Kontraception - og især oplægning af spiral

For årtier siden kunne en dansk læge virke i det danske sundhedssystem gennem mange årtier uden at berøre emnet kontraception. Det var ganske vist forholdsvis sjældent, men nu - da almen praksis indgår som en integreret del af turnus - kommer alle danske læger i berøring med kontraception, der er en naturlig del af ydelserne i almen praksis. Langt de fleste patient-læge-kontakter vedrørende svangerskabsforebyggelse foregår formentlig i primærsektoren.

I dette nummer af Ugeskriftet offentliggøres et mindre arbejde [1] fra et middelstort dansk amt, hvor forfatterne har undersøgt forhold vedrørende spiraloplægning i almen praksis. Desværre omfatter artiklen kun 38% af de praktiserende læger i området, og der foretages ingen sammenligning med spiraloplægning hos speciallæger eller på kontraceptionsklinikker, men arbejdet er vigtigt i flere henseender:

For det første fokuserer man igen på udvalgte bivirkninger ved en hyppigt anvendt kontraceptionsform. Netop sådan en fokusering medfører, at vi som læger kan koncentrere os om at forbedre »bivirkningsprofilen«, og for det andet kan det give anledning til, at vi endnu en gang må erkende, at der ikke eksisterer noget universalkontraceptionsmiddel. Før vore patienter får p-piller, p-plaster, p-ring, får lagt en spiral af den ene eller den anden type op, taget mål til pessar eller får oplagt en p-stav - eller noget helt andet - bør der som udgangspunkt været foretaget en rådgivning, der kan forme sig som en dialog mellem patient og læge. De fleste kontraceptionsmidler, især de hormonelle og spiralen, kan have betydning for kvindens normale fysiologi og er ikke blot bolsjer, der købes i et supermarked. Lægen har et stort ansvar for, at patienten har det rigtige og brede grundlag, før hun vælger. En ny udgave af »Værd at vide om prævention« udgivet af Komiteen for Sundhedsoplysning kan være et hjælpemiddel for læge og patient, før et kontraceptionsmiddel vælges.

Selve spiralområdet har ikke undergået de helt store forandringer i nyere tid. I begyndelsen af 1990'erne kom hormonspiralen, Levonova, og for få år siden lanceredes Flexi T 300-spiralen, der også anbefales brugt til nullipara. Gennemgribende nyheder på området er ikke set i det seneste årti.

I den publicerede artikel fokuseres der naturligvis også på, hvor spiraloplægning skal foregå. Der gives dog ikke noget dokumenteret svar på, hvor patienten som udgangspunkt skal henvende sig, når spiralen skal lægges op. Det giver os derfor anledning til endnu en gang at konstatere, at læger er lige så forskellige som patienter, og en række praktiserende læger lægger gerne spiraler op, mens andre ikke føler, at de har lyst til at give denne ydelse og henviser til speciallæger i gynækologi, der i speciallægepraksis oplægger en del spiraler. Det gælder også for andre ydelser i almen praksis. Sådan skal det være, og det er såvel patient som læge godt tjent med. En del alment praktiserende læger opnår en vis øvelse i oplægning af spiraler, mens andre mangler denne. Det hører med til lægens frihed selv at afgøre, om han/hun vil påtage sig denne opgave - på samme måde som han/hun fravælger andre ydelser.

Den nye målbeskrivelse for kommende almenmedicinere omfatter bl.a., at kandidaten skal kunne oplægge og fjerne en spiral. Det betyder, at man de facto sikrer sig, at den kommende speciallæge i almen medicin på et tidspunkt i sin karriere besidder de nødvendige færdigheder, men man kan - igen - formode, at nogle vil »dyrke« dette område mere end andre. Formelle regler kan give færdigheder - men ikke tvinge lægen til at udøve disse. Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke.

De seneste 1-2 årtier har i tiltagende grad udvidet markedet for kontraceptionsmidler. Gestagen-spiral, p-plaster, p-ring, p-stav, nye gestagener i flere p-piller og rene gestagentabletter, der stopper ægløsningen (Cerazette). Jagten på det bedste kontraceptionsmiddel er ikke slut, og den hormonelle kontraception til manden er endnu ikke klar til brug, om end inter-essen er til stede [2]. Selv et sådant middel vil ikke fritage os fra en faglig forsvarlig vejledning/rådgivning, før en patient/ et par anvender kontraception. Udvidelsen af sortimentet af kontraceptionsmidler gør tværtimod opgaven vanskeligere for lægen, og det er muligt, at den gynækologiske speciallæge eller den særlig interesserede alment praktiserende læge får en større del af rådgivningen, hvis ikke patienten har en særlig præference, når hun henvender sig til egen læge. Det lægelige område kontraception vil fortsat være et fællesområde for speciallæger i almen medicin og i gynækologi og obstetrik.

Korrespondance: Henri Goldstein , Afdelingen for Forebyggelse, Roskilde Amts Sygehus Køge, DK-4600 Køge. E-mail: goldstein@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet