, at disse søger midler fra ud-valgene.

SG fremsætter syv punkter, der skulle forhindre den »nepotisme« som han finder er til stede.

Vi finder, at disse syv punkter virker urealistiske:

1. Offentliggørelse af kommentarer. DLNU giver skriftlig besked til dem, der har fået afslag, med en kort begrundelse, hvis dette ønskes. Hvis de enkeltes vurd eringer skal offentliggøres, vil det kunne give anledning til strategisk tænkning og vil formentlig have den modsatte effekt af hvad SG har tænkt sig.

2. Anonymisering af ansøgningen. Dette umuliggør vurdering af ansøgeren og udelukker efter vor mening et meget væsentligt element i bedømmelsen af om et projekt er realistisk. Dette har været forsøgt i EU-regi med groteske resultater, idet alle kan genkende de ansøgende ud fra deres angivelser af egne erfaringer. I et lille land som Danmark er anonymisering ikke realistisk.

3. Udenlandske eksperter deltager i DLNU's arbejde - men har ikke flertallet. Til gengæld inddrages der udenlandske eksperter som bedømmere og dette tillægges stor betydning.

4. At bede forskere fra andre områder om at bedømme kræftforskning synes os en kende naivt. For det første vil det være umuligt at rekruttere forskere, der er villige til dette, medmindre en stor del af midlerne anvendes til at aflønne disse. For det andet har disse ikke den fornødne ekspertindsigt og vil ikke være i stand til at vurdere ansøgningerne effektivt.

5. Afviste projekter skal offentliggøres ifølge SG. I lille Danmark vil alle kunne læse, hvem der fik afslag, da kun ganske få arbejder inden for hvert enkelt område. Dette vil ikke blive påskønnet af mange ansøgere.

6. At medlemmer af DLNU selv kan søge udvalget er en for- udsætning for at få danske aktive forskere til at sidde i udvalget.

7. I Danmark er der kun ét stort dedikeret kræftforskningscenter, nemlig Kræftens Bekæmpelses laboratorier i København. Det vil være forkert at udelukke ekspertise fra dette center i DLNU, den indsats som personer derfra har ydet i DLNU har været uvurderlig og særdeles påskønnet i udvalget.

Vi vil til slut konkludere, at vi ikke finder grund til at ændre på reglerne for den måde DLNU fungerer på - dels har vi tilbagevist, at der sker en favorisering eller automatisk tildeling af midler til DLNU's medlemmer, dels har vi påpeget at SG's forslag ikke er gennemførlige trods god vilje.

DLNU modtager ofte kritik fra dem, der har fået afvist deres ansøgninger - det er en naturlig følge af at forskere brænder for deres projekter. Desværre er der ikke midler til alle - men vi er overbeviste om, at alle velgennemtænkte og velplanlagte projekter, der udføres af kompetente forskere, har en meget god chance for at få midler fra DLNU. I alt får hvert tredje projekt tildelt midler - en meget høj fraktion sammenlignet med mange andre bevilgende udvalg eller fonde.