Kosmetisk kirurgi på tv fortørner læger i USA

De kalder hende »scarface«. Hun føler sig altid konet. Hun kan ikke lide at kigge på sig selv i spejlet. Hun græder hele tiden, hun er 29 år gammel, og hun er bange for, at hendes problemer med selvfølelsen skal koste forholdet til kæresten.

Derfor meldte Andrea sig til amerikansk reality-tv's seneste dille, en skønhedskonkurrence for kvinder der gennemgår kolossale ændringer i deres udseende over en tremånedersperiode - fortrinsvis via kosmetisk kirurgi. Gerne 5-6 operationer i alt.

Andreas største problem ud over vægten er sår i ansigtet efter acne, og en af hendes behandlinger består i en omgang laser, som får hende til at ligne et brandoffer pakket ind i bandager, så man stort set kun kan se hendes ophovnede øjne. Andrea græder ubehersket flere gange i løbet af udsendelsen.

Hun er oppe imod Belinda, som er 28, og som har en fortid som model bag sig. En række problematiske forhold til voldelige mænd slog selvtilliden i stykker, og i dag er det svært at se, at der gemmer sig en åleslank fortid inde bag den tyksak, hun er blevet til.

For Belinda består forskønnelsen først og fremmest af fedtsugning.

Velkommen til The Swan, som programmet er døbt med henvisning til H.C. Andersens eventyr om den grim-me ælling, der bliver forvandlet til en smuk svane.

»Den mest usædvanlige konkurrence, der nogen sinde er opfundet«, kalder værtinden, Amanda Byram, programmet. Det skal nok passe.

Hver uge følger seerne to unge kvinder, der hver især har meldt sig under kniven - forleden altså Andrea og Belinda. Ofte er der tale om overvægt, andre gange er der krogede næser, vigende hager, skæve tænder eller andre forhindringer, der stiller sig i vejen for prædikatet »smuk«.

To plastikkirurger bedømmer hver sin patient, ordinerer en række operationer og gennemfører dem. Bagefter kåres den kønneste af de to kvinder, som så går videre til finalen.

Skønhedsoperationerne er programmets hovedfokus, men der er også andre elementer. De to unge kvinder bliver typisk også sat på diæt, så de kan tabe sig - forudsat, naturligvis, at de er overvægtige. De bliver også sendt i fitnesscenter, og de får en psykolog stillet til rådighed, der hjælper med de problemer, som sidder inden i, og som et nok så kønt ydre ikke kan reparere på.

Etiske overvejelser

The Swan er seneste udvikling i ikke bare USA's kærlighedsaffære med reality-tv-shows, hvor »virkelige« mennesker udfører et eller andet i en konkurrencesituation.

Programmet er også seneste skud på stammen af »før-og-efter«-udsendelser, hvor f.eks. et hus, en have eller en persons garderobe bliver udsat for eksperthjælp og forbedret.

Programmets nyskabelse ligger i kombinationen.

USA's læger har delte meninger om tendensen. Debatten startede allerede med »før-og-efter«-dillen, som forlængst også har ramt det personlige udseende.

Extreme Makeover på en af USA's største tv-kanaler er et program, hvor virkelige mennesker får til tider mange kosmetiske operationer inden for kort tid og siden fremstår som nye. I det mindste udadtil.

Og skønhedsoperationer har også været i fokus i tv-serien Nip/Tuck som handler om to plastikkirurgers praksis i Miami.

De amerikanske kosmetiske kirurgers forening, American Society of Plastic Surgeons, har generelt været positivt indstillet over for dokumentarprogrammer med den argumentation, at oplysning er en god ting. Det samme gør sig stort set gældende for fiktion. Serien Nip/Tuck satte f.eks. mange etiske problemstillinger til skue, lyder det. Man kunne tilføje, at der også er tale om en vis form for indirekte markedsføring af kirurgernes profession.

Ingen konkurrencer

Men »før-og-efter«-programmet, Extreme Makeover, som startede sidste år, skabte en større debat.

Foreningens etiske regler forbyder medlemmerne at deltage i konkurrencer. Men enden blev, at »Extreme Make-over blev vurderet til ikke at være en »konkurrence«, selv om deltagerne selv melder sig og bliver udtaget til - eller »vinder« - en plads i udsendelserne og dermed får rokeret gratis om på udseendet.

