Skip to main content

Kommunens ansatte er sunde forbilleder

Journalist Thomas Bjerg

9. maj 2007
7 min.

Hun virker skræmmende ægte som rollemodel.

Pouline Gringer, leder af træningsområdet under Hjemmeplejen i Greve Kommune, overhaler Ugeskriftets udsendte på vej op ad trapperne mod rådhusets femte etage, hvor vi et par minutter senere holder møde med sundhedsdirektør Alice Faber.

»Vi mødtes vist på trappen«, siger Pouline Gringer, giver hånd og smiler. Kinderne blusser, som om hun lige har været ude på en fiskekutter eller løbet 15 kilometer.

Ved mødebordet sidder hun i newline løbetrøje, det tykke armbåndsur indeholder løbecomputer, og under bordet har hun svært ved at holde fødderne i løbeskoene i ro. Hun har da også løbet et par maratonløb, lyder det undervejs i en bisætning under interviewet.

»Jeg dæmper ikke min livsstil, og jeg fylder med vilje meget. Der er opbakning fra hele direktionen og på alle institutionerne til, at motion og sundhedsfremme skal gennemsyre hele kommunens organisation,« siger Pouline Gringer.

Alice Faber har bedt hende deltage i interviewet, fordi Gringer meget konkret kender kommunens projekter på trænings- og forebyggelsesområdet.

Selv om de rækker over så forskellige tiltag som sundhedscafe på biblioteket, aftenskolekurser for ældre om sund levevis og aldring, livsstilsbesøg hos forældre til 4-årige, Guiness-rekordforsøg i tandbørstning, samarbejde med julemærkehjem og uddannelse af førstegangsforældre, så ligger motion og bevægelse langt fremme i de to chefers bevidsthed.

Tilsyneladende også hos Hjemmeplejens medarbejdere, der udgør kommunens største forebyggelsesinstitution.

»Jeg vil påstå, at vi på et par år har ændret personalets holdning til at bevæge sig. Både når det gælder dem selv og de ældre. Bare fordi man er gammel og sidder i kørestol, kan man godt bevæge sig,« siger Pouline Gringer.

Ansatte får tilbud om gratis motion

Alice Faber forklarer, at medarbejderne selv skal opleve, hvad motion og bevægelse sammen med andre kan gøre. Både den fysiske effekt og den sociale, der følger med, når man sveder og puster sammen. Derfor tilbød kommunen personalegruppen motion på træningscentrene og rådgivning om sund levevis.

»Vi tillod os at gå et skridt dybere. Hvis vi vil tilbyde borgerne motion, skal vi selv gå foran. Tanken er, at medarbejderne nemmere hjælper borgerne med at gøre motion og sundhed til en daglig del af livet, hvis de selv har et forhold til det. Derfor arrangerede vi et tilbud for Hjemmeplejens medarbejdere,« siger Alice Faber.

Pouline Gringer oplyser, at cirka 30 medarbejdere i et hjemmeplejeområde - ti procent af Hjemmeplejens ansatte i området - nu er faste gæster i kommunens træningscentre. Hertil kommer medarbejdere, der tager imod vejledning om kost og sund levevis. Kommunen vil nu udbrede tilbuddet til de øvrige to hjemmeplejeområder.

Sideløbende har kommunen åbnet tre træningscentre for pensionister, både førtids- og folkepensionister. Både de, der kan komme selv, og de, kommunen skal køre, kan gratis motionere to gange hver uge, vejledt af fysioterapeuter og instruktører.

Tilbuddet lægger særlig vægt på det sociale samvær, og cirka 90 pensionister motionerer jævnligt på den måde.

»De har vidt forskellige funktionsniveauer. Men de drager stor omsorg for hinanden og får en social, ligeværdig kontakt. Nogle af dem har lavet en kaffeklub,« siger Pouline Gringer.

75-årig i romaskinen

Ugeskriftet drager til plejecenter Møllehøj i Karlslunde for at efterprøve træningschefens ord. I træningslokalet motionerer en snes pensionister.

Her bevæger Erik, der er i 70'erne, sig rundt med rollator på gulvet mellem motionsmaskinerne, assisteret af fysioterapeut Helle Bøgaard. Han kigger op og smiler bredt, da han passerer gymnastiklærer Annette Jensen.

Et par ældre damer ror småsnakkende i maskiner, mens en mand hiver i vægte fra sin kørestol. En dame over de 80 lader fysioterapeuten hjælpe sig hen til en maskine, hvor hun kan cykle med hænderne.

»Vi laver et program til hver enkelt ud fra deres skader og skavanker. Og så skriver vi fra gang til gang, hvordan det går, så de kan følge deres forbedringer. En 85-årig kunne ikke løfte en liter mælk, da hun kom her. Nu løfter hun på børnebørnene. Hun cykler fem kilometer og ror tre kilometer,« siger Annette Jensen.

Gymnastiklæreren forklarer, at 20 borgere i gennemsnit møder op to gange om ugen på Møllehøj. Over et år kommer flere end 50 pensionister her. Ud over bedre form får de et netværk.

»Vi lægger vægt på, at der også er tid til en sludder. Kombinationen er vigtig. Og så holder vi dem i nakken, så de bestiller noget og føler, at nogen tager sig af dem,« siger Annette Jensen.

Tidligere sygeplejerske Ida Holmboe på 75 år kommer to gange om ugen - men kun om vinteren. Om sommeren får hun rigeligt med motion, når hun passer sin have. Hun er på vej mod fem kilometer i romaskinen, og sveddråber glimter i panden.

»Det er flot, at man gratis kan holde sig i form. Jeg har i forvejen et godt netværk, men det er hyggeligt, at vi kender hinanden,« siger Ida Holmboe og forklarer, at hun mistede sin mand for tre år siden. De cyklede ofte sammen.

»Det er sværere at tage sig sammen, når man er alene, og det er ikke sjovt, når man savner sin sparringspartner. Man mangler dialogen - og diskussionen,« siger hun.

Idrætsforening træner apopleksiramte

Tilbage på rådhuset forklarer Alice Faber om et endnu større motionsprojekt, som kommunen satte i gang i marts 2004 i samarbejde med Greve Gymnastik og Trampolinforening (GIF).

Det retter sig mod borgere, som har brug for yderligere træning efter deres obligatoriske genoptræning.

»Typisk har de fortsat brug for at bevæge sig, efter at de har genoptrænet efter apopleksi, men de magter ikke at gå i en idrætsklub. De ville ende som immobile men kan træne sig op og udsluse sig til almindelig idræt,« siger Alice Faber.

En instruktør fra GIF står for holdet, der tæller 50 borgere hvert halve år, og en fysioterapeut niveaudeler deltagerne. De har typisk hørt en bekendt eller Hjemmeplejen fortælle om tilbuddet, eller også har de hørt om projektet på kommunens sundhedscafe på biblioteket.

Pouline Gringer kalder træningen hård.

»Men de kan tåle det. Øvelserne kræver ikke redskaber, så de kan fortsætte hjemme,« siger Gringer, mens Alice Faber forklarer, at kommunen netop har skaffet plads i Greve Idrætscenter, fordi der blev for mange til Greve Borgerhus.

»Instruktøren er en ildsjæl, og han mener, at han kan få to-tre gange så mange borgere igennem. Projektet smitter muligvis. I Tune [otte kilometer fra rådhuset i Greve, red.] vil en sundhedsgruppe arbejde videre med ideen,« siger Alice Faber.

Kommunen har opdaget, at partnerskaber med idrætsklubber og aftenskoler effektivt aktiverer borgerne.

»Vi får fat i dem, der ikke ville tage imod tilbud, fordi det ikke er smart at gå til noget, som kommunen arrangerer. Foreninger forstår at skabe social kontakt, så borgeren oplever, at han kan håndtere sit eget liv,« siger Pouline Gringer.

Aftenskole underviser i ældresundhed

Alice Faber nævner kursustilbuddet »Et sundt og sjovt seniorliv«, som kommunen i samarbejde med aftenskolen FOF tilbyder pensionister. Her får 16-18 deltagere foredrag om aldring, om at holde gang i hjernen og kroppen og spise sundt. Aktiviteter som stavgang, yoga, hjernegymnastik og fælles madlavning kitter deltagerne sammen.

»Vi lavede et prøveforløb med en årgang, der var fyldt 65, og en, der var fyldt 75. Derefter tog vi kontakt til et oplysningsforbund, så tilbuddet kom i faste rammer,« siger Alice Faber.

De to chefer understreger, at kommunen griber forebyggelsesopgaven an ved at involvere borgerne. Kommunens sundhedspolitik omfatter ti punkter, der blev til efter et møde, hvor cirka 100 borgere og foreningsfolk arbejdede i grupper efter at have hørt oplæg.

Løbeglade Pouline Gringer erkender da også, at kommunen ikke ændrer borgernes vaner ved at prædike.

»Vi gør idrætsanlæg og sundhedstilbud tilgængelige. Det nytter ikke at trække noget ned over hovedet på folk« siger Pouline Gringer.

Hun tror på, at Greve når målet om at blive en sund kommune ved blandt andet at arbejde indefra med kulturen.

»Forleden sagde en fra Hjemmeplejen, at hun ikke kunne komme til min motion, men at hun var begyndt at stå af bussen et stoppested før,« siger Pouline Gringer.

Konsulent bygger bro mellem læger og kommune

En særlig kommunal praksiskonsulent i Greve hjælper kommunen, sygehusene og de praktiserende læger med at samarbejde.

Konsulenten holder lægerne informeret om kommunens tiltag inden for forebyggelse som motionsprojekter, rygestopkurser og patientuddannelser, så de let kan henvise deres patienter.

Stillingen på 12 timer om måneden blev oprettet efter ønske fra de praktiserende læger.

180 patienter på to måneder

Den obligatoriske genoptræning fylder meget. Sundhedsloven overførte opgaven med at genoptræne patienter efter sygehusindlæggelse til kommunerne den 1. januar i år.

På årets første to måneder fik Greve genoptræningsplaner for 120 patienter fra sygehuse i Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Desuden overtog kommunen 60 igangværende planer fra det nedlagte Roskilde Amt. Patienterne træner i plejehjemmenes træningscentre, som kommunen holder længere åbne - fra kl. 9 til 17.

»Ingen venter på grund af ressourcemangel,« siger Pouline Gringer.