Kun få danskere er beskyttet mod Alzheimer
En genvariant, der har en beskyttende effekt mod Alzheimer, forekommer langt sjældnere i Danmark end i nabolandene.
En genvariant, der har en beskyttende effekt mod Alzheimer, forekommer langt sjældnere i Danmark end i nabolandene.
En genetisk variant, der beskytter mod Alzheimers sygdom, findes langt sjældnere i den danske befolkning end i de øvrige nordiske befolkninger, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse, som henviser til et nyt studie fra universitetet.
Genvarianten beskytter mod ophobning af proteinet beta-amyloid i hjernen, der er en væsentlig årsag til Alzheimer og resulterer i svigtende hjernefunktion og demens, fremgår det.
Ud af 3.487 danskere - især ældre - viste kun én person sig at have genvarianten. I de øvrige nordiske lande forekommer genvarianten i gennemsnit hos omkring én ud af 125.
"Det er temmeligt overraskende, for vi plejer at sige, at vi som sådan ligner vores nordiske nabolande. Spørgsmålet er så, hvorfor vi adskiller os fra dem på det her punkt? Det ved vi endnu ikke", siger Jonas Mengel-From, lektor i molekylær epidemiologi ved Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.