»Vi aftalte med programmets planlæggere, at de lod kirurgerne få det sidste ord med hensyn til, hvem der skulle opereres eller ej«, fortæller plastikkirurg James Wells fra Californien, som på det tidspunkt var foreningens formand.

På den måde mente foreningen at gardere sig imod tilfælde, hvor deltagere får skønhedsoperationer, de ikke er egnede til, bare for underholdningsværdiens skyld.

Men inden den beslutning blev taget, blev stjernekirurgen fra Extreme Makeover, Garth Fisher fra Beverly Hills, genstand for en klage fra kollegaer, som mente, at Fisher overskred de etiske regler med sit tv-arbejde.

Ganske vist fik Fisker ikke nogen reprimande, men han har alligevel meldt sig ud af foreningen, angiveligt fordi han ikke brød sig om den måde, som klagen blev behandlet på. Hans tv-arbejde har gjort ham så berømt, at han ikke behøver at have den status og prestige i ryggen, det giver at være medlem af professionens faglige flagskib. Hans konsultation i Beverly Hills er p.t. booket et helt år i forvejen.

Men med The Swan har store dele af lægestanden slået bak. Programmets kombination af »før-og-efter« og konkurrence er upassende og bestemt ikke etisk, lyder kritikken.

»Efter min mening er The Swan en konkurrence. Det er kirurg mod kirurg. Og det er patient mod patient. Det betyder naturligvis, at en af dem taber, og det øger deltagernes usikkerheder. Jeg synes også, at showets udvælgelse er dårlig og ikke tager nok hensyn til deltagernes følelsesmæssige velfærd«, siger James Wells. Det vides ikke, om nogen har indklaget de to læger, som deltager i The Swan for brud på foreningens etiske regler, der forbyder deltagelse i konkurrencer - sådanne klager holdes hemmelige, mens de behandles. Sker det, og lægerne findes skyldige i brud på reglerne, risikerer de en offentlig reprimande, tidsbegrænset suspension eller i værste fald eksklusion, som dog normalt kun bruges over for læger, der har begået en egentlig forbrydelse.

Brad Pitts næse

Lige så kontroversielt er et andet, nyt reality-tv-show, som hører til i »før-og-efter«-genren. Programmet hedder I Want a Famous Face, og udsendelserne handler om netop det, som titlen henviser til - altså mennesker der gerne vil ligne en kendt person.

Det hjælper plastikkirurger dem så med, og på tv kan man se, i hvor høj grad det er lykkedes. Også den udvikling fortørner mange, heriblandt James Wells.

»Udsendelsen giver det indtryk, at man kan få en andens ansigt, og risikoen er, at unge mennesker tror, at de så kan få den succes, som den pågældende berømthed har. Deltagerne er ofte emotionelt umodne og har helt urealistiske forventninger«, siger han.

Men tendensen lader til at være slået an. Kirurgforeningens nuværende formand, Rod Rohrich, fortæller til Wall Street Journal, hvordan han fik en patient ind i sin egen konsultation, som ville have skuespilleren Brad Pitts næse efter at have set showet. Rohrich sagde nej.

De to nye reality-shows har fået kirurgforeningen til at reagere offentligt. I slutningen af marts udsendte den en decideret advarsel.

»Den nye bølge af plastikkirurgisk reality-tv er en alvorlig kilde til bekymring. Nogle patienter på disse shows har urealistiske og ærligt talt usunde forventninger til, hvad plastikkirurgi kan gøre for dem«, står der bl.a.

Foreningen frygter også, at sådanne udsendelser trivialiserer indgrebene og underspiller risikoen.

»Offentligheden lulles ind i en følelse af, at der ikke er nogen ægte risici eller komplikationer i kosmetisk plastikkirurgi«, skriver foreningen.

Rent bortset fra de etiske overvejel-ser er foreningen også bange for, at udsendelserne vil bidrage til flere retssager mod kirurgerne, fordi patienternes forventninger er skruet for højt op. Skuffede patienter er nemlig de, som er værst til at lægge sag an mod lægen bagefter.

Tv forsvarer sig

Tv-folket bag de kontroversielle serier er gået i forsvarsposition. Programmageren bag udsendelserne om at ville ligne en berømthed, Dave Sirulnick, har f.eks. peget på, at programmerne er udviklet og produceret af den pågældende kanals dokumentarafdeling. Han siger også, at deltagerne er mennesker, der allerede i forvejen har besluttet sig for kosmetisk kirurgi.

»Det er dokumentarprogrammer om mennesker, der har valgt at gøre noget drastisk i deres liv«, siger han til Wall Street Journal.

Ligeledes hører det med, at enkelte programmer viser problemer forbundet med kosmetiske indgreb, lyder det. Hovedparten er dog succeshistorier, der viser forskønnelsen på patienterne og kirurgiens muligheder.

Hvad angår The Swan har producenterne også her forsvaret sig med dokumentationsværdien af udsendelserne, ligesom de peger på, at deltagerne får udstrakt rådgivning og psykologisk hjælp som del af pakken.

Men en gang imellem viser indgrebenes begrænsning sig netop på det psykologiske område. Den førnævnte meget emotionelle deltager, Andrea, nåede aldrig at få has på sine indre dæmoner i løbet af de tre måneder, hendes omkalfatring foregik.

Det var medvirkende til, at det ikke blev hende, som gik videre til svanefinalen.

»Hun har stadig lang vej igen på det indre«, som seriens psykolog udtrykte det.

Smuk og kedelig

Kritikken af serier som The Swan og I Want a Famous Face går dog ikke kun på det lægeetiske, men også på den eventuelle samfundspåvirkning i bredere forstand.

Ganske vist er der solide argumenter for at lade sig forskønne i et samfund som det amerikanske. Adskillige undersøgelser har f.eks. påvist, at kønne mennesker sjældnere er arbejdsløse, at de tjener mere og scorer højere på diverse tilfredshedsindekser end de mindre tiltrækkende. Men hvor går grænsen? Er der overhovedet nogen? spørger kritikerne.

Ingen kan f.eks. undgå at konstatere, at deltagerne i The Swan i vid udstrækning kommer til at ligne det samme ideal - de bliver med andre ord mere ens.

Men hvis alle ligner hinanden og er lige kønne, så bliver skønhed jo norm og dermed ret kedelig. »De får alle et hageimplantat, de får alle en pandeløftning, de får alle sammen lavet deres læber«, siger plastikkirurgen Z. Paul Lorenc til New York Times om The Swan.

Der er noget om det. Der bliver således foretaget 16 fedtsugninger, 15 pandeløftninger, 13 næseoperationer, 13 læbefyldninger og 11 brystforstørrelser på de 16 deltagere i seriens første omgang.

En af seriens to plastikkirurger, Randal Haworth, forklarer til avisen, at »der er et vist, begrænset antal indgreb, man kan foretage. Og når mennesker definerer skønhed, så går de til de følsomme punkter - næse, pande, læber - og det er de steder, vi arbejder hårdt på at definere«.

Hans kollega, Terry Dubrow, har en anden og temmelig politisk ukorrekt forklaring. En gennemgang af deltagerne viser ikke blot et aldersmæssigt, men også et socioøkonomisk sammenfald - de befinder sig typisk på de nedre trin i den amerikanske sociale rangstige. Førnævnte Andrea er således enlig mor i Colorado, hvor hun arbejder som assistent på en klinik, der laver øjenoperationer. Hendes konkurrent, Belinda, er ligeledes enlig mor og arbejder på et hospice i Nevada. De kunne tænkes at have de samme idealer.

»Disse yngre kvinder tror, at skønhed er høje kindben, en højere pande, store bryster og fyldige læber. Du ved, Pamela Anderson«, som Terry Dubrow udtrykker det.

Men ikke alle kosmetiske kirurger tror, at sådanne serier vil få varig virkning.

»De fleste mennesker kommer ikke ind og beder om fem eller seks indgreb på en og samme tid«, siger plastikkirurgen Peter Fodor til New York Times.

Ikke desto mindre er serierne udtryk for, at plastikkirurgi er blevet allemandseje i takt med faldende priser og stigende social accept Samtidig er de en faktor, der forstærker netop den udvikling, hvorved de bidrager til at øge efterspørgselen efter de kosmetiske kirurgers kunnen. Den er i forvejen stor.

Ifølge plastikkirurgernes organisation foretog amerikanske kirurger i alt 8,7 millioner skønhedsoperationer sidste år. Året inden var tallet kun på 6,2 millioner.