Skip to main content

Kommunallæger og tvangsanvendelse

Hans Buhl

2. nov. 2005
3 min.

Politiet efterforsker for øjeblikket en sag fra Aalborg, hvor en mindreårig somalisk pige er blevet tvangsundersøgt under mistanke for at være omskåret. Sagen har vakt en del opsigt og megen vrede i somaliske kredse. På grund af politisagen vil vi undlade at gå ind i vurderinger af juraen i forbindelse med sagen, men da forløbet involverer nogle ganske tunge principper, og der er betydelig usikkerhed omkring omstændighederne, er sagen blevet behandlet af Lægeforeningens etiske udvalg og efterfølgende også af lægens forening, FAS. Det giver anledning til at nævne tre hovedprincipper i sager af denne karakter:

For det første skal der principielt altid foreligge et informeret samtykke, når læger skal deltage i undersøgelser og behandling af enkeltpersoner. For det andet må det være en forudsætning, når sociale myndigheder gennemfører tvangsmæssige undersøgelser af børn, at det sker som led i en plan for, hvordan der kan iværksættes passende støtteforanstaltninger for at hjælpe barnet. For det tredje bør læger afstå fra at deltage i nogen form for tvangsmæssige undersøgelser, der ikke hviler på et meget klart retsgrundlag, som det fx er tilfældet inden for psykiatrien og i forbindelse med udtagning af blodprøver i spritsager. Etisk udvalg har hæftet sig ved, at der i Aalborg-sagen, som den er blevet beskrevet i medierne, tilsyneladende ikke har foreligget et sådant klart retsgrundlag for at pålægge kommunallægen at undersøge barnet.

Sociale myndigheder har vidtgående beføjelser til at kunne tilsidesætte forældres ønsker, hvis det sker i forebyggende øjemed til barnets eget bedste. Forebyggende vil sige, at man søger at forebygge eller afværge, at børn udsættes for nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer deres sundhed og udvikling i fare. Det kan være vanskeligt at se, at en tvangsundersøgelse har noget særligt forebyggende formål, hvis der er tale om en pige, der i øvrigt er velfungerende og lever under rimelige sociale forhold. En tvangsundersøgelse kan fastslå om pigen er omskåret eller ej. I bekræftende fald er skaden sket, og myndigheder og læge kan hverken gøre fra eller til, højest straffe forældrene. Hvis det ikke har fundet sted, kan en fornuftig dialog måske virke forebyggende, men det er mere sandsynligt, at anvendelsen af tvang har virket så krænkende, at familien i fremtiden holder sig væk fra lægeklinikker.

Lægeforeningen har tidligere i debatten om kvindelig omskæring og beskyttelse af mindreårige piger også udtrykt bekymring over en meget rigoristisk tolkning af lægers indberetningspligt. Læger i rollen som anmeldere indebærer en betydelig risiko for, at de miljøer, hvor omskæring er en mulighed, undlader at søge behandling i andre sammenhænge. Risikoen for at blive anmeldt af sin læge er en meget alvorlig brist på fortrolighedsforholdet. Det er næsten lige så galt, hvis læ-gen er et redskab for myndighederne i forbindelse med anvendelse af tvang. Blandt de trusler, som blev fremsat fra somalisk side i forbindel-se med Aalborg-sagen, var da også en total afbrydelse af kontakt med det danske sundhedsvæsen. Det er derfor af den yderste vigtighed, at der er en meget klar begrundelse og et meget klart retsgrundlag i de sager, hvor læger medvirker ved tvangsmæssige undersøgelser